Find mere om:
Nyhed: Verdens hurtigste Porsche | bil.guide.dk

Nyhed: Verdens hurtigste Porsche

Når en ny Porsche lanceres som ”verdens hurtigste”, er der vitterlig power bag ordene. På den kommende biludstilling i Genève viser tyskerne for første gang den ny 911 Turbo S. En bil, der sætter både ikonerne 959 fra 1986 og Carrera GT med V10 til vægs.

I farten er 3,3 et ganske uskyldigt tal. Men når 3,3 beskriver Porsches nyeste model, 911 Turbo S, ryger uskylden - og det i dobbelt forstand.

Det lille tal viser to gange, at den ny sportsvogn fra Stuttgart er i en klasse for sig: Når 3,3 refererer til accelerationen fra 0-100 km/t, fortæller tallet, at dette er den hurtigste Porsche nogensinde (underforstået gade-Porsche nogensinde). Og når 3,3 refererer til bilens pris, opdager vi, at selv samme bil om end ikke er direkte billig - så i hvert fald fornuftig i forhold til accelerationsevnen.

Lad os hurtigt få dette med verdens hurtigste på plads. Vi taler dog om bilmærket, der pumpede turbo ud på offentlig vej og normalt producerer biler, der ofte har en topfart hinsides de 300 km/t.

Hidtil har vi jo talt med særlig respekt om især tre Porscher - her nævnt i kronologisk rækkefølge:

1) Porsche 959, der var midt-80'ernes utrolige supersportsvogn: Firehjulstræk, to turboer og aktiv undervogn gjorde den til en bil, vi næsten ikke forstod. Den kom til verden i samme periode som Ferrari F40 - Enzos sidste bil - og er i dag betydeligt dyrere end den direkte konkurrent fra Italien.

2) I 2004 kørte Porsche den næste næsten ufattelige ud på asfalten, nemlig den V10-cylindrede Carrera GT. Rendyrket racerkonstruktion lige ud på landevejen.

3) Og seneste Porsche i dén liga er så 911 GT2. Vi nikker anerkendende, fordi den som en Porsche i løbende produktion slet og ret gør det onde ved de to tidligere.

Så vidt de tre ikoniske fra Stuttgart. Men nu ?

En måde at måle hurtighed på er at vurdere accelerationen fra 0-100 km/t. Og fans af Carrera GT skal måske undlade at læse det næste afsnit, der begynder her:

Den hurtigste af de hurtige

I det lille felt af de tre ikoniske Porscher er Carrera GT nemlig nummer sjok, den er en evighed på 3,9 sekunder om at nå 100 km/t. På en delt andenplads er klassikeren 959 og den aktuelle GT2, der hver især bruger 3,7 sekunder. Og hurtigst - i særklasse hurtigst er den kommende Turbo S, der ekspederer sprintet på 3,3 sekunder. Her kan Carrera GT-fans begynde at læse igen.

Porsche 911 Turbo S er en yderligere pumpet udgave af Porsche 911 Turbo underforstået uden ”S”. Vi taler altså om en sportsvogn med en 6-cylindret boxermotor på 3,8 liter.

For at få effekten til at passere 500 hk skal mange af motoringeniørernes bedste tricks trækkes frem: I rækkefølge er det direkte indsprøjtning, der nu er i hele 911-serien siden faceliftet, der begyndte for cirka et år siden med basismodel 911 Carrera. Dernæst ikke bare turbo, men to turboer. Tilmed i Porsches avancerede type, der på én gang sikrer et stort moment ved ikke så mange motoromdrejninger og et ordentligt brag af et ladetryk, når der virkelig lukkes op og arbejdes ved mange omdrejninger.

Plus al øvrig teknik, der er et must for at skabe stor effekt, det vil sige knast-åbning og -timing, let flow i alle motorens kanaler etc.

Alt er hentet frem. Og effekten er således hævet fra Turbos store effekt på 500 hk til Turbo S's rigelige på 530 hk.

Og det er værd at understrege, at den ny motor rammer et acceptabelt CO2-udslip på 272 g/km. Det er et væsentligt mindre udslip end tilsvarende powermotorer for bare en generation siden.

En kvik kombination

Den nye accelerationsrekord på 3,3 sekunder er langt hurtigere, end vi for ikke mange år siden betragtede som muligt i en formel 1-racer. Formel 1 var dog udtryk for det sublime.

Men blandt mange forskelle på en F1 og en Turbo S er én - og det er den, der er den afgørende faktor her: Formel 1-raceren er baghjulstrukket. Porsche 911 Turbo S har firehjulstræk. Plus en tæt 7-trins gearkasse samt launch control.

Og for at sige det så tørt, det kan - firehjulstræk plus launch control er altid en god kombination.

Her er hemmeligheden: Firehjulstrækket i kombination med elektronikken. 911 Turbo kan sætte i gang igen og igen og igen med den helt korrekte mængde hjulspin. Derfor er den hurtig, og derfor rammer den 3,3 sekunder hver gang - når ellers asfalten er tør og med tilpas friktion. Hvis det er regnvådt, bliver acceleration måske til fire sekunder rent. Men det kan den så til gengæld også gøre igen og igen og med 4,0-præcision.

Skulle de to forsøg gøres i fx 911 GT2 - der jo har baghjulstræk - skulle der mange forsøg til at ramme den optimale 3,7. Men ”ein Neun elf'er” - den gør det bare.

LÆS OGSÅ: Porsches potente symfoni

Porsche 911 Turbo S

  • Design: hækmotor, firehjulstræk.    
  • Motor: 6-cylindret boxermotor, turbo, 3,8 ltr.    
  • Effekt: 530 hk.    
  • Moment: 700 Nm.    
  • 0-100 km/t: 3,3 sek.   
  • Topfart: 315 km/t.    
  • Forbrug: 8,8 km/l.
  • CO2-udslip: 272 g/km.  
  • Prisgæt: 3,3 mio. kr.    
  • Lancering: maj 2010.

Udstyrsstykke

  • Keramiske bremseskiver sikrer mod fading (Porsche Ceramic Composite Brakes, PCCB).
  • Bixenon-lygter med aktivt kurvelys (Dynamic Bending Lights). 19"-alufælge i RS Spyder-design med centre lock (dvs. én central hjulbolt).
  • Aktive sæder, der holder personen fast i kurver via lufttryk.
  • Totonet læderindtræk i farvekombinationerne black/brema eller black/titanium blue.

En hurtig familie

Rækken af 911'ere er de ”rigtige” Porscher, sportsvognene med basalt samme teknik som den oprindelige Porsche 356, der stammer fra 1948! Men i det hele taget er Porsche kendt som et mærke, der har givet os nogle af verdens hurtigste og mest underholdende biler:

  • 911 GT2: Basalt samme bil som 911 Turbo, men dog kun med baghjulstræk og mere raceragtig affjedring og styring. Ikke helt så hurtig som den ny 911 Turbo S.
  • Carrera GT: Med 10 cylindre samlet i et omhyggeligt V og placeret midt i bilen troede mange, at dette var den absolutte Porsche. Det er den også - altså indtil biludstillingen i Genève åbner, og den nye 911 Turbo præsenteres.
  • Den tidligere 911 Turbo: Porsche med firehjulstræk. Alligevel kan den forholdsvis let køres med den æggende overstyring, som er dét, Porsche-fascinationen drejer sig om for de mange tilhængere.

Test: Hurtigste Porsche til dato

12-05-2010: 0-100 km/t sker på blot 3,5 sek. 0-200 km/t tager 9,8 sek. Premiere til august. Læs artikel

Test: Porsche klar med nye udgaver af Panamera

17-02-2010: Modellerne leveres med en ny V6 motor med 300 hk. Prisen begynder ved næsten 1,6 mio. kr. Læs artikel

Guide: Nazi-stolthed blev til sportsvognseventyr

19-07-2016: Ikonisk bil: Historien om Porsche 911, som er en af verdens mest ikoniske sportsvogne, begynder ved et motorløb i Det Tredje Rige. Læs artikel

Test af Porsche 718 Boxster

04-06-2016: Der er langt mellem biler, der scorer alle seks stjerner. Her er en af de sjældne: Den nye Porsche 718 Boxster. Læs artikel

Nyhed: Boxster og Cayman bliver til 718

04-01-2016: Porsche Boxster og Cayman får tilhæftet 718-betegnelsen samt nye firecylindrede motorer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...