Find mere om:
23-årig narrede syv biler fra bilejere | bil.guide.dk

23-årig narrede syv biler fra bilejere

Helt almindelig salgsmetode kostede syv private jyske bilsælgere 2,3 mio kr.

De er derude, fupmagerne. Folk med en anløben moral, som med sindrige kneb forsøger at franarre sagesløse nethandlende enten deres bil eller deres penge. Men der er forholdsregler, som det er godt at kende.

Sidste år lykkedes det ifølge politiet en 23-årig mand fra Randers at franarre syv biler til i alt ca. 2,3 mio. kr. fra syv jyske bilejere. Han har nu siddet i arresten i Århus i snart to måneder, hvor han venter på sin dom.

»Bilerne fandt den unge svindler på nettet, men det betyder ikke, at online-handel er mere usikker end andre former for handel. Med en række simple forholdsregler kan man sikre sig mod at blive taget ved næsen,« fortæller Morten Holmsten, salgsdirektør på online-bilauktionen Autocom.dk

»Det er ikke internettet som sådan, det er galt med. Svindlere har der altid været, men man skal altid være på forkant med deres metoder, så man ikke bliver snydt. Når man får et tilbud, der lyder for godt til at være sandt, så er det nok heller ikke sandt,« siger Morten Holmsten, som også har en række gode råd til folk, der vil sælge deres bil på nettet.

Meget på spil

»Hvis man sælger selv, må man aldrig udlevere registreringsattesten, før pengene står på kontoen, eller man har fået en bankcheck med to underskrifter. En check fra en bilforhandler er normalt også altid i orden, men er man usikker, kan man jo betinge sig i slutsedlen, at handlen først er gennemført, når checken er indløst i banken. Kontanter, der ikke er falske, er selvfølgelig også okay. Men man må ifølge hvidvaskningsloven ikke modtage over 100.000 kr. i kontanter. Det har kostet en forhandler i Silkeborg en kæmpebøde, selv om han ikke havde hørt om loven,« forklarer Morten Holmsten.

Han tilføjer, at en meget sikker metode er at sælge bilen på en online-bilauktion, som kun professionelle bilforhandlere må benytte. I øvrigt kan man altid tage en bankrådgiver eller en advokat med på råd. Det er trods alt mange penge, der er på spil, når man sælger sin bil.

Kendte fupnumre

Et simpelt trick er f.eks. det, den 23-årige i Randers brugte: At udskrive dækningsløse checks til at narre bilerne fra bilejerne. Når svindleren har fået fat i en bil og bilens registreringsattest, kan han sælge den videre til intetanende købere. Registreringsattesten er beviset på, at man ejer bilen, skal man huske.

Et andet kendt fupnummer er at sende et tilbud på engelsk eller gebrokkent dansk og påstå, man befinder sig i for eksempel Irland eller England og gerne vil købe lige præcis den bil, som man har lagt på nettet. Allerede her bør alarmklokkerne ringe, for i de lande sidder rattet i højre side af bilen. Der er derfor ikke nogen mening i at købe en dansk bil med rattet siddende i venstre side af bilen.

Hvis man alligevel hopper på limpinden, sender svindleren ofte en check på et for stort beløb, hvorefter sælger bliver opfordret til at sende det overskydende beløb videre til det firma, der skal transportere bilen. Når sælger har gjort det, viser det sig, at den udenlandske check er falsk eller dækningsløs, og man har tabt de penge, man har sendt til en ukendt modtager, typisk via Western Union.

Og fupmageren, der måske befinder sig i Afrika, kan med et grin hæve og bruge de mange penge.


Guide: Klassiske bilmærker kører flest kilometer

09-05-2016: Leder du efter en bil, der kan køre længe? Så bør du måske skele til bestemte mærker. Men tjek, hvad tidligere ejere har investeret i bilen. Læs artikel

Guide: Kig den brugte bil i kortene på sikkerhedsfronten

30-03-2016: Tænk mere over sikkerheden, når du køber brugt bil, og søg oplysninger, lyder rådet fra myndighed. Læs artikel

Guide: Sådan finder du de mest sikre brugte biler

30-03-2016: Vi guider dig gennem junglen af brugte biler og til de mest sikre. Fra 2004 klarer de fleste nye modeller sig rimeligt. Men der er brodne kar imellem. Læs artikel

Nyhed: Her er de bedste brugte biler - og dem du skal undgå

27-11-2015: De brugte biler bliver stadig bedre og mere sikre, fastslår tysk prøveinstitut. Læs artikel

Guide: Køb youngtimer uden overraskelser

13-09-2015: Priserne på de mere sjældne nyklassiske biler stiger. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...