Find mere om:
Nye biler har styr på sikkerheden | bil.guide.dk

Nye biler har styr på sikkerheden

Trods skrappere krav er der topkarakterer til fire biler, der netop har gennemgået omfattende crashtest. Men der er stadig plads til forbedringer, viser testen.

Topkarakter ligner efterhånden mere reglen end undtagelsen i de fælleseuropæiske og uvildige crashtest udført af Euro NCAP-organisationen. Bilproducenterne har næsten alle knækket koden, og også de fire biler, der netop har været gennem de ublide arbejdsgange, klarer alle frontalkollisionen flot. Men der er stadig plads til forbedringer i nogle af bilerne, når det gælder beskyttelse ved sidekollision og af fodgængere.

Generelt er der dog ikke det store at komme efter i Euro NCAP's nyeste kollisionstest. Alle fire biler får de maksimale fem sikkerhedsstjerner. Det gælder minibilen Suzuki Swift og familiebilen Citroën C4 samt SUV'en Hyundai ix35 og hybridbilen Honda CR-Z. For Suzuki og Hyundai er det en fremgang fra fire stjerner fra den foregående model, som blev bedømt under nogle lidt andre regler.

»Den nye række crashtestresultater fra Euro NCAP viser en glædelig udvikling, hvor vi ser stadig flere biler opnå topkarakteren fem stjerner. Resultatet skal ikke ses som et udtryk for, at kravene til nye biler er sejlet agterud, snarere at bilproducenterne nu har rettet ind efter de skrappe krav,« siger Søren W. Rasmussen, FDM's sikkerhedsrepræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.

Detaljer trækker fra

Resultaterne er dog ikke bedre, end at der stadig er plads til forbedringer. Alle fire biler klarer frontalkollisionen i fin stil, mens resultatet ikke er imponerende i den barske pæletest. Beskyttelsen i brystområdet er kun middelmådig i Swift og ix35, mens den i C4 er direkte svag. C4 er også ene om at have en middelmådig piskesmældsbeskyttelse.

»Den særligt hårde pæletest afslører visse svagheder i sidebeskyttelsen, ligesom hovedstøtterne stadig konstrueres for lemfældigt som i f.eks. Citroën C4. Men alle de fire testede biler har opnået en karakter, der udløser det særlige fradrag i registreringsafgiften på mellem 2.100 og 3.600 kr. afhængig af bilens pris,« siger Søren W. Rasmussen.

Barnesikkerheden er høj i alle fire biler, men når det gælder skånsomhed over for fodgængere er Citroën C4 temmelig dårlig med under halvdelen af de mulige point - dårligere end Hyundais høje SUV.

Hyundai ix35 er til gengæld ene om at have fejl i sikkerhedsudstyret under testen. I pæletesten foldede gardinairbaggen sig ikke ordentligt ud, da den blev fanget i beklædningen, og det trækker ned i både sidepåkørsel og pæletest.

LÆS OGSÅ: Her er de sikreste biler

Fire sikre

Alle fire nyligt testede biler fik topkarakteren fem stjerner i den såkaldte Euro NCAP-test. Her med FDM's vurderinger:

  • Citroën C4: Citroën har fint styr på beskyttelsen af forsædepassagerer ved kollision forfra, men det er stærkt skuffende, at beskyttelsen ved sidekollision ikke er bedre, og så er det en decideret ”ommer” med hensyn til hovedstøtterne.
  • Honda CR-Z: Den lille hybrid-Honda klarer crashtesten meget flot, og bekymringer om sikkerhedssvigt på grund af ny hybridteknik er gjort til skamme. Særlig fint er det, at også hovedstøtterne er velkonstruerede.
  • Hyundai ix35: Hyundai ix35 er af den nye generation, hvor mindre biler erstatter de store gammeldags firehjulstrækkere. Det er der kommet en god og sikker bil ud af, om end bilens høje front stadig er noget aggressiv over for fodgængere.
  • Suzuki Swift: I gruppen af biler med rimelig anskaffelsespris er det en fornøjelse at konstatere, at den nye Swift klarer sig så godt, som tilfældet er. Kun den meget krævende pæletest udviste et resultat, der efterlader plads til forbedringer.

Nyhed: Populære biler får topkarakter

25-08-2010: En minibil, en familiebil, en hybridbil og en SUV er blevet testet og fundet gode nok. Læs artikel

Nyhed: Bilsalg: El-biler med i statistikken

17-11-2009: Salget af elbiler er langsomt og med prøvende skridt ved at vise sig i de månedlige salgsopgørelser fra De Danske Bilimportører. Af den seneste tælling fra oktober viser det sig, at elbilerne sidder på 0,1 pct. af markedet. Læs artikel

Test af Suzuki Alto

20-10-2009: Sikkerhed: Der er drøje hug til Suzuki Alto i ny crashtest. FDM kalder resultatet uhørt dårligt. Læs artikel

Nyhed: Euro NCAP svinger pisken

27-11-2008: 80 pct. af bilsæderne bør forbedres for at modvirke piskesmældsulykker, vurderer crashtest-organisationen Euro NCAP Læs artikel

Test: Bestsellere falder igennem på piskesmældstest

21-10-2009: Citroen C5, Ford Kuga og Suzuki Splash dumper i piskesmældstest. 20 ud 25 testede bilmodeller sæder bør forbedres, mener FDM. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...