Find mere om:
Finanskrisens billigste biler | bil.guide.dk

Finanskrisens billigste biler

Bunden er gået ud af priserne på både nye og brugte biler. Udnytter man bilhandlernes egne smuthuller, kan man skære endnu mere af prisen.

Det er årtusindets bedste tidspunkt at købe på, hvis en brugt bil i firmaklassen står øverst på ønskelisten. Danskernes pludselige hang til miljøvenlige småbiler, virksomhedernes trækken i håndbremsen og ophobede lagre af leasingbiler fra en lang højkonjunktur giver historisk høje prisfald på brugte biler.

For eksempel er prisen på en fire år gammel Ford med 80.000 km på tælleren faldet med mere end 15 pct. på et år, viser tal fra Bilbasen.dk. Det er de mindst brændstoføkonomiske biler, som har fået det største tryk i pris med næsten 20 pct., mens biler, der kører mere end 20 km på literen, næsten kan holde deres normale afskrivningskurve.

Hvis man på ægte jysk krejler-manér ikke vil tage til takke med det første og bedste tilbud fra bilforhandleren nede på hjørnet og er villig til at give afkald på reklamationsret og garanti, er det muligt at få endnu mere bil for pengene. Morgenavisen Jyllands-Posten har kigget på alternative bilhandelssteder, som bilforhandler-auktioner, konkursauktioner, import, privatsalg og bilauktioner.

Lave priser på auktion

Et oplagt sted at søge er på de auktioner for forhandlere, som afholdes på hjemmesiderne Bilbasen.dk og Autocom.dk.

Sidstnævnte har hver uge masser af biler til salg. Mange af dem hører til blandt højkonjunkturens lækkerier, som pludselig er blevet sværere at afsætte. Hver bil er grundigt gennemgået med billeder og beskrivelser af fejl og mangler. Lever bilen ikke op til beskrivelsen, er det muligt at aflyse handelen.

Her blev f.eks. en Audi A4 2,0 TDI fra 2006, der har kørt 57.000 km, handlet til 273.000 kr. i sidste uge, hvilket er mellem 30.000 og 50.000 kr. under, hvad den biltype ellers står til salg for.

Det er dog på de mere ukurante og forslugne motorstærke modeller, at der er mest at spare. Det gælder f. eks en Citroën C5 3,0 V6 fra 2005 med automatgear og 104.000 km til 131.000 kr. Det svarer omtrent til prisen på de billigste C5'ere, som altså ikke har den største motor i serien og ikke har samme høje udstyrsniveau.

Kun for professionelle

Der er dog en vigtig hage ved forhandlerauktionerne. Man må ikke byde med på auktionen som privat, ligesom man heller ikke skal regne med nogen synderlig reklamationsret på bilerne.

På Autocom.dk har man dog som privat mulighed for at byde på bilerne, hvis de ikke er blevet solgt. Ellers kan man alliere sig med en forhandler eller en mekaniker, der kan hjælpe og byde med hos de professionelle i f. eks. den sidste time op til auktionens udløb.

Det er også på bilauktioner som Autocom, at mange leasingbiler fra f.eks. BMW og Mini bliver solgt. Det er dog interessant, at mange af disse biler eksporteres til andre egne af Europa. De kan f.eks. ses til salg på Autocoms tyske afdeling Autorola.de. BMW får på den måde penge tilbage fra staten i registreringsafgift. En ydelse, som myndighederne tager sig godt betalt for. De betaler kun 85 pct. af afgiften tilbage.

At det alligevel kan betale sig at eksportere bilerne illustrerer meget godt, at det danske brugtbilsalg har det mere end svært.

Fidusen forduftet

Det er da heller ikke nær så god en fidus som tidligere at hente sin nye brugte bil syd for grænsen.

Heller ikke selv om man vælger at hente sin bil i Sverige, hvor kronen er banket i bund, kan det for alvor betale sig. Det skyldes ifølge chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk, at statens vurderinger af biler og deraf følgende afgiftsfastsættelser ikke er fulgt med priserne ned.

»Man kan som regel købe billigere i Danmark. I Sverige kører man typisk i større biler, og netop i det segment er priserne raslet ned herhjemme, uden at statens vurderinger er fulgt med ned,« siger Niels Grøftehauge.

Holdningen deles af juridisk chef Lars Ellegaard fra FDM, der mener, at fordelen ved den lave svenske krone bedst kan udnyttes til at købe klassiske biler som investeringsobjekter eller entusiastkørsel. På den måde kan den lavere registreringsafgift på veteranbiler udnyttes.

Rigtige krejlere kan også overveje konkursauktioner for at finde billige biler. Hos Auktionshuset Dab har man hvert år mellem 50 og 100 biler igennem systemet. Vurderingskonsulent Kåre Madsen kan allerede konstatere en lille stigning i antallet efter finanskrisens udbud.

»Det er lidt at spare i forhold til f.eks. på Bilbasen. Vores købere er alle typer; private, bilforhandlere og ophuggere,« siger Kåre Madsen.

Der er også mulighed for at gøre gode køb på traditionelle bilhandelsbaser som Bilzonen, Bilbasen og dba.dk.

Det gælder om at kigge sig godt for - og ofte er det faktisk bilforhandlerne, som har bedre tilbud end de private, oplyser Lars Ellegaard fra FDM.

Reklamationsret

»Der er nogle private sælgere, som det ikke er gået op for, at prisniveauerne har ændret sig. Så kan det ofte bedre betale sig at kigge hos forhandlere.«

Ud over reklamationsret og en klargjort bil, kan man også få andre frynsegoder som f.eks. gratis forsikring det første halve år og elitebiliststatus derefter som f.eks. hos ALD Bilsalg.

»Vores erfaring er, at når krisen kradser, søger bilkøberne det sikre,« siger bilsalgsdirektør Anders Andersson fra ALD Bilsalg, som anbefaler de tidligere storsælgende VW Passat og Ford Mondeo som gode køb i det nuværende marked.

TV: Stor rift om verdens billigste bil

Leasing et billigt alternativ

Private kan også spare penge på at lease en ny bil frem for at eje den. I det seneste års tid har fænomenet privatleasing spredt sig som en steppebrand på det danske bilmarked.

I dette forår har vi set priser på ned til 2.000 kr. om måneden for en ny Honda Accord eller 3.000 kr. for at lease en Citroën C5. Det er særdeles fordelagtigt, viser beregninger fra Bilpriser.dk.

En Citroën 1.6 HDI stationcar med 110 hk, løber i alt op i 165.157 kr. at privatlease over en treårig periode med 60.000 km. Det er 4.588 kr. om måneden. Med i prisen er førstegangsbetalingen, renteudgifter på lån til førstegangsbetalingen og leveringsomkostningerne, service og dæk, men ikke brændstof, forsikring og ejerafgift.

Vælger man at købe den selvsamme bil og sælger den efter tre år og 60.000 km, løber de samlede omkostninger op i 211.223 kr. inklusive nettorenteudgifterne på et lån, der dækker hele bilens pris samt låneomkostningerne. Besparelsen er således på 46.066 kr.

Billige biler bliver for dyre

En Opel Vectra 1.9 CDTI Elegance II stationcar, der er på vej ud af markedet for at blive afløst af Opel Insignia, kan det også betale sig at lease. Her er udgiften ved at lease på 5.594 kr. om måneden plus brændstof, forsikring og ejerafgift. Besparelsen i forhold til at købe er 49.183 kr.

Leasing af en BMW 318d stationcar kan man spare 82.254 kr. på, og på en Mercedes-Benz B 180 CDI er der hele 135.522 kr. at spare på samme betingelser.

Bilpriser.dk bemærker dog i analysen, at de færreste sælger en ny bil efter tre år. Vælger man at beholde bilen i længere tid, ændres afskrivningskurven, og det giver mere mening at eje bilen. Det samme gælder, hvis man kører flere kilometer.

Det giver heller ikke mening at lease biler til under ca. 230.000-240.000 kr. i indkøb. Endnu dårligere bliver fidusen på småbiler. På en Fiat 500 1.2 Pop taber man 15.638 kr., og på en Peugeot 207 Comfort Plus 1.4 HDI taber man hele 36.157 kr., viser beregningerne fra Bilpriser.dk.

Nyhed: Krisen breder leasing-paletten ud

29-09-2009: Firmabil: Brugtleasing, forlængelse af kontrakter, downsizing, specialtilbud, mere grøn driftsøkonomi - alt er i spil ved leasing af firmabil. Læs artikel

Test: Stor test: 13 firmabiler til lyst og last

08-05-2014: Nye firmabiler er rullende kontorer og alt, hvad en moderne forretningsmand m/k kan forlange. Benhård konkurrence giver lav beskatning og ekstra højt udstyrsniveau i de nye modeller. Christian Schacht, redaktør på JP Aarhus Motor, har testet biler siden 1997 og gennemgår her 13 aktuelle businessmodeller i den klassiske størrelse. Læs artikel

Nyhed: Fiat-chef: Kun seks bilmærker om få år

09-12-2008: Det vil kræve en årsproduktion på 5,5 mio. biler at overleve, mener Sergio Marchionne. Disse mærker kan overleve - se om dit bilmærke er iblandt. Læs artikel

Guide: Stor forskel på firmabilernes siddekomfort

30-01-2015: Komfort: Ergoterapeut tester sæderne i de nyeste firmabiler. Her er stor forskel, selv blandt de dyreste. Læs artikel

Guide: Seks leasing-hittere i 2015

08-12-2014: Hvilke biler bliver populære at lease til næste år? Vi sammenholder leasing-tallene dette år med rækken af nye biler og finder vores bud. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...