Find mere om:
Bilhistoriens største frifindelse? | bil.guide.dk

Bilhistoriens største frifindelse?

Foreløbig er der ikke konstateret tekniske fejl ved nogen af de 58 Toyotaer, der udløste tilbagekaldelsen af næsten ni millioner biler.

Hvis ikke baggrunden var så alvorlig, burde champagnepropperne springe lystigt i Toyota City.

I en foreløbig rapport til Kongressen konkluderer National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) i USA, at der ikke er fundet tekniske eller elektroniske fejl ved én eneste af de 58 forulykkede Toyotaer, der omkring årsskiftet tvang Toyota Motor Corp. til globalt at tilbagekalde hen ved ni millioner biler samt bruge mere end 10 mia. kr. på bl.a. at udskifte speedere, der hævdedes at kunne sætte sig fast.

Minutiøs undersøgelse

NHTSA har minutiøst undersøgt de 58 forulykkede Toyotaer og konstaterer på den baggrund, at der kun har været ét tilfælde, hvor speederen har sat sig fast under en løs gulvmåtte.

I ingen af de forulykkede biler har eksperterne fundet bevis for, at speederen har sat sig fast eller været langsom til at vende tilbage til sit udgangspunkt og dermed har udløst ulykken.

Stort set alle amerikanske personbiler er forsynet med automatgear, og derfor vil en bil, hvis speederen sætter sig fast, i princippet accelerere, indtil den når sin topfart. Føreren har adskillige muligheder for at gribe ind og forhindre en defekt i at udarte til en ulykke. NHTSA har modtaget flere end 3.000 klager fra Toyota-ejere over pludselige accelerationer, der involverer mindst 93 dødsfald.

Sort boks

De 58 forulykkede biler, som er undersøgt, har alle været forsynet med en såkaldt ”Event Data Recorder” eller EDR, der fungerer efter samme principper som de såkaldt ”sorte bokse” i trafikfly. EDR registrerer hændelser, der er så kraftige, at de kan udløse bilens airbags.

I samme forbindelse registreres bilens hastighed, motorens omdrejningstal, det valgte gear samt hvorvidt speeder- og bremsepedaler har været aktiverede. Endelig registreres G-påvirkningen umiddelbart før og på ulykkestidspunktet.

Advokater, der repræsenterer tusinder af Toyota-ejere, mener, at NHTSA-rapporten er stærkt fejlbehæftet.

»Hovedparten af de anmeldte hændelser er ulykker ved lav fart som følge af pludselige accelerationer, ofte på parkeringspladser. Dels vil sådanne ulykker ikke aktivere EDR-systemet. Dels er EDR-systemet afhængig af de elektroniske systemer i forskellige Toyota-modeller, som vi anser for den primære fejlkilde,« lyder kommentaren fra Sean Kane, der er hyret som teknisk ekspert af advokaterne bag de kommende erstatningssager.

I rapporten til Kongressen konstaterer NHTSA, at der i 35 af de 58 forulykkede Toyotaer ikke er funder bevis for, at bremsepedalen har været aktiveret - på trods af den pludselige acceleration. Det kan betyde, påpeger NHTSA, at bilisten ved en fejl er kommet til at trykke på speederen i stedet for bremsen.

I 14 biler viser EDR-systemet, at bremsepedalen er blevet aktiveret, men i ni af disse biler skete det »på et så sent tidspunkt i hændelsesforløbet, at det ikke har kunnet forhindre ulykken eller reducere dens omfang«.

I 7 af de 58 biler har EDR-systemet ikke leveret brugbare data.

Toyota har selv undersøgt flere end 4.000 biler verden over, som der er klaget over. Ifølge koncernen er der ikke fundet fejl i de elektroniske komponenter, der relaterer sig til speederen.

For tidligt at konkludere

Endnu er det for tidligt at konkludere, at det i alt væsentligt er menneskelige og ikke tekniske fejl, der har været årsagerne til de mange uheld med Toyotaer.

Eksperter hos USA's rumfartsorganisation Nasa har således ikke afsluttet undersøgelserne af, om elektromagnetiske forstyrrelser kan have påvirket elektronikken i de forulykkede biler.

Uanset de endelige konklusioner fra NHTSA modificerer Toyota speederen i millioner af indkaldte biler, mens andre af de indkaldte biler forsynes med nye gulvmåtter i førersiden, der ikke kan løsne sig under kørselen.

Erstatningssagerne forventes ikke at begynde, før alle tekniske rapporter foreligger.

Guide: Her er de gode værksteder – og de dårlige

03-05-2016: Hvilket bilmærke giver størst sikkerhed for et godt værksted? Og er er der nogen mærker, der er lige omvendt? FDM gennemfører undersøgelser, der giver et tydeligt fingerpeg. Så her er de gode, de knap så gode og de virkelig dårlige mærkeværksteder i Danmark. Læs artikel

Nyhed: Toyota indkalder 3.800 Avensis-biler

26-01-2011: 1,7 mio. biler skal kontrolleres for utætte brændstofrør. Danske ejere får besked per brev. Læs artikel

Nyhed: Toyota kan klare skærene

18-03-2010: Krise: Professor i krisehåndtering mener, at Toyota kan klare sig gennem krisen herhjemme. Stor forskel på amerikanske og danske forbrugerforhold. Læs artikel

Nyhed: Citroën informerer dårligere om speederknas

04-03-2010: Citroën-ejere har haft svært ved at få besked, mens Toyota har repareret 4.000 biler. Læs artikel

Nyhed: Tjek din Toyota på nettet

08-02-2010: Omkring 26.000 Toyotaer i Danmark skal have repareret speederpedalen - se om din er blandt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...