Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af BMW i8 | bil.guide.dk

Test af BMW i8

BMW i8 er ingen Tesla. Den er meget federe!

Gadget/Bil
BMW i8
BMW

Plus:

En rå sportsvogn med en tophastighed på 250 km/t, som kan køre 50 km på literen? Og som bugner af smarte og internetforbundne tjenester? Øh, er det et trickspørgsmål?

Minus:

Betjeningen af de mange smarte, digitale funktioner kunne være en smule mere brugervenlig, og trods et imponerende anlæg er lyden lidt for ulden.

Åh, den fantastiske, selvfede følelse af at køre 250 km/t på den tyske Autobahn. Og samtidig gøre noget godt for klimaet! Lyder det for godt til at være sandt? Måske, men det er faktisk opnåeligt med BMW i8, en hybrid sportsvogn, der er så miljøvenlig, at der burde følge et gratis medlemsskab af Greenpeace med, når man køber bilen.

Hvilket helt ærligt er de færreste forundt, for den koster saftige 3 millioner kr. – et prisskilt, som man snarere forbinder med Porsche og Ferrari end med noget så fodformet og speltagtigt som en hybridbil. Men selv om BMW i8 altså er lige så hybrid som en Toyota Prius, så signalerer den alt andet end økologiske grøntsager og skovbørnehave. Det kan jeg skrive under på. Mesterskabskamp i mikrovægt

Jeg har nemlig været på pilgrimsrejse til München for at få lov til at låne en BMW i8 i to dage, og selv i det stenrige Bayern tiltrak den labre sportsvogn misundelige blikke fra alle levende væsner udstyret med en penis.

Men nu har slæden altså også vaskeægte mågevingedøre og er mere eller mindre skåret ud i ét stykke kulstof, så den næsten ingenting vejer. Formerne er kurvede på den fede, James Bond-agtige måde, og hele molevitten stinker langt væk af mange penge og utallige klip i kørekortet.

Og så kører den små 50 km på literen!

Glem alt hvad du ved om hybridbiler

Sagen er, at ærkekonservative Bayerische Motoren Werke har bestemt sig for at gøre det samme for hybridbiler, som Tesla med Elon Musk i spidsen gjorde for elbiler med Tesla Roadster og Tesla Model S.

BMW vil med i8 gøre hybridbiler sexede og demonstrere, at det godt kan lade sig gøre at kombinere fornuftig og miljøvenlig teknologi med noget så irrationelt og klimaforandringsfornægtende som en rå sportsvogn. Der tilmed er både smart og internetforbundet i en sådan grad, at tårerne triller ud af mine små gadget-elskende øjne.

Det var vi naturligvis nødt til at lade komme an på en prøve. Hvilket så bringer os tilbage til den tyske Autobahn, hvor jeg altså nød i fulde drag at stryge af sted med 250 km/t, hvilket er i8’s tophastighed.

Det ville være så let som ingenting at fortabe sig i detaljer om, hvordan BMW har formået at få to separate motorer til at levere en samlet ydelse på 362 hk, uden at hverken elmotoren, forbrændingsmotoren eller batteriet brænder sammen på grund af for høje temperaturer. Eller hvordan man ved en sådan motorkraft rent teknisk opnår et gennemsnitligt brændstofforbrug på 47,6 km pr. liter med en CO2-udledning på 49 g/km (tip: Det har bl.a. noget at gøre med aerodynamik og bilens vægt).

Men vi vil meget hellere fortælle dig om køreoplevelsen, og hvordan BMW i8 holder dig forbundet med resten af dit digitale liv. Læs om BMW i8 i et bilmagasin, hvis du tørster efter flere mekaniske fagudtryk, for her forsøger vi at sætte fingeren på, hvorfor vi mener, at en bil som BMW i8 viser vejen til fremtiden.

P90147823_highRes.jpg

Køreoplevelsen er i en klasse for sig

Vi kan jo starte med, hvad der sker, når man allerede kører 200 km/t, og så kaster bilen ud i overhalingssporet for at passere sine medtrafikanter, der bevæger sig i sneglefart på de inderste vejbaner.

Til daglig kører jeg en Audi A5 med ca. 190 hk, og den kan jeg sagtens få op på omkring 240 km/t (på en god dag med vinden i ryggen), men det føles på ingen måde som at accelerere fra 200 til 250 km/t med BMW i8. Bimmeren skal kun bruge 4,4 sekunder på at komme fra 0 til 100 km/t, men det vilde er, at den accelererer næsten lige så hurtigt fra 200 til 250!

Der er simpelthen så meget overskud i de to motorer, at vognen så let som ingenting og med brølende motor giver baghjul til de andre biler, der ellers selv kører omkring 180-200 km/t. Det er som forskellen på en top-atlet og så alle os andre. BMW’en besidder simpelthen indtil flere niveauer af rå muskelkraft over, hvad vi andre nogensinde kommer i nærheden af!

P90148150_highRes.jpg

Chaufføren i højsædet

Da vi i sin tid testede Tesla Model S, var vi lidt kede af kabine og interiør, som ikke rigtig levede op til den standard, man efter vores mening burde kunne forvente af en bil i den helt dyre prisklasse. Omvendt var vi mere end begejstrede for den amerikanske elbils mange smart-funktioner og ikke mindst den 17 tommer store touch-skærm i midten af instrumentbrættet, som man bruger til at styre hele herligheden.

Det er oplagt at sammenligne Tesla Model S med BMW i8, og ud over at vi hurtigt må konkludere, at BMW’en på alle måder er en bedre bil end Model S, så er vi også en hel del mere begejstret over i8’s interiør. Alle kabinens elementer er nøje afstemt med chaufførens behov, kvaliteten er i top med bæredygtige materialer, og hvem kan i øvrigt stå for den glødende effekt i enten blå, gul eller hvid, der kommer fra dioderne i konturlinjerne i døre, instrumentbræt og rat?

P90148149_highRes.jpg

Både smart og konservativ

Men på to punkter kommer BMW i8 til kort over for Tesla. Nemlig når det gælder smart-funktioner og lyd. Anlægget fra Harman Kardon vender vi tilbage til i næste afsnit, og her skal det i første omgang handle om bimmerens mange digitale funktioner.

Et stort plus er, at i8 råder over sit eget SIM-kort, så den altid er online. Det er gratis det første år, hvorefter man selv må betale for fornøjelsen. Men det er også mere eller mindre nødvendigt, for de fleste af bimmerens smart-funktioner kræver internetforbindelse. Det hedder ikke ConnectedDrive for ingenting.

Så selvfølgelig er der en internet-browser indbygget i pakken, mens mere fornuftige funktioner er aktuelle nyheder og vejrmelding, modtagelse af e-mail og intelligent nødopkald, som automatisk giver besked til BMW, hvis bilens airbags udløses.

Systemet tilbyder også app-understøttelse, de såkaldte Remote Services, så du via din smartphone eller tablet og app’en BMW iRemote kan følge med i, hvor meget strøm der er tilbage på elmotoren; finde din bil, hvis den er “blevet væk” på p-pladsen; låse bilen eller låse den op; tænde for aircondition, i god tid inden du skal bruge bilen, og meget, meget mere.

P90148151_highRes.jpg

Lidt for uldent

Lytter du til musik fra din smartphone eller tablet via Bluetooth-streaming, så hentes cd-covers automatisk og vises på skærmen i instrumentbrættet. Du kan både afspille musik, som er lagret på din mobile enhed, og fra streaming-tjenester, som du måtte have installeret. Ellers du kan bruge de mange muligheder, der følger med bilen (f.eks. internetradio).

Uanset hvordan og hvad du lytter til, så er det et anlæg fra Harman Kardon (Premium Logic 7 Surround Sound), der med 11 højttalere og 360 watt forstærkereffekt skal sørge for at forkæle din ører.

På papiret er det virkelig et lydsystem i topklasse, men desværre oplevede vi lyden af den brølende motor (og såmænd også den stille spindende elmotor) som sødere end musikken fra Harman Kardon-anlægget. Lydbilledet er nemlig meget kontrolleret og efterlader stort set intet frirum i lydens øverste luftlag.

Selvfølgelig er der ingenlunde tale om dårlig lyd. Indbygget i midten af bagsædet sidder der f.eks. en voldsomt stor bashøjttaler, som lægger en solid bund i musikken og følger med hele vejen ned til de laveste frekvensområder. Men det samlede resultat virker alligevel en smule indadvendt og uldent, og Harman Kardons anlæg befinder sig tydeligvis bedst i neutralt klangområde, og lyden blev ingenlunde så dynamisk og frisk, som man kunne ønske sig.

Enhver ved vel, at passende underlægningsmusik afspillet ved særdeles høj volumen er en forudsætning for den gode køreoplevelse!

P90148144_highRes.jpg

Konklusion

Nuvel, hverken den lidt flade lyd fra anlægget eller den svage melankoli, der indtraf, når vi kom til at tænke på Teslas brugervenlige touch-betjening, kan stå i vejen for vores samlede indtryk af BMW i8: Denne bil er et unikum, som man næsten ikke kan rose for meget!

Man skulle tro, det var løgn, men det kan virkelig lade sig gøre at fremstille en rå sportsvogn, der er lige så miljøvenlig som en fodformet Toyota Prius, uden at indgå ét eneste kompromis, når det gælder saft, kraft og køreglæde. Og touch-skærm eller ej, så bevæger BMW sig med syvmileskridt ind i det 21. århundrede med alle de smart-funktioner, der er en del af ConnectedDrive-pakken.

Hvis du har flere penge, end du kan finde ud af at bruge, så har vi et godt tip til dig: BMW i8 gør dig lidt fattigere, men meget gladere. Og er du med til at redde planeten, mens du kører råddent. Det er det, man kalder win-win!

Hvis du som os andre hører til blandt de almindeligt dødelige, så er BMW i8 bare den mest markante hybridbil fra den tyske bilproducent. Teknologien er allerede tilgængelig i mere eller mindre nedskaleret form i mere normale BMW-modeller i de såkaldte ActiveHybrid 3-, 5- og 7-serier.

Video: Kom helt tæt på BMW i8

Toolbox - Youtube - BMW i8

Læs den fulde test hos Lyd & Billede

  • Motor: El/benzin 1499 cm3 / 362 hk
  • Topfart: 250 km/t
  • Acceleration 0-100 km/t: 4,4 sekunder
  • Mål: 468,9 x 194,2 x 129,7 cm
  • Egenvægt: 1.485 kg
  • Lyd: Harman Kardon Logic 7 Surround Sound m. 11 højttalere, 360 W forstærker
  • Pris: 3.091.500 kr.*
  • * Muligt ekstraudstyr: TV-funktion 26.988 kr., DAB-tuner 10.093 kr., Connected Drive Services (3 år) 7.679 kr., Real Time Traffic Information (3 år) 3.291 kr., Concierge Service (3 år) 5.485 kr., tilslutning via Bluetooth (audio-streaming) 10.971 kr., internet 0 kr.

Partner

lyd og billede.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Test af BMW i8

07-02-2015: Test: BMW i8 har stikkende øjne, herkuliske former og en speeder, der giver adgang til en lille 1,5 benzinmotor og en ditto elektromotor. Vi tester, om det er noget, der dur. Læs artikel

Test af BMW i8

20-09-2014: Premiere: Personlig beretning fra en dag bag rattet af BMW i8, som er en helt ny slags sportsvogn med elmotor, trecylindret benzinmotor og en fremragende brændstoføkonomi. Læs artikel

Nyhed: Brutal brølabe fra BMW

21-10-2015: Den hurtige BMW M4 GTS med 493 hk er en opvisning i avanceret teknologi som vandindsprøjtning og superflade OLED-lygter. Læs artikel

Test af BMW M4 coupé

25-10-2014: Test: Den er lav, bred og forførende. BMW M4 er samtidig en opvisning i rendyrket køreglæde tilsat en næsten frådende sekcylindret motor med 431 hk. Læs artikel

Test af BMW i8

26-07-2014: Hybridbiler er noget af det mest fodformede, der findes – både i bogstavelig og overført betydning. BMW trækker nu betegnelsen i en ny retning og adresserer den dårlige samvittighed, der ofte er forbundet med højfartens store brændstofforbrug. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...