Find mere om:
Grøn bølge kommer | bil.guide.dk

Grøn bølge kommer

Prognose: 2010 bliver året, hvor de første rigtige elbiler kommer til Danmark, som dog vil blive overskygget af mere klassiske sparemodeller. Få det forkromede overblik her.

Krisen var kras i 2009, og det skulle kun blive en smule bedre i år. Men i bilverdenen står tiden aldrig stille, og alverdens udviklingsingeniører arbejder på en broget skare af bilmodeller, der skal trække lige netop deres mærker ud af krisen.

Bilen er nemlig på ingen måde død, men bliver måske forsøgt genopfundet i 2010. I år vil vi nemlig se nye elbiler, der er udviklet til strøm fra bunden, men ikke mindst en mængde sparegrise, som kører endnu længere på literen fra deres optimerede forbrændingsmotorer. Først og fremmest er det dog tendensen med en biltype til hvert segment, der dominerer, og vi kan vente os et væld af helt nye biltyper i år.

Læs videre her og få det forkromede overblik over, hvad bilfabrikkerne fra Alfa til VW disker op med i et 2010, der vil være præget af forventninger om svagt stigende bilsalg. Én ting tør vi godt love på forhånd: Det bliver ikke kedeligt.

Alfa må have store forhåbninger til året, som byder på en stor nyhed, der skal trække et sløvt salg opad. Midlet er Giulietta, der er afløseren til de bedagede 147-modeller. Bilen, som er på størrelse med VW Golf, og kommer til at koste omtrent det samme, får lækkert italiensk design og helt nye motorer med avanceret indsprøjtningsteknik, når den anløber vore breddegrader til juni. Den lille Mito får også en motor med den såkaldte Multiair-teknologi, der både giver ekstra kræfter og sparer på brændstoffet i benzinmotoren med 170 hk, som er klar til marts.

Audi har indkasseret en syngende lussing herhjemme, hvor salget er mere end halveret på blot et år. Men 2010 kan næsten kun blive bedre med en voldsom produktoffensiv. Allerede her i januar kan du købe A4 med 136 hk diesel og særlig spareteknik, og til februar viser tyskerne de første billeder af den helt færdige minibil, A1, som teknisk er baseret på VW Polo og bliver en lillebror til A3. A1 kommer til Danmark i løbet af september. I den anden ende af produktmikset kommer to luksusbiler: A7, som er en slags firdørs A6 coupé og så den ultimative luksus-Audi, A8, med superdiskret design og for første gang et system, der får gear og navigation til at samarbejde. A8 kommer til april, mens vi skal frem til november, før A7 er klar.

Nu vi er i markedet for firdørs luksuscoupeer, så har Aston Martin længe barslet med den firdørs Rapide, der vel nok er verdens smukkeste superbil med fire indgange og nærmest får Porsche Panamera til at ligne Klokkeren fra Notre Dame. Når den dukker op i løbet af året, bliver det med 12-cylindret benzinmotor og 477 hk til de kunder, der har overlevet finanskrisen.

Bentley håber også, at de finansielle markeder får det bedre, når de søger kunder til en ny Mulsanne. Designet er nok en smagssag, men kunderne i Rusland og Kina vil formentlig elske det monstrøse og kompromisløse look, som herhjemme vil koste 6,33 millioner kroner.

I modsætning til Audi har BMW ikke haft den store salgsmæssige nedtur herhjemme, og det kan importøren især takke lave privatleasingpriser for. Om det fortsætter, ved vi endnu ikke, men en helt ny 5-serie skal nok trække kunder til. Den anduver til foråret og får en del teknik fra 7-serien og motorer fra 184 hk til 407 af slagsen. Til efteråret udvides programmet med en stationcar, og lige inden nytårsaften 2010 kommer der en ny X3, der ligesom i dag, skal fremstilles på BMWs amerikanske fabrik i Spartanburg, USA.

Der er ikke meget amerikanerfornemmelse over koreanske Chevrolet, der sætter deres lid til den lille Spark, som vi endnu ikke har haft lejlighed til at prøve. Den kommer til marts, men vent endelig med at købe den, indtil den kan leveres med ESC-antiskrid få måneder efter. De første meldinger om selve bilen er til gengæld positive med god plads og priser, der begynder fra 104.000 kroner. Senere på året kommer Cruze muligvis som 5-dørs, og det kan sætte gang i salget.

Franske Citroën sætter alt ind i miniklassen, når den nye C3 er klar til februar. Da vi kørte den under præsentationen i efteråret, lød meldingen om komfort og god kvalitet. Det bliver sikkert også tilfældet i DS3’eren, der kommer til maj og som bliver den første af Citroëns livsstilbiler. Inden året er omme, ser vi formentligt også en helt ny C4 og facelift af C4 Picasso og Grand Picasso.

Den største nyhed hos Fiat er samtidig den mindste: En verdensnyhed af en to-cylindret benzinmotor på 0,9 liter. Den kommer i første omgang i 500-modellen og vil givetvis sætte nye standarder for, hvor langt en benzinmotor kan køre på literen, når bilen bliver præsenteret til september. Til familierne introducerer italienerne den helt nye Doblo allerede i februar, med moderne teknik og altid diesel. Mens den lille charmetrold, 500, kan købes med foldetag måneden efter.

Ford har haft et forrygende salg i 2009, og det kan godt gå hen og fortsætte i år. Fabrikken er nemlig klar med forårsnyheder som forbedret SMax med en helt ny benzinmotor med turbo og 203 hk, foruden en opdateret diesel med 163 hk, mens det bliver endnu mere spændende til efteråret, hvor der er tæppefald for en ny C-Max og Grand C-Max – sidstnævnte har syv sæder. Begge får en ny 1,6 turbobenziner, der skulle køre langt på literen og kaste hhv. 150 og 180 hk af sig. Det er også blevet tid til et facelift af Mondeo, som også får gavn af de nye benzinmaskiner med turbo, foruden opdaterede dieselmotorer. En spritny Focus når lige akkurat ikke at komme til Danmark ved årsskiftet, men først i starten af 2011.

Hyundai har også haft et godt bilår i 2009 og viser flere interessante modeller i år. I første omgang ser vi den lækre ix35, der er en kompakt SUV, som afløser Tucson og kan købes fra marts. Ellers taler vi om et facelift til I30 i efteråret og en afløser til den bedagede Matrix, kaldet IC25 og med forventet dansk debut i november.

Den store nyhed fra Honda bliver en slags genopstanden CRX, der i sin tid var enhver drengedrøm med frækt design og ivrige køreegenskaber. Når den nye CR-Z er klar, bliver det dog med topmoderne hybridteknik, altså en benzinmotor, der får hjælp fra en mindre elektromotor og tilhørende batteri, som skal sørge for fremdriften.

Den store Kia-nyhed bliver den kompakte familiebil, Venga, der er en slags koreansk Opel Meriva, i hvert fald konceptmæssigt. Ellers ser vi en ny Sportage, bygget på samme tekniske platform som Hyundai ix35 og måske en ny Picanto, der burde synge på sidste vers. Uanset bilmodel er der indført syv års garanti på alle Kia.

Mazda har knapt så mange seværdigheder i året, men det bliver da til en helt ny 5’er, igen med skydedøre og teknisk set lavet på basis af den mindre 3’er. Den nye familiebil skulle være klar i slutningen af året, der sluttes af med en jubilæumsmodel, som skal fejre, at MX-5 har 20 års fødselsdag.

Mercedes lægger ud med en markant prisnedsættelse på flere modeller, som allerede er en realitet. På produktsiden er det tid til en ny E-klasse Cabriolet, igen med kaleche, men med et helt nyt system, der skulle forhindre irriterende turbulenser til bagsædepassagererne under åben kørsel. Senere kommer en ny CLS og opdaterede versioner af CL og R-klassen. Superbilen, SLS, med mågevinger kommer til salg allerede til marts.

Mini har en stor nyhed i form af en SUV, der får fire døre og bliver den hidtil største Mini, mens det er mere usikkert, om de lækre konceptbiler fra biludstillingen i Frankfurt kommer i produktion. I den mere jordnære afdeling er Mini på vej med en stærkere dieselmotor.

Den mest spændende Mitsubishi i år bliver elbilen, I-Miev, der skulle lande hos os til sommer. Det er dog højst usikkert, hvad den vil koste, men teknikken tegner lovende, og der kommer også varianter fra Citroën og Peugeot. Vi ser også en ny og kompakt SUV i midten af året, som er tiltænkt en rolle som konkurrent til bl.a. Nissan Qashqai. Om det er nok til at rykke på de sløve salgstal er uvist, men et facelift til Outlander netop nu og nye dieselmaskiner til Lancer i løbet af efteråret gør det bestemt muligt.

Nissan håber også på bedre tider og ser ud til at have noget at have det i. Vi ser nemlig en helt ny lillebror til den succesfulde Qashqai, kaldet Juke, mens det langt om længe også er blevet tid til en ny Micra. Om den firkantede Qube bliver nogen succes herhjemme er nok usikkert, men den skulle i hvert fald være at købe i slutningen af året.

Hos Opel står den i familiens tegn, når tyskerne er klar med en helt ny Meriva med bagdøre, som er hængslet omvendt og som bliver introduceret herhjemme til august, mens vi må vente til december, før en helt ny Astra stationcar med spændstigt design og forhåbentlig mere plads end i den 5-dørs version er færdig. Allerede til marts kommer en faceliftet Corsa, bl.a. med en opdateret Ecoflex-model, der kører op til 27 km/l.

Peugeot har to væsentlige nyheder i år, og den første bliver lanceret i denne weekend: Peugeot 5008 med plads til op til syv personer, men vi skal frem til juni, før det bliver rigtigt sexet.

RCZ er navnet på Peugeots Audi TT-killer med turbomotorer og fransk design, når det er bedst, mens vi må hen til efteråret for at se den nye 407, der angiveligt vil blive kaldt 408 og som først kommer til Danmark i starten af 2011. Peugeots elbil, lavet sammen med Mitsubishi, er klar til salg i andet halvår, sammen med 308, der får stop/start.

Hos Porsche har man længe savnet de gode gamle dage, hvor håndværksmestre og succesfulde sælgere skulle køre Cayenne på gule plader. Den tid kommer aldrig igen, men tyskerne er ellers klar med en helt ny og lidt mere politisk korrekt Cayenne, der bla. har tabt 250 kg på badevægten, når den kommer til vore breddegrader i maj.

Inden Renaults store satsning på elbiler bliver virkelighed i 2011, står den på frisk luft, når cabrioletversioner af Megane og Twingo bliver præsenteret. Og modelprogrammet får glæde af stop/start, som franskmændene er klar med i løbet af året.

En stationcar i minibilklassen er en sjældenhed, men Skoda har haft stort held med manøvren i Fabia. Det vil Seat også frygtelig gerne i den nye Ibiza ST med stort bagagerum, som er i handlen til sommer.

Skodas store nyhed er programsat til starten af marts med den nye Superb Combi, som får et gigantisk bagagerum og en startpris i omegnen af 320.000 kroner. Men der skulle også komme facelifts af både Fabia og Roomster.

Suzuki håber på en slags genfødsel af SX-4, der har fået en stribe forbedringer og en lavere startpris, når den lanceres i denne weekend. Årets store nyhed er dog en Swift, som skulle beholde sit karakteristiske design, men tilsat en højere grad af komfort. Der skulle være urpremiere i slutningen af året.

Toyota havde gang i en massiv produktoffensiv sidste år med bl.a. ny IQ og Urban Cruiser. I år bliver der mere roligt, men du kan trygt regne med et facelift af Auris i første halvdel, og mere spændende: En Auris med hybridteknik og til en noget lavere pris end Prius gør, at importøren har store forventninger til Auris hybrid, når den præsenteres efter sommerferien.

Volvo er solgt til Kina, men svenskerne fortsætter i bedste velgående, ser det ud til. Den helt nye S60 kommer på markedet til september, med sexet design og nye benzinmotorer med turbo, der er udviklet af Ford.

Sædvanligvis har VW en stor stak nyheder klar til et nyt år. Og det gælder mildest talt også i år. Året begynder med Golf og Scirocco R med 270 hk, der lander i januar, samtidig med Polo Bluemotion Technology, der kører 27 km/l. Den følges af den ægte Polo Bluemotion, som er klar til marts/april og kører op til 30,3 km/l. Til maj barsler tyskerne med en ny Touareg, der ligesom teknik-fætter Porsche Cayenne bliver mindre og er klar med hybridteknik. Til efteråret står en ny Sharan klar, og tak for det: Den nuværende er 14 år gammel.

Efter sommer bliver Touran opdateret med samme ansigt som Golf, og Polo kommer som 170 hk stærk GTI. Den største nyhed er dog en Passat, som kommer i ny aftapning til efteråret. Den er baseret på den nuværende model, men 70 procent af delene skulle være nye. Desværre for firmafolket, der plejer at skifte bil i slutningen af året, kommer Passaten først til Danmark i januar 2011.

Nyhed: Mercedes bider BMW X4 i haserne

20-05-2015: Ny GLC-crossover fra Mercedes skal tage kampen op mod BMW X4. Læs artikel

Nyhed: Globale biler sælger godt

17-01-2013: Ford Focus blev verdens mest solgte bil i 2012 med en million styk, mens Toyota Corolla var lige i hælene. Læs artikel

Nyhed: 2012: Små biler med vægt på design

12-01-2012: Bilåret bejler både til familier, funktionærer og firmabilister. Med fokus på mindre biler. Læs artikel

Nyhed: Mindste bil er den største nyhed

17-09-2011: VW vælter sit hjemmebaneshow i Frankfurt, hvor tyskerne lancerer den forbløffende nyhed up! Læs artikel

Nyhed: Fords nye fjæs

15-09-2011: Ford Evos spiller på følelserne og viser, hvordan Mondeo kan se ud om et års tid. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...