Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Endelig en fed Toyota

Toyota har skåret ind til stålet for at spare vægt og skabe den ultimative køremaskine i den nye GT86.

Hvad skal der til for at lave en fantastisk sportsvogn?

Hos Ferrari vil de svare 10 cylindre, 570 hestekræfter, en topfart på den ubrugelige side af 340 km/t, og så ellers skrive en regning på 4,25 millioner kroner for det, eksperterne for tiden kalder verdens bedste sportsvogn, nemlig Italiamodellen.

[fakta1]

Hos Toyota går de snarere den modsatte vej: Her rækker 540.000 kr. til en GT86 med fire cylindre, seks gear, 200 hk og ikke ret meget andet.

Vi skal ikke vurdere, om Ferrarien er de ekstra 3,75 mio. kr. værd – Men vi tør godt slå fast, at få biler giver så meget køreglæde for kronerne som den nye Toyota sportsvogn.

Siden den internationale præsentation i foråret, har internationale bilblade skrevet spalte op og spalte ned om at drifte sidelæns gennem svingene og styre den vævre baghjulstrækker med speederen - lige som en speedwaykører holder balancen med sit gashåndtag.

Nu har vi så endelig også fået bæstet til en test på dansk jord, og begejstringen er til at føle på.

Man kniber sig i armen

Alt er designet og konstrueret til at give føling med vejen og mekanikken, uden at gøre bilen unødig tung og kompliceret. Man kniber sig lige i armen.

[fakta-2]

Toyotas modelprogram er ellers af den mere fantasiforladte slags: Nok pålidelige biler, men også så selvudslettende og søvndyssende at se på og køre i, at indtagelsen af koffein-piller burde være lovpligtig for Toyota-chauffører.

Det er ikke nødvendigt i GT86. Og formentlig deler kiropraktorerne, hvor bilen kom frem, begejstringen over den. For som den dog kan få folk til at dreje deres nakker af led.

Jovist, der stikker også noget usædvanligt under den flade tud: En 2,0 boxermotor fra Subaru, der i virkeligheden producerer bilen for Toyota og selv har en model, BRZ, som er magen til.

Ingen brug for Viagra

Motorhjelmen minder næsten om den legendariske Jaguar E-type: Så lang og svulmende, at især de ældre mænd, der får råd til en GT86, slet ikke behøver deres Viagra-piller mere...

Motoren sidder foran og trækker på baghjulene, hvilket giver den balance som en rutineret linedanser. Det mindste vrik med rattet, og den japanske Swing King dykker ind i kurverne uden vaklen eller betænkningstid.

Motoren er ikke hurtig nok

Til gengæld er lydsporet ikke det fedeste. GT86 trænger simpelthen til noget pottetræning: Den firecylindrede 200 hestes turbomotor lyder ikke af ret meget.

Nogle af kræfterne er tydeligvis også mere til trav end galop. Først med flittig brug af det lidt knoklede gearskifte, kommer der fart i bilen. Boxermotoren skal med andre ord selv have tørre tæsk, før den slår andet end huller i luften.

Ved de lave omdrejningstal er der ikke meget ryk i den, men fra 4.000 til 7.000 omdrejninger cykler den af sted som en friskdopet sprinter i en pointspurt. Gearstangen er ikke meget større end Egon Olsens cigarstump og skifter gear, som havde man fingrene direkte nede i tandhjulene.

Konge af de krogede biveje

Men glem alt om lange ture i en GT86. Ved 130 km/t er der godt med støj fra motor, hjul og vind. Tag i stedet nærmeste afkørsel, drej ind på den mindste og mest kringlede sognevej, og Toyota sætter tingene på plads.

Her føles selv toptrimmede tyske sportsvogne lettere klodsede sammenlignet med den vævre japaner, når den angriber 90-graders kurver, lynhurtige højre-venstre kombinationer eller rundkørsler, der ligner noget til Matchbox-biler.

En autentisk oplevelse, der både gør håndflader og grin svært svedige.

Perfekt vægtfordeling

Dens kun 1.250 kilo fjervægt er perfekt fordelt med 25 pct. på hvert hjul, så mens forhjulene kaster næsen med den lette motor til side, kan baghjulstrækket tage en masse gas i kurverne.

For jo mere pisk hestene får, jo mere forskydes vægten til baghjulene, som dermed trykker sig endnu hårdere ned i asfalten.

For baghjulstræk borger for raske accelerationer og køresjov på krogede veje. Forhjulene dykker dybt i asfalten, mens bagdelen efter forgodtbefindende dasker ud til højre og venstre, da vi fræser gennem en række kurver med et krampagtigt greb i det tynde rat.

Tarveligt interiør

Større køreoplevelse skal man op på en kraftig motorcykel for at overgå. Og mens man sidder der og perspirerer med bankende hjerte, er man næsten parat til at glemme de tarvelige plasticpaneler i kabinen, der ligner noget fra halvfemserne, det røde digitalur, eller falsk kulfiber, som lyder som en tom sushiboks, når man banker på det.

Tilbage til hverdagen

Men hov, hvad var det? En spæd stemme bagfra prøver at overdøve motorstøjen: Er vi der ikke snart, far?

Dybt nede på bagsædet sidder femårige Andrea som i en isolationscelle. Det eneste lyspunkt på den korte tur til børnehaven er hullet i forsædets nakkestøtte, hvor hun kan se lidt himmel gennem, men der er i hvert fald ikke plads til voksne deromme.

Bagagerummet er også mindre end i en Toyota Yaris, og jeg anbefaler også, at bilen anerkendes som naturmedicin: Man får rørt musklerne grundigt, når man klatrer ind og ud af de lave sæder.

Næh, praktisk er bilen ikke. Men til søndagsturen ad maleriske biveje, giver GT86 maksimal biloplevelse for pengene.

Toyota GT86

  • Pris: 540.000 kr. plus lev.
  • Forbrug: 12,8 km/l, EU-snit
  • CO2 per km: 181 gram
  • Grøn ejerafgift: 1.840 kr. halvårligt
  • Motor: Firecylindret benzinmotor på 2,0 liter
  • Ydelse: 200 hk
  • Moment: 205 Nm/ 6.400 omdr.
  • Topfart: 226 km/t
  • 0-100 km/t: 7,6 sek.

Toyota GT86 er en fremragende køremaskine, som på befriende vis bringer bilglæden frem. Men motoren er ret svag, og vognens opbygning forekommer lidt gammeldags.

Plus:

  • Køreegenskaber
  • Køreglæde
  • Virker meget ægte

Minus:

  • Motor kræver mange omdrejninger
  • Mangler moderne teknik
  • Virker lidt dyr
  • []
  • []

Værd at vide

Toyota GT86 er en kompromisløs sportsvogn af den gamle skole. Derfor må man bl.a. kigge langt efter følgende:

  • Stop/start, så motoren selv går ud i et lyskryds.
  • Igangsætningshjælp, hvor bremserne hjælper med at undgå, at bilen ruller bagud, hvis man sætter i gang på en stejl bakke.
  • Ratbetjening af radio mm.
  • Turbolader, som sikrer stor trækkraft uden høje omdrejninger
  • []
  • []

Nyhed: Toyotas flabede coupé på vej med turbo

07-07-2012: Den hurtigere version af Toyotas lækre coupé skulle få hele 320 hk. Læs artikel

Test af Toyota GT86

03-06-2012: Det er længe siden, bilverdenen har ventet så spændt på en nyhed som Toyotas nye coupé. Læs artikel

Nyhed: Længe ventet Toyota er nu klar

16-12-2011: Masser af historiske tråde i den nye boxermotoriserede Toyota sportsvogn, GT 86. Læs artikel

Nyhed: Japansk sport med træk bagi

03-12-2011: GT 86 bliver navnet på Toyotas nye lille baghjulstrukne sportsvogn. Læs artikel

Test: Nyt ikon i støbeskeen

09-04-2010: Toyota er med FT-86 ved at lægge sidste hånd på en ny baghjulstrukket coupé. Læs artikel
Læs også
Loading...
Bilmarked

Søg flere biler på bilmarket

Mest læste på bil.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...