Sidste vinter var hård. Og FDM råder bilisterne til at skifte til vinterdæk, mens tid er. Foto FDM/ADAC
Tre måneder med kuldegrader, store mængder sne og glatte veje, sendte først på året adskillige bilister på glatis. Så der er al mulig grund til at tage ved lære af sidste vinters strenge vejr og skifte bilens sommersko ud med noget mere fornuftigt fodtøj, mens tid er.
»Vinterdæk handler ganske enkelt om sikkerhed og fremkommelighed. Så medmindre man kan lade sin bil stå de dage, hvor der er vinterføre, bør man skifte fra sommerdæk til vinterdæk i vintermånederne,« siger bilteknisk redaktør på FDMs medlemsblad Motor, Søren W. Rasmussen.
I en nye test af 28 vinterdæk har FDM sammen med den tyske søsterorganisation, ADAC fokuseret på to dækstørrelser – 15 og 17-tommer. Mens de i alt 15 testede dæk i 15-tommer gruppen generelt klarer sig godt, viser testen omvendt, at det er svært at kombinere et stort 17-tommer dæk med et vinterdæks gode egenskaber. Tre af gruppens 13 dæk klarer sig så ringe, at de ikke kan anbefales.
»Er ens bil godkendt til det, kan det derfor være en god idé at skifte de store sommerdæk ud med vinterdæk, der er et nummer mindre. Bag rattet vil man ikke mærke den store forskel på tør vej, men i vinterføre er egenskaberne ofte bedre. Og så er der tilmed penge at spare,« siger Søren W. Rasmussen.
Det fremgår bl.a. af bilens instruktionsbog, hvilke dækstørrelser den er godkendt til. Er man i tvivl, kan man også spørge sin dækforhandler.
FDM påpeger desuden, at dækkene i testen er målt ud fra deres egenskaber i forskelligt vinterføre. Derfor er det ikke altid, at den samlede testvinder er det rigtige dæk til ens behov. Man bør derfor nærlæse delresultaterne.
»Nogle dæk er rigtig gode til sne, andre til is. Men da den danske vinter typisk byder på sjap og våde veje, anbefaler FDM som udgangspunkt vinterdæk, der klarer sig godt på våd vej,« siger Søren W. Rasmussen.
Vinterdæk er et meget vigtigt emne, mener man i organisationen. Så vigtigt, at man har valgt at lægge hele dæktesten ud på www.FDM.dk, så alle kan få nytte af den, også ikke-medlemmer. Den bringes også i oktobernummeret af FDM’s medlemsblad, Motor.


