Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Audi A1 Sportback 2,0 TDI manuel | bil.guide.dk

Test af Audi A1 Sportback 2,0 TDI manuel

Det er bare at sætte sig ind bag rattet - så ved man, at Audi A1 er designet til køreglæde.

Fra Audi A1 med tre døre til Audi A1 med fem døre. Umiddelbart lyder det som en fredsommelig opgave lige at montere et par døre mere; det er dog en øvelse, mange designere og ingeniører har løst før Audi. Men i tilfældet Audi A1 er opgaven særligt vanskelig. Det er buens skyld.

Den tredørs Audi A1 blev lanceret sommeren 2010 og fik masser af ros for køreegenskaber, motorer, image - men især for dens design. Nogle så endda den nye mini i Polo-klassen som et regulært stilikon - et design omtrent i klasse med den første Audi TT, mærkets lille coupé, der i sin oprindelige udgave var omtrent ens forfra og bagfra.

At første A1 kunne svinge sig helt herop, skyldes ikke mindst buen - den bue, der tegnes af tagets forløb hen over dørenes vindue og bageste siderude. I mange versioner understreget af buens aluminiums-farve. Dér rammer A1's design en ny højde.

Men uanset hvor smart en tredørs bil er, kan det for mange kunder ikke ophæve, at tre døre er mindre praktisk end fem. Derfor skulle den første A1'er følges op af en udgave med to døre flere. Det var imidlertid oplagt, at skridtet fra tre til fem ville ramme ind i i hvert fald ét problem: Bagdøren ville udelægge buen.

Kontrasterne fungerer

Nu holder den så dér på p-pladsen. Den nye femdørs Audi A1 - i øvrigt med navnet Sportback. Og det er let at se, at problemet vitterligt er løst. Denne gang ved hjælp af bevidst brug af farver. For buens forløb er brudt, men omtrent samme effekt er nået ved hjælp af farver: Karrosseriet i én farve, taget inkl. dørstolperne i en kontrastfarve. F. eks. hvid og metallicgrå som testbilen her i artiklen, metallic blå og is-silver eller umanerligt gul og pianosort.

Det er jo ikke raketvidenskab, dette her. Men det er godt set - og det virker. A1 Sportback ser godt ud - bare ikke helt så godt som A1 med tre døre.

Design eller ej. De to ekstra døre åbner en helt ny verden for Audis mindste. Mange købere rundt om i Europa, ikke mindst os her i Danmark, foretrækker, ja, nærmest kræver fem døre i en hatchback.

Ellers er det for bøvlet med ungerne, der nærmest skal kravle om på bagsædet, og det er for irriterende, at man altid skal helt om i bagagerummet selv med bare et par pakkenelliker. Alle sætninger, hvor ”praktisk” indgår, bliver bedre, når der fem muligheder i stedet for tre.

Ingen pladsmester

Nu gør to døre ekstra jo i sig selv ikke bilen større - specielt ikke, da afstanden mellem akslerne er uændret. Den store forskel er selvfølgelig, at det nu er en opgave i en helt anden verden at stige ind på bagsædet. Og netop ”stige ind” er ordene - mod ”kravle om” i den tredørs. Der er dog en bagsædepris at betale for den elegante form; der er således marginalt mindre plads at brede sig på end søsterbilen Volkswagen Polo og noget mindre end i den tredje søster, Skoda Fabia.

Ikke mere bag forsædet. Nu skal vi bag rattet.

Man skal bare sætte sig til rette, så stiger humøret. Faktisk er det slet ikke nødvendigt så meget som at starte motoren, inden man mærker, at her er bygget bil til køreglæde. Sæderne er store bilens størrelse taget i betragtning, og mange endda større biler fra Korea må blive misundelige, når de oplever, at stort sæde med tilstrækkelig lårstøtte vitterligt kan gå hånd i hånd med en lille bil. Beviset: Det holder her.

Dernæst er rattet vinklet ganske lodret, og det kan justeres vidt både op og ned samt ud og ind. Og som creme de la creme: Et læderrat, der hverken er for stort eller for lille, for tykt eller tyndt.

Fine motorer

Det høje humør fortsætter, når der fyres op under motoren. Der er en række forskellige motorer at vælge i mellem i den femdørs A1-verden. 4-cylindret rækkemotor på benzin og tilsvarende på diesel. Og ja, selv den mindste med 86 hk - ”Audien uden motor” - flytter sig forbløffende hurtigt.

Med A1 Sportback følger to motorer: En ny variant af den 1,4-liters TFSI, nu med 140 hk og vigtigst af alt, et system, Audi uanset sproget har valgt at kalde Cylinder On Demand. Ved konstantfart-kørsel kobler de to midterste cylindre fra, og den ellers 4-cylindrede rækkemotor er nu pludseligt en 2-cylindret rækkemotor. En tankegang, som A1's motorkonstruktører har hentet hos kollegerne, der laver V8-motoren til S8.

Det er umuligt at mærke eller høre, når R4 bliver til R2 og tilbage igen. Faktisk bliver man nødt til at læse oplysningen på instrumentet i midten. Resultatet er en besparelse på fire procent i forhold til en tilsvarende motor med fire og altid fire cylindre i drift. Smart, ikke sandt?

Alligevel er det en anden ny motor, vi kører de fleste km i - den nye 2-liters TDI-dieselmotor. Med 143 hk er der rigelig effekt til en så lille bil, og der er en overflod af moment med 320 Nm parat under højre fod.

Som den nykonstruerede diesel, den er, er 2,0 TDI rotationsvillig, velafbalanceret og omdrejningsvillig. Ingen dieselklapren; heller ikke når den vækkes til live ganske kold.

Form og motorer. Alligevel er det en anden egenskab, der er det mest besnærende ved den nye Sportback - køreegenskaberne. Min hvide testbil er vitterligt dynamisk - langt hurtigere på rattet end f.eks. en Polo eller en Golf for at gå lidt op i størrelse.

Køreegenskaber på GTI-niveau

Mest af alt styrer den hvide testbil med den store dieselmotor som en velkørende GTI, bare ikke så skarpt, at styringen på nogen måde føles hys. Og bagenden, den er let at styre med speederen, så her er vi helt oppe på GTI-niveau.

Dog kræver så oplagte egenskaber hen over asfalten, at man vælger sin A1 med 17”-hjul.

Vi kører en 2,0'er på 17” store Goodyear-dæk. Oplagt styring. Og vi kørte tidligere på dagen en 1,6'er på 16” fælge med gummi fra Dunlop. Død styring. Selvfølgelig kan der gemme sig en forskel på et Goodyear Efficient Grip og et Dunlop Sport Maxx (og det gør der), men den afgørende forskel er diameteren. Derfor anser vi det for et must at købe A1 med 17”-hjul. Præcis som hjul i netop denne størrelse klæder bilen langt mere end de mindre hjul.


Plus

  • Image
  • Motor
  • Dynamik
  • Kørestilling

Minus:

  • Plads på bagsædet
  • Pris

Kommentar: A1 Sportback er den bedste bil af sin type: Ikke den mest rummelige, ikke den billigste. Men den bedste og den lækreste.

LÆS OGSÅ: Audi pudser dagsformen af

Audi A1

A1 er navnet på den mindste Audi, bilen i B-segmentet eller Polo-klassen, som vi ofte siger - en dobbeltpassende betegnelse, idet A1 deler teknik, bl.a. platform og motorer, med netop Polo samt Skoda Fabia og Seat Ibiza i øvrigt - alle fire biler stammer jo fra ét og samme selskab.

Audi A1 Sportback 2,0 TDI manuel

Type: 4-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-diesel, 2,0 liter, 143 hk ved 4.200 o/min., 320 Nm ved 1.750-2.500 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 24,4 km/l
CO2-udslip: 108 g/km
Præstationer: 0-100 km/t.: 8,2 sek. Topfart: 217 km/t.
Pris: Knap 300.000 kr.

Modeller

Audi A1 i femdørs udgave får dansk introduktion i marts. Til august følger de to nye motorer, 1,4 TFSI med 140 hk og 2,0 TDI med 143 hk.

Benzin

1,2 TFSI: manuelt gear, 86 hk - 223.147 kr.
1,4 TFSI: manuelt gear, 122 hk - 255.986 kr.
1,4 TFSI: S tronic, 122 hk - 284.752 kr.
1,4 TFSI: S tronic, 140 hk - knap 300.000 kr.*
1,4 TFSI: S tronic, 185 hk - 355.036 kr.

Diesel

1,6 TDI: manuelt gear, 90 hk - 240.086 kr.
1,6 TDI: S tronic, 90 hk - 280.444 kr.
1,6 TDI: manuelt gear, 105 hk - 259.196 kr.
2,0 TDI: manuelt gear, 143 hk - knap 300.000 kr.*

*) ikke-endelig pris.

Test: Attitude med små mål

06-10-2012: Det kan godt lade sig gøre at finde en bil, der både har X-faktor og alligevel ligger i omegnen af 200.000 kr. Vi ser på tre livsstils biler i miniklassen. Læs artikel

Guide: En Audi taget på stregen

30-09-2011: Det lille luksusdyr Audi A1 er fra dag ét blevet rost for kvalitet og køreegenskaber. Læs artikel

Nyhed: Ny C3 går Cactus i bedene

12-07-2016: Den nye Citroën C3, der kommer til Danmark i 2017, får crossover-look. Læs artikel

Nyhed: Tysk baby-SUV med charme

07-07-2016: Audi har skruet en gedigen crossover sammen. Det er et stærkt design kombineret med den luksus, som vi kender fra de dyrere minier. Q2 er på vej til Danmark – her er de første indtryk. Læs artikel

Nyhed: Skulpturel Audi A5 Coupé

12-06-2016: Den elegante todørs coupé slår tonen an som den første model i den nye generation af A5-modeller. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...