Find mere om:
Test af Opel Astra GTC | bil.guide.dk

Luftig og fornuftig Astra

Opel Astra GTC er for de få, men en nytænkende panorama-forrude viser nye veje for funktionalitet.

Lys og luft. Det er noget, som vi alle higer efter i denne tid. Men det behøver du ikke at undvære, bare fordi du kører i den blikæske, biler nu engang er. Flere og flere mærker tilbyder nemlig panorama-glastag, og i Citroën C4 Picasso får du også en panorama-forrude. Opel går skridtet videre med en justerbar panoramaforrude i coupéen Astra GTC, der kan rykkes fra spejlkanten til helt op på midten af taget. Og det er netop i en model som Astra GTC, der har skrå linjer og smalle ruder, at mere lys og luft kommer til sin ret. Udgangspunktet er ellers klart. Den snusfornuftige Astra, som det er planen kommer i en ny generation til efteråret, byder sig også til over for de, som lægger mere vægt på stil frem for det praktiske, for eksempel unge par uden børn. Og her er Astra GTC et solidt alternativ. Vi har testet modellen i den kraftige 1,9 liters diesel med 150 heste og med forruden, som lader solen skinne lidt mere.

Daglig brug

Tre døre og en skrå taglinje behøver ikke at gå ud over kabinepladsen. Når først du er kommet ombord, er pladsen ganske regulær i Astra GTC. Også på bagsædet, hvor det lykkedes os at få monteret to barnestole, selv om den slags passagerer ikke er i hovedmålgruppen. Bag rattet er der ikke den store forskel fra alle de andre Astraer: Det vil sige logisk og gedigen betjening, men med samme kantede udstråling som klodserne fra en 5. klasse til første sløjdtime.

Den store panorama-forrude er genial. Med et enkelt greb flytter du simpelthen loftsbeklædningen alt efter behov. Helt tilbage er der masser af udsyn, og længere fremme kan du stadig justere, så udsynet gennem den ellers smalle forrude ikke bliver helt umulig. I frost er den megen glas lige over hovedet dog ikke så bevendt. Så strømmer der nemlig kulde ned, og så kan du være tvunget til at trække beklædningen for. Bagagerummet er med sine 380 liter rummeligt og dybt for en coupé, adgangen hæmmes dog af skærmkasserne og den hældende taglinje.

Sådan kører den

Stabile og uden overraskelser, sådan er køreegenskaberne. Trods sportsundervogn er vores Astra ganske komfortabel. Og du når hurtigt motorvejs-maks. Uden at tænke over det. Den 150 hestes diesel giver kraftoverskud hele vejen op. Og i kombination med GTC’en har vi en ganske velafstemt rejsevogn for de, der ikke behøver megen plads. Men en skarpt styrende sportsvogn, det er den ikke. Vi kunne under acceleration høre en svag turbofløjten. Det er sjældent i nye dieselbiler i dag.

Værdi for pengene

Med en pris på små 360.000 kroner må vores Astra GTC siges at være betalt. Til den pris følger også det meste udstyr. Men det kan gøres billigere. Astra GTC starter nemlig fra godt 239.000 kroner for den mindste 1,6’er med 115 heste. Det sker i en klasse med få konkurrenter, faktisk er Kia’s noget smartere Proceed, der starter fra 244.000 kr. for en 1,6’er med 126 heste, den mest klare. Hvad hjertet vælger, handler om stil. Til gengæld kan kun Opel byde på taget, der med en pris på 29.000 kroner dog heller ikke er helt billigt.

Facit

Opel Astra GTC befinder sig herhjemme i et smalt segment med få kunder. Men Opel skal have cadeau for det nytænkte justerbare panoramatag. Og hvis det skal være, så er taget med til at løfte GTC’en og gøre køreoplevelsen til noget ud over det sædvanlige. De mange tusindekronesedler for den fleksibilitet er dog lige i overkanten.

Opel Astra GTC 1,9 CDTI Enjoy

Overblik

Pris: 359.430 kroner

Forbrug: 17,2 km/l (Fabriksopgivelse)

Grøn ejerafgift: 2250 kr. per halvår.

Co2-udledning: 154 gr./km.

Partikelfilter: Ja

Sikkerhed: Ej testet

(Fem stjerner til den fem dørs version)

Teknisk garanti: To år

TEKNIK/UDSTYR:

L/B/H: 429/175/144 cm.

Akselafstand: 261 cm

Køre klar vægt: 1415 kilo

Bagagerum: 380 liter

Motor: Dieselmotor på 1,9 liter

Moment: Nm 320 / 2000-2750 omdr.

Ydelse: 150 hk/ 4000 omdr.

0-100 km/t: 8,9 sekunder

Topfart: 210 km/t

Test: Sekskamp i Golfklassen

14-10-2012: Den helt nye Kia Ceed, udfordrer sammen med den næsten lige så friske Hyundai i30, de klassiske konkurrenter som Citroën C4, Ford Focus, Opel Astra og Volkswagen Golf. Læs artikel

Test: Tre knaldtilbud til 200.000 kr.

01-06-2012: Med de mange prisnedsættelser er flere mellemklassebiler blevet gode tilbud. Læs artikel

Nyhed: Se her, om du skal lease drømmebilen

13-10-2009: Det er billigst at lease bilen. Nej, det er ej. Begge udsagn er faktisk rigtige. Det kommer an på, hvilken bil, vi snakker om. Se listerne her. Læs artikel

Test: Stor test: 13 firmabiler til lyst og last

08-05-2014: Nye firmabiler er rullende kontorer og alt, hvad en moderne forretningsmand m/k kan forlange. Benhård konkurrence giver lav beskatning og ekstra højt udstyrsniveau i de nye modeller. Christian Schacht, redaktør på JP Aarhus Motor, har testet biler siden 1997 og gennemgår her 13 aktuelle businessmodeller i den klassiske størrelse. Læs artikel

Test: Forførerne – og for familien

27-10-2012: Vi kender alle den klassiske GTI, hvor man tager en standardvogn med plads til hele familien og sender den til bodybuilding. En fræk idé, som ofte resulterer i nogle forrygende køremaskiner. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...