Find mere om:
Test af Ford Focus 1,6 TDCi 115 | bil.guide.dk

Ny Focus kører fremragende

Efter planen skal alverdens bilkøbere elske den nye Ford Focus med mere økonomiske motorer.

Kan en bil have nationalitetsfølelse? Giver det overhovedet mening at tale om særlige tyske, franske japanske eller amerikanske egenskaber i disse globaliseringstider? I forvejen deler bilfabrikkerne stumper på kryds og tværs. Motorer udvikles i fællesskab, og bilerne samles på fabrikker, der ikke nødvendigvis placeres på hjemmebane, men hvor arbejdslønnen er lavest. Så hvor er særpræget henne?

Det mener man i hvert fald hos Ford, der netop nu viser nye biler, som er udviklet til hele verdensmarkedet som den aktuelle Focus, der skal sælges i Europa og USA med få ændringer. Fællesskabet holder udgifterne nede, og i stedet er der overskud til at kæle for teknikken.

Efter vores første prøvekørsel at dømme, gør det da tilsyneladende heller ikke længere den store forskel, om det er Claude, Jim eller tyske Fritz, der designer og konstruerer bilerne. Bortset fra nogle mindre detaljer, er Forden nemlig noget så attraktivt som en mellemklassemodel, der taler lige så meget til følelserne som fornuften.

Kører fantastisk

Helt overordnet er der tale om 3. generation Focus, hvor den første så dagens lys i 1998, mens den nuværende version er fra 2005. Designmæssigt ligner den nye en forvokset Fiesta, og har et interiør, der ligner en krydsning mellem en Würlitzer jukeboks og en fuldblods sportsvogn.

Men det er især på vejen, hvor Focus forfører med forrygende køreegenskaber. Selv den mindste smuttur forvandles til tango for to, når den spændstige undervogn reagerer på dit mindste vrik med rattet, glider elegant henover asfaltens bump og altid lader dig vide med millimeters nøjagtighed, hvor I befinder jer på dansegulvet. Selve styretøjet er måske nok ikke helt så præcist som i forgængeren, men det gør ikke så meget, når selve køreoplevelsen giver mærkbart mere komfort.

Focus er en af de biler, der lider af den herlige vrangforestilling, at der gemmer sig en sportsvogn under al snusfornuften, mens undervognen ikke længere er så stiv, at huller og kloakdæksler hamrer chaufføren op i taget. Ved at løsne fjedrene en smule og samtidig forbedre støjisoleringen og karrosseriets stivhed, er den enerverende rullestøj fra dækkene også klædeligt dæmpet. Komforten er simpelthen løftet en klasse op.

Mekanikken spiller også dygtigt med. Gearskiftet er kort og kontant, koblingen let og præcis og motorerne villige og veloplagte. Priserne er til gengæld i den lidt høje ende.

Basismodellen med 1,6 benzinmotor og 105 hk koster fra 258.680 kroner. Det er omtrent på niveau med VW Golf. Men det virker også som om, at Forden har kvaliteterne til det, og Ford er traditionelt set ganske rundhåndede med rabatterne.

Moderne motorer

Den velkendte 1,6 liters benziner er næppe det bedste valg og skal sikkert have både pisk og gulerod, hvis det skal gå lidt kvikt. Importøren satser da også mere på de to små dieselmaskiner med 95 og 115 hk. Sidstnævnte kender vi fra den lidt større Ford C-Max, hvor den gør en fremragende figur.

Ford havde valgt kun at lade os prøve de to overbevisende topmotoriseringer under den internationale præsentation i spanske Jerez: 1,6 Ecoboost benzinmotor med hele 182 hk og så den bomstærke 2,0 diesel med 163 hk. For langtursbilister er diesel et oplagt alternativ.

Her har man med hjælp fra franske PSA Peugeot Citroën lavet en pragtmotor, der trækker hårdere end de hurtige piger og fyre i Bologne-skoven ved Paris og tager - atypisk for en oliebrænder - gerne omdrejninger. Mekanikken raller lidt med under acceleration, men så heller ikke mere: På motorvejen fader støjen til en lavmælt brummen.

Effektiv benzinmotor

Det gælder mildest talt også den helt nye benzinmotorgeneration, Ecoboost, hvor trækkraften næsten er som i en diesel, dvs. fra lave omdrejninger, men tilsat evnen til at rotere hurtigt og oven i købet med en fræk snerren fra udstødningen under acceleration.

Det er ikke hekseri - bare behændighed, som de siger hos Ford i Köln, hvor bilen er udviklet. Den enhed fås også i en 150 hk variant.

Fed finish

Med til bilens kvaliteter hører en vellykket førerplads. Indvendig har kabinen fået en wellness-kur med blød, nopret plast på instrumentpanelet og nye knapper og greb, der drejer og klikker lidt lækrere end før. Alting smækker, klikker og drejer i Focus med næsten samme præcision som en paradesoldat, der knalder hælene sammen. Finishen er federe, og man føler sig omgående hjemme bag rattet. Med en høj siddestilling i faste sæder er ergonomien også i top.

Pladsforholdene er til gengæld ikke blevet bedre, men virker fornuftige, uden at sætte nye normer. Men man kan transportere teenagere på bagsædet uden det ender i højlydte protester om brud på alle gældende dyre- og menneskerettigheder. Og uanset alder sætter man pris på udsynet: Den dramatiske kileform, der udvendig giver dynamik, sørger samtidig for lys og overblik fra forsæderne, fordi sideruderne nejer dybt ned mod fronten.

Udstyrsmæssigt drejer valget sig om en ret veludstyret Trend med aircondition, elruder for og bag, læderrat, sædevarme og integreret radio med cd. Titanium, som er 26.000 kroner dyrere, har yderligere alufælge, sportssæder, to-zonet klimaanlæg, nøglefri start af motoren, plus flere andre detaljer.

Det skulle være sikkert og vist, at den nye Focus anløber til april. I første omgang som femdørs, mens vi skal frem til sommerferien, før en ganske elegant stationcar er på plads hos forhandlerne i Danmark, resten af Europa, Kina, Sydamerika, USA og Mellemøsten...

Ford Focus 1,6 TDCi 115

Overblik:

  • Pris: 294.380 kr.
  • Forbrug km/l: 23,8 km/l (fabriksopgivelse)
  • Grøn ejerafgift, halvårlig: 980 kr.
  • Sikkerhed: Ej testet
  • L/B/H: 436/182/148 cm
  • Motor: Firecylindret dieselmotor på 1,6 liter
  • Ydelse: 115 hk/3.600 omdr.
  • Moment: 270 Nm/1.750 omdr.
  • Topfart: 193 km/t
  • 0-100 km/t: 10,9 sek.
  • Bagagerum: 372 liter

Kort og godt:

Den nye Ford Focus er et mærkbart skridt fremad, især når det gælder komfort og kvalitet. Her er Focus nu på niveau med VW Golf. Køreegenskaberne er fortsat fremragende, og motorprogrammet er generelt moderne.

Forgængere

Ford Escort 1968-1974

Ford Escort 1975-1980

Ford Escort 1980-1986

Ford Escort 1986-1990

Ford Escort 1990-1998

Ford Focus 1998-2005

Ford Focus 2005-2011

Test: Sekskamp i Golfklassen

14-10-2012: Den helt nye Kia Ceed, udfordrer sammen med den næsten lige så friske Hyundai i30, de klassiske konkurrenter som Citroën C4, Ford Focus, Opel Astra og Volkswagen Golf. Læs artikel

Test af Ford Focus 1,6

14-10-2012: Ford Focus er den mest velkørende bil. Alligevel er komforten også i top. Læs artikel

Test: Tre knaldtilbud til 200.000 kr.

01-06-2012: Med de mange prisnedsættelser er flere mellemklassebiler blevet gode tilbud. Læs artikel

Test af Ford Focus ST Ecoboost ST2

08-03-2015: Premiere: Den faceliftede Ford Focus ST er den måske sjoveste bil til under en halv million, og så fås den også som diesel. Læs artikel

Test af Ford Fiesta 1,0 EcoBoost, VW Polo 1,2 TSIong

19-10-2014: Vi tester Volkswagen Polo 2014 mod klassens bedste målt på køreegenskaber, nemlig Ford Fiesta. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...