Find mere om:
Test af Porsche 911 | bil.guide.dk

Test af Porsche 911

Den nyeste Porsche 911 kører ind i historiebøgerne som den mest perfekte 911 nogensinde.

Hvad er egentlig det sjove ved at fræse rundt i en lav og trang sportsvogn? Nogle canadiske forskere hævder at have fundet bevis på, at det øger mængden af det mandlige hormon, testosteron.

Ser vi bort fra sportsvognens prisskilt og designets evne til at imponere over for eget og (måske navnlig) det modsatte køn, skal vi da nok også ind i den mandlige krop for at finde svaret på, hvorfor det er så fantastisk at høre brølet fra en racermotor og blive sparket af sted med voldsom kraft i en sportsmodel.

Men det kræver faktisk blot en enkelt køretur, i den helt nye Porsche 911, Carrera S, forstås. Så er man solgt. Alt er afstemt til perfektion, og intet er overladt til tilfældighederne. Det erfares, da vi låner det første danske eksemplar en regnfuld torsdag.

Mere aggressiv

En kort tur rundt om dyret er i første omgang som at komme hjem til familien efter en lang rejse. Forfra ligner vognen til forveksling forgængeren med sine runde lygter foran, men klart mere moderne og endnu mere aggressiv end tidligere. Agterude er den mere sin egen med de muskuløse bagben, der strutter opad.

Designet er simpelthen perfektioneret gennem 48 år, hvis man ser bort fra modellen fra 1997, hvor Porsches designere nær var blevet lynchet for nogle meget udskældte forlygter, som lignede spejlæg.

De runde forlygter har for længst holdt deres indtog i 911 - og i den seneste generation er det hele afstemt optimalt. Mage til harmoni mellem kompakt effektivitet og udsøgt elegance skal man lede længe efter. Den Porsche er lav, bredere og mere muskuløs på en forbløffende graciøs facon - på samme tid distingveret som en tysk diplomat og fræk som en angriber i Bundesligaen.

Motor med sjæl

Således opmuntret sætter vi os bag rattet, indstiller sæde, rat og spejle - og drejer nøglen. Den 3,8 liters boxermotor kvitterer med en sagte jævnt hostende motorgang. Næsten lavmælt nonchalant. Men det gør ikke noget. Vi ved, at der er power inde bag hækken.

Og så af sted. Boxeren runger nu som kanonslag, da vi lægger fra land. Den har klart appetit på mere. Vi sigter mod de små sjove veje, der snor sig oppe i det nordsjællandske. Men først ud på motorvejene.

Et tryk på speederen. Vi presses tilbage i sæderne, som om en kæmpe fast hånd har taget et solidt greb, mens maven bare er et stort kildrende hul, som sad vi på kanten af den store bakke i rutsjebanen i Tivoli. Lige dér, hvor tyngdekraften udfordres.

God økonomi

Motoren dunker overlegent et sted bagude - og er ikke det mindste anstrengt. Tværtimod. Vi accelererer igen, speedernålen spjætter, alligevel praler Porsche nu åbenlyst af, hvor økonomisk den seneste generation 911 er blevet. Med blandt andet stop/start når bilen nu ud på 11,5 km/l, hvis man vel at mærke holder motoren under 2.000 omdrejninger og i det hele taget kører pænt.

For Porsche-fans lyder det formentlig som helligbrøde: At køre en 911 uden at nyde lyden og det voldsomme punch, svarer omtrent til at bruge en rumfærge til indenrigsflyvning. Og ærligt talt, så er det svært at vænne sig til, at den hårdtpumpede racermotor simpelthen går helt ud, hver gang vi holder moderne familiebil gør i det i dag.

Lad os derfor for en stund glemme, at den nye 911 er den første model fra Zuffenhausen, som har et udslip af CO2 under 200 gram per km, selv om testbilen når lige over den magiske grænse med sine 205 gram. Køreegenskaberne er nemlig et helt nyt kapitel værd.

Letkørt og ekstremt kvik

Det racerinspirerede rat giver udtrykket velformet lille sag i stramtsiddende læder ny mening. Grib om det, og du er i nærkontakt med mekanik af den mesterlige slags. Styringen er hurtig og præcis, og der sendes masser af informationer om vejen op fra hjulene og ud til fingerspidserne.

911 føles nøjagtig som det, den er: Et kompakt muskelbundt, der lystrer mindste vink med speeder og rat og klæber til asfalten med samme beslutsomhed som en schæfer bider landpostbudet i buksebenet.

Sving forceres fladt og uden mærkbar krængning, og tilliden mellem mand og maskine indfinder sig i det hele taget overraskende hurtigt.

Der er tale om det sjældne kompromis, som du jagter idealkurver i til trackday på racerbanen den ene dag og kører til Rivieraen i sammen med fruen den næste. Vel at mærke uden at hun bagefter kræver skilsmisse fra enten dig eller bilen, inden hun tager til kiropraktor.

Motorkraft er godt, men bremseevnen er endnu vigtigere, hvis der pludselig suser en traktor ud foran bilen. Og det har bilen i så rigt mål, at en blyfod på den midterste pedal kan give næseblod.

Det forbløffende er, at model 911 også er ganske fremkommelig i bytrafikken. Det kan sagtens lade sig gøre at køre stille og komfortabelt. Der er ingen unoder fra en hysterisk motor og ingen rusk fra det fine 7-trins PDK-gear, som er Porsches variant af en dobbeltkoblingsgearkasse.

Det går stille og roligt, og den magtfulde motor har masser af kræfter også til stilfærdigt sejtræk. Yderst bekvemt.

Men tag så dyret uden for bygrænsen og lad flokken af heste smage pisken. Mamma-mia, hvor det går, og kraftværket omme bagi snerrer glubsk, rømmer struben, indkalder alle bassangere og stemmer i med et fuldtonet brøl. Man kan simpelt ikke lade være med at skifte et eller to trin ned i gear for at nyde den formidable støj.

Usynlig teknik

Jeg drejer ind på kongerigets eneste tankstation tegnet af Arne Jacobsen for at undersøge, hvad der egentlig foregår omme under den lillebitte motorhjelm. Den slags forventes af os mænd.

Men fortæl mig venligst ikke, hvordan man får så stor en motor proppet ned i det lave maskinrum. Lukkes der op, er der egentlig kun diverse luftindtag og afskærmninger at se. Hemmeligheden er at gå til den fra neden. Glæd dig i stedet over, at der også er tænkt på det praktiske.

Hvor man sidder lettere sammenkrøllet i en konkurrent som Audi R8, er der faktisk også plads til at strække benene og slå ud med armene i Porschens luksuriøse indre og gør 911 til noget så sjældent som en sportsvogn, man kan leve med til daglig.

Man får tilmed de små bagsæder, hvor mindre børn sidder fortrinligt, og en voksen kan få plads i en nødsituation.

Selve cockpittet er inspireret af den store Panamera med sin gennemførte kvalitet, alt fungerer lækkert og gedigent, og instrumenterne med de fem ure og det overordnede layout er uændret, så man føler sig hjemme med det samme, altså omdrejningstælleren i midten flankeret af to ure på hver side.

Tændingsnøglen sidder som

altid til venstre for rattet.

Lav siddeposition

Som chauffør oplever man egentlig kun ét minus; den ultralave siddeposition. Oppe i fart giver det perfekt kontakt med bilen, men i snævre manøvrer i byen eller på tankstationen er faren for buler overhængende.

Forskærmene rager heldigvis godt op i vejret. Set indefra giver det trods alt chaufføren en idé om, hvor forenden slutter. En praktisk detalje, når der skal parkeres. Og så har man samtidig en sjov fornemmelse af at sidde på ryggen af en krokodille, der glider gennem trafikjunglen med øjenhulerne lige over vandskorpen.

De københavnske motorvejes fartskilte sætter deres naturlige grænser for hastigheden, men vender du kursen sydpå mod Tyskland, er der mulighed for at køre op til 304 km/t i Europa-ekspressen.

Så stærkt kører vi slet ikke denne regnvåde torsdag, hvor det heldigvis klarer lidt op, da vi stopper ved Hellerup for at forevige Porsches klassiker.

Ude på vandet skuer jeg et sejlskib, mens en supertanker runder horisonten. Fristelsen er stor til at salutere farvel og tak til det enorme tankskib, for Porsches seneste 911 har samme officielle benzinforbrug som en 10 år gammel familiebil.

Jo, det skorter ikke på superlativer, snarere på danskere, der midt i en finanskrise af historiske proportioner har penge til eller tør bruge dem på et notorisk, automobilt overflødighedshorn.

Men skal det være, er den nyeste 911 noget nær det perfekte valg og så multianvendelig, at man nærmest ikke behøver en nr. 2 bil.

LÆS OGSÅ: En original Porsche på en ny måde

Porsche 911 Carrera S PDK

  • Grundpris: 2.255.386 kr. plus levering
  • Forbrug: 11, 5 km/l
  • Co2 per km: 205 gram
  • Grøn ejerafgift: 2.360 kr. halvårligt
  • Motor: Sekscylindret benzinmotor
  • Ydelse: 400 hk
  • Moment: 440 nm/5.600 omdr.
  • Topfart: 304 km/t
  • 0-100 km/t: 4,3 sek.
  • 0-160 km/t: 9,0 sek.
  • Køreklar vægt: 1.490 kilo

Den seneste generation Porsche 911 er ikke overraskende den bedste nogensinde, men beviset på, at også sportsvognsproducenterne følger med tiden. Forbruget er nemlig i bund, uden at det på nogen måde

Her er nyhederne

  • PDK-gearkassen har nu en coastingfunktion, hvor der bliver koblet ud, og dermed sparer brændstof, hvis man slipper speederen, eksempelvist ned ad en lang bakke. Standardgearkassen er verdens første syvtrinsmanuelle i en personbil.
  • Porsche har indført en elektromekanisk servostyring, der sparer på benzinen. Normalt er det ikke den mest optimale løsning i forhold til styrepræcision, men i 911 mærker man det ikke.
  • En lille lydkanal fra indsugningen sender lidt ekstra bokserbrøl op under bagruden, når man kører med Sport-knappen trykket ind.
  • Den mekaniske håndbremse er erstattet af en elektrisk med en lille knap til venstre for rattet.
  • Ved nærmere eftersyn ser man en lavere, bredere og længere 911, som ikke mindst har fået hele 10 cm mere mellem akslerne.

Test af Porsche 911

03-12-2011: Den nye Porsche 911, nu med kælenavnet 991, er et opbud af ingeniørkunst. Motoren i den ”lille” version er mindre end den i forgængeren, men alligevel yder den flere hk og er mere CO2-venlig. Politisk korrekt alt sammen. Men 911 er jo 911 - og derfor handler det alligevel mest om noget andet: Er den også hurtigere end den gode "gamle"? Læs artikel

Nyhed: Boxster og Cayman bliver til 718

04-01-2016: Porsche Boxster og Cayman får tilhæftet 718-betegnelsen samt nye firecylindrede motorer. Læs artikel

Test: Porsche med jættekræfter

03-01-2013: Ny Porsche Cayenne S Diesel har med sine 382 hk bilverdenens stærkeste dieselmotor . Læs artikel

Nyhed: En original Porsche på en ny måde

30-09-2011: Amerikansk firma har bygget en bil, der i den grad ligner, ja nærmest er en 911 fra dengang. Læs artikel

Test af Porsche 911

12-08-2011: Porsche 911 - den ”rigtige” med hækmotoren - er for mange køremaskinernes køremaskine. Om en måneds tid lanceres næste generation, der som altid har lidt mere power og lidt mere topfart. Denne gang har 911'eren også afgørende mindre CO2-udslip. Hemmeligheden er især eksotiske materialer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...