Find mere om:
Test: Ford vasker tavlen ren | bil.guide.dk

Test: Ford vasker tavlen ren

Focus 2011 er begyndelsen på en hel armada af miljøvenlige Focus-baserede biler.

Denne artikel er et bombardement af forskellige Focus'er. Men når vi indledningsvis retter fokus mod bilernes tidslinjer, er det ikke så svært alligevel. Klar? Her kommer de:

Januar 2010: Den nye Ford Focus i den amerikanske udgave har verdenspremiere på biludstillingen i Detroit.

Oktober 2010: Den kommende Focus ST, der egentlig først lanceres i 2012, vises for første gang på Paris Motorshow.

Januar 2011: Ford Focus Electric, der går i produktion i 2012, har verdenspremiere på Detroit-udstillingen.

April 2011: Den nye Ford Focus-serie med konventionelle motorer lanceres i DK.

2012: Focus Electric lanceres.

På samme platform som Focus kommer to rigtig spændende MPV'er med navnet C-MAX (der i øvrigt allerede er på markedet med almindelige motorer). De har netop haft verdenspremiere i Detroit i udgaverne C-MAX Hybrid og C-MAX Energi. Begge lanceres i 2013.

Endelig barsler Ford med en bilmodel, der også står på en Focus-platform: Den kommende Ford Vertrek, der er en ny udgave af SUV'en Kuga. Den har ligeledes haft verdenspremiere i Detroit. Og that's it. Som den konceptbil, den er, kommer den aldrig i produktion.

I kamp mod Europa og Asien

Alle disse CO2-venlige biler gør lige nu Ford til det førende bilmærke på den internationale biludstilling i Detroit (udstillingen kører nu og lukker først på søndag). Husk på, at for bare et par år siden stod USA's bilindustri over for en truende lukning, og den redningskrans, der blev smidt ud af præsident Obama, var under forudsætning af, at de amerikanske bilfabrikker omgående boostede udviklingen af mindre og CO2-venlige biler.

GM svarede først og viste sin plugin-hybrid Chevrolet Volt, der i øvrigt kommer i en Opel-udgave med modelnavnet Ampera sidst på året i år. Men nu indtager Ford Detroit 2011 med både en hybrid, en plugin-hybrid og en bil på el og udelukkende el.

Ganske vist går GM's Volt til salg allerede i år, men Fords trumfkort er, at der kommer flere modeller med flere teknikker. Alle er designet til at passe på Moder Jord, ligesom de er tilpas små til at gøre Ford i stand til at svare igen på salgstallene fra de mindre europæiske, japanske og især koreanske bilfabrikker. At også de amerikanske købere har lært lektien, tyder den seneste salgsudvikling på. I dag tegner de mindre modeller sig for 20 pct. af det samlede bilsalg i USA, ligesom halvdelen af unge amerikanere vælger en mindre bil som deres første.

Mod strømmen

For at konstruere den bedst mulige elbil, må man starte med en helt renvasket tavle. Det er i hvert fald god latin hos de fleste andre. Men Ford tænker lige modsat og lancerer elektriske udgaver af deres eksisterende brændstofsdrevne biler. Tricket er, at Ford kan udnytte den globale produktplatform bedre og i sidste ende bygge el-biler, der er mere konkurrencedygtige på prisen.

Dermed tænker Ford lige modsat af f.eks. trekløveret Mitsubishi, Citroën og Peugeot, der fra bunden har konstrueret og bygger iMieW, C-Zero og iOn. Og anderledes end Nissan, der ligeledes fra ren tavle har konstrueret Leaf, der netop er valgt til Den internationale Årets Bil.

Udseendet er på plads

I slutningen af april i år kommer den nye Ford Focus så til Danmark. Ganske vist har Ford fra begyndelsen talt om ”den amerikanske version” siden verdenspremieren sidste år. Men for 80 procents vedkommende er den europæiske og dermed ganske mage til den amerikanske. Og hvad udseende angår, er der ingen forskel, det er også sådan, den europæiske ser ud.

Vel er der endnu et år til lanceringen af den elektriske Focus og to til hybrid-udgaverne, men fra dag 1 gør Ford sig umage med at holde CO2-udslippet nede. Således er det benzinmotoren i nyeste konstruktion, EcoBoost, der skal booste salget af Focus'er på benzin, mens TDI-udgaven på 1,6-liter skal trække læsset på diesel-siden.

EcoBoost kører med direkte indsprøjtning og turbo og lille slagvolumen for at holde CO2-udslippet nede. Ford har allerede EcoBoost-motorer i ny Mondeo og ny S-MAX, og herfra ved vi, at motorerne er ivrige og hurtige, og de officielle forbrugstal efter EU-normen bekræfter, at udslippet er lavt. Ligeledes har Ford effektive, men rotationsvillige dieselmotorer.

Selv om der endnu er et godt stykke tid til, at vi kommer bag rattet i den nye mellemklasse-Ford, ved vi allerede en hel del om bilens køreegenskaber. Focus 2011 står nemlig på samme platform som den seneste C-MAX, der i efteråret blev valgt til Årets Bil i Danmark. Og en af de væsentligste årsager var præcis bilens køredynamik: Skarp styring, præcis placering på asfalten efter rattets bevægelser - i det hele taget stærke dynamiske egenskaber. De egenskaber tages selvfølgelig med over til den næste Focus. Og da den som hatchback er lavere og ”fladere” end MPV'en C-MAX er yderligere et skridt taget i retning af Focus som måske klassens mest dynamiske bil.

Focus introduceres til dansk asfalt i to varianter, nemlig 5-dørs hatchback, der rammer dansk asfalt i slutningen af april. I august kommer den 5-dørs stationcar.

Priserne på Focus 2011 er ikke helt klar til offentliggørelse endnu, oplyser Lene Dahlquist, presseansvarlig for Ford i Danmark. Men vi tør dog godt gætte på, at Focus hatchback kan fås fra 255.000 kr. for en 5-dørs Trend 1,6 benzin med 105 hk. En stationcar med samme specifikation vil efter vores skøn koste ca. 265.000 kr.

Læs også: Årets skarpeste MPV

Test af Ford Mondeo

09-11-2013: Premiere: Ford Mondeo er allerede til salg i USA, som Ford Fusion. Herhjemme kommer den først i slutningen af 2014. Vi tog til Los Angeles for at teste bilen. Læs artikel

Test af Ford B-Max

01-09-2012: Små biler er bilbranchens nye sort. Derfor er der nu et marked ikke bare for små hatchbacks, men også for andre biltyper – bare de er små. Den lille MPV er på vej til sit store gennembrud allerede dette efterår. Nyeste er Ford B-Max, som vi her kører de første km i. Læs artikel

Test: Bilprøve: Tre sjældne gæster på tanken

08-07-2012: Vi har fundet tre superøkonomiske sparebiler i miniklassen.. Læs artikel

Test af VW Golf Bluemotion, Ford Focus 1,6 TDCi Titanium

26-08-2011: Ford Focus vil være den bedste bil i klassen. Men VW Golf, afgiver ikke frivilligt sin plads. Læs artikel

Nyhed: Ford Max bliver til mini

02-03-2011: På Geneve-udstillingen viser Ford store MPV-kvaliteter og nytænkning i ny minibil, Ford B-Max. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...