Agterude afslører de to udstødningsrør, at det er en V8’er med 560 hk, som driver værket.
Indendørs byder den store M-model på masser af alcantara-læder.
Motorkraften er lige så enorm som størrelsen. Vi behøver bare at lade billederne af den nye BMW M6 Gran Coupé tale for sig selv, så ved du, at der er en ny udfordrer i byen.
En duellant, der byder sig til med en V8-motor med dobbeltturbo, 560 hk, 680 Nm, en acceleration 0-100 km/t på 4,2 sekunder og en topfart på op til 305 km/t.
Modellen er en overbygning på den store Gran Coupé, der blev søsat i sommer som konkurrent til eksklusive fugle som Mercedes CLS, Audi A7 og Porsche Panamera.
Gran Coupé betegnes som en 4+1 model, da akselafstanden er blevet forlænget med 11,3 centimeter i forhold til den almindelige 6-serie og måler 2,97 meter. Det giver bedre benplads til bagsædepassagererne og plads til fire og i nødstilfælde en femte på midterpladsen.
Bagagerummet rummer 460 liter og 1.265 liter, hvis bagsædet lægges ned. Så der er også plads til de eksklusive kufferter på langturen ned gennem Europa.
BMW Gran Coupé bygger på en forlænget platform af 5-serien, og M-teknikerne har også skævet til den velkørende M5 i opsætningen af M6 Gran Coupé, der selvfølgelig fås med hele pakken af BMW-køresystemer, hvor bilen kan individualiseres i det uendelige, mens udstyrslisten omfatter bremseskriver i kulfiber.
Ellers byder standardudstyret på det meste som bl.a. otte trins automatgearkasse med dobbeltkobling, xenonlys og læderindtræk. Det skulle da også bare lige mangle.
M6 Gran Coupe kan bl.a. kendes på taget, der er skabt af kulfiber og dobbelte udstødningsrør i bedste BMW M-stil.


