Find mere om:
Test af Tesla Roadster, Porsche Boxster | bil.guide.dk

Test af Tesla Roadster, Porsche Boxster

Kan en eldrevet Tesla Roadster køre lige op med en Porsche Boxster? Vi drog ud for at fi nde svaret - og blev overraskede.

Hvad er egentlig det sjove ved at fræse rundt i en lav og trang sportsvogn? Nogle canadiske forskere hævder at have fundet bevis på, at det øger mængden af det mandlige hormon, testosteron. Ser vi bort fra sportsvognens prisskilt og designets evne til at imponere overfor eget og (måske navnlig) det modsatte køn, skal vi da nok også ind i den mandlige krop for at finde svaret på, hvorfor det er så fantastisk ved at høre brølet fra en racermotor og blive sparket af sted med voldsom kraft i en sportsmodel.

Derfor virker Teslas entre i sportsvognsbranchen næsten håbløs fra starten. I den californiske elbil er der ingen indledende vrinsken fra startmotoren, ingen dyb knurren, ja ingen motorlyd overhovedet. Har den overhovedet en chance mod en Porsche? Og er den virkelig sjov nok til at udgøre et alternativ til de, der mest køber bil med krybdyrhjernen? Eller bliver den forbeholdt de, der lader erfaringscentret spille hovedrollen og insisterer på at vælge en sportsvogn på el? Svarene finder du nedenfor, men lad os lige køre en kort omvej forbi deres forhistorier, som er vidt forskellige.

Stor Porsche-succes

I 1996 lancerede tyskerne den nye og mere folkelige basis-Porsche, der kører så forrygende, at selv fanatikerne har accepteret teknikken med centermotor, og Boxster smager trods alt lidt af 911s hækmotorkoncept. Prisen på testbilen, en Boxster S, er 1.150.000 kroner.

Hos Tesla er modeludvalget til at overse, da man udelukkende producerer roadsteren her. Modellen har været under udvikling i flere år, og først sidste år kom der gang i den reelle produktion. I Danmark sælges den uden afgifter, hvilket vil sige, at man får en miljørigtig sportsvogn for en tredjedel af, hvad den ellers ville koste. Prisen er 950.000 kroner. Det prisniveau forekommer alligevel højt.

Teslaen virker nemlig som en uhyre simpel konstruktion – også i kabinen, der mest af alt minder om cockpittet fra en engelsk Spitfiremaskine fra 2. Verdenskrig. For slet ikke at tale om de manøvrer, det kræver for at komme ned i den én meter lave vogn.

Men det værste er finishen og samlekvaliteten, der kun kan beskrives som tarvelig. Og i forhold til den komfortable stue i Porsche, er stemningen i den åbne amerikaner lige så hyggelig at opholde sig i som på en operationsstue.

Fantastisk fartoplevelse i Tesla

Al snak om kvalitet forstummer dog, når du drejer nøglen til elmotoren.

El-motorer er nemlig karakteriseret ved, at de trækker med fuld kraft lige fra nul omdrejninger, og derfor foregår accelerationen i et langt ryk uden fornemmelse af gearskift. Her er ens trækkraft hele vejen op til 14.000 omdrejninger, og slipper du speederen igen, falder hastigheden næsten, som trådte du på bremsen i en almindelig bil. Det kræver lidt tilvænning, men øger fornemmelsen af at køre radiobil. I praksis bruger du bremsepedalen meget lidt. Og jo slet ikke, hvis du konstant skal prøve den formidable accelerationsevne af, der gør det muligt at køre til 100 km/t på kun godt fire sekunder

Porsche-komfort i top

Vi sætter os alligevel ind i den hvide Boxster, bliver omfavnet af sædet og er imponerede over den lækre kvalitet og de avancerede instrumenter. Men først lidt tøven, da nøglen sidder i venstre side, som den i øvrigt altid har gjort hos Porsche. Til gengæld vågner den 3,4 liters motor med et sæt, da vi drejer nøglen. Lydbilledet er lidt som forvirret bjørn, der vågner alt for tidligt.

I sin nye stil synes Boxster at stå på springsom et rovdyr, når den holder stille. Med 310 hk kommer den også forrygende fra start via baghjulstrækket. For jo mere pisk hestene får, jo mere forskydes vægten til baghjulene, som dermed trykker sig endnu hårdere ned i asfalten. Så efter 5,3 sekunders sug i maven står speedometernålen på 100 km/t. Fornemmelsen siger dog, at den i praksis virker ligeså hurtig som Teslaen, hvilket en rask lyskrydsduel da også afslørede.

Pumpeværket i Porschen er placeret lige bag nakken af føreren - Boxster er en centermotorbil og det bedste bevis på, at en fremragende ydelse ikke nødvendigvis betyder højt benzinforbrug. I henhold til EU-standarder kører den godt 10 kilometer per liter. Tyskeren kører derfor let en tur til den franske riviera, blot du tanker den op jævnligt. Det er umuligt i Tesla, som nok kan nå 300 km på en opladning, men kræver fornuftig kørsel og en stikkontakt og adskillige timer, før du igen kan køre sydpå.

Selv om det nok er de færreste, der kører på ferie i en sportsvogn, har Porsche flere esser i ærmet.

Traditionen tro pirrer Porsche nemlig også krybdyrhjernen i svingene. Her logrer Boxster gerne lidt med halen, før antiskridsystemet dæmper baghjulstrækkerens medfødte trang til at skride ud.

Rustik teknik i Tesla

Den slags advarsler får man til gengæld ikke i Tesla, der slet ikke leveres med antiskrid, men kun gammeldags antispind.

Hu hej, hvor det går. Også i svingene, hvor vejgrebet forekommer helt surrealistisk. Her er ingen faresignaler fra en logrende bagende. Den uskønne dag, det ekstreme vejgreb pludselig slipper op under Teslaen, vil dog det sikkert ske med en sådan voldsomhed, at ikke engang rygmarven når at reagere, da det 400 kg tunge batteri ligger lige bag chaufføren. Det kræver virkelig tilvænning at køre sportsligt i den lynhurtige elbil.

Med boxermotorens hæse, buldrende og hvæsende lyd i frisk erindring er det derfor tvivlsomt, om elbilen overhaler den klassiske sportsvogn lige med det samme. Men Tesla er i hvert fald den for tiden mest inciterende sportsvogn med elmotor og i et svagt øjeblik, hvor fornuften spiller med, kan Porschens opbygning måske alligevel høre fortiden til.

TESLA ROADSTER

Pris: 950.000 kr.

Sikkerhed: Ej testet

Garanti: Fem år på batteri

L/B/H: 395/187/113 cm.

Ydelse: 248 hk

Moment: 380 Nm/0-14.000 o/min.

Topfart: 200 km/t (elektronisk begrænset)

0-100 km/t: Cirka 4 sekunder

Kort og godt: Tesla Roadster er en af de sjoveste biler, og den er ekstremt hurtig og letkørt. Men komforten halter, sammen med kvalitet og hverdagsduelighed. Men den giver med garanti lige så meget køreglæde som en sportsvogn med benzinmotor, selv om motorbrølet mangler.

PORSCHE BOXSTER S

Pris: 1.150.000 kr.

Sikkerhed: Ej testet

Garanti: To år

L/B/H: 435/187/113 cm.

Ydelse: 310 hk

Moment: 360 Nm/5.500 o/min.

Topfart: 250 km/t (elektronisk begrænset)

0-100 km/t: 5,3 sekunder

Kort og godt: Porsche Boxster S er en af markedets bedste sportsvogne til prisen. Boxermotoren med 310 hk giver punch, og køreegenskaberne er fantastiske. Med en sprød motorlyd og høj kvalitet går der en rum tid, før Tesla er i stand til at udkonkurrere det tyske mærke.

Test af Tesla Roadster

20-10-2009: Strømførende: Den har 6831 lithium-ion batterier og kører fra 0-100 km/t på kun fi re sekunder. Mød Tesla Roadster, der gør det sjovt at føre elbil. Læs artikel

Test af Tesla Roadster 2,5 Sport

18-08-2011: Som åben bil er Tesla Roadster Sport 2,5 ekstrem hurtig og med masser af image-effekt. Læs artikel

Test af Tesla Roadster

27-05-2010: Racerkøreren John Nielsen har testet den hippe el-sportsvogn, Tesla Roadster. Læs artikel

Test af Tesla S Signature Performance

15-03-2013: Premiere: Det lover godt for den nye elektriske Tesla S, der er en fuldvoksen luksus-limousine og i topversionen har motorkraft som en supersportsvogn. Læs artikel

Nyhed: Honda genopliver Ferrari-dræber

01-02-2015: Den nye Honda NSX byder på en V6-motor, hele tre elmotorer og masser af højteknologi. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...