Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Gudinden flyver igen

Godt 50 år efter Citroën ID19 og DS21er det, som om gudinden er på vingerne igen i DS5.

D og S er jo bare to bogstaver. I bilverdenen blev et D normalt på bagsmækken af en diesel for at advare mod sort røg fra udstødningen, mens et S - gerne skrevet i ”hurtig” kursiv - skulle advare om lidt større hjul og måske fartstreger på gulvmåtterne.

Men når de to bogstaver sættes ved siden af hinanden på en Citroën, lukker de op for en helt anden bilverden. DS som i DS21 - søstermodellen til ID19. Sig ”ID19 og DS21” til en Citroën-kender - og der er allerede begejstringens tårer i øjnene. DS var i øvrigt ikke en direkte forkortelse for noget, men refererede til Déesse, det franske for gudinde.

Avanceret formgivning og nærmest avantgarde teknik hævede de to op i helt deres egen liga. ”C'est magnifique!” jublede citronisterne over en formgivning, bilverdenen aldrig havde set magen. Mens en mekaniker eller to ude på landet nok kunne gyse ved tanken om, hvor hurtigt rørene til den pneumatiske affjedring kunne ruste. Og bøvlet med at skifte dem ud. Det er præcis den slags, legender skabes af.

Hypen til trods - DS forsvandt ud af Citroëns univers.

Konceptbil fra 2005

Indtil en umanerligt gul konceptbil stod på den internationale biludstilling i Frankfurt i 2005. ”Den gule cigar” blev den hurtigt døbt i Citroëns inderkreds. Vi andre stod bare og måbede? Hvad havde vi her? Set i bakspejlet er det let at forstå - Konceptbilen C-Sportlounge var begyndelsen til genfødslen af DS.

Første produktionsbil med de to bogstaver blev så DS3 fra 2009. En noget ”skæv” DS'er, idet bilen måske nok vækker opsigt, men i højere grad med skrigende farver og fancy designstil. Den næste, DS4 fra sidste år, bevægede sig i en mere elegant retning, mens den nyeste DS, Citroën DS5, rammer sjælen fra den gang.

Måske ikke helt avantgarde, men tegnet med en overordnet elegant streg og med detaljer, der spærrer øjnene op på max. Alt i alt - magnifique.

Konventionel teknik - først?

Pudsigt nok står DS5 ikke på samme platform som C5. Det ville vel være ganske logisk, idet DS3 jo er en variant over C3, ligesom DS4 er en variant over C4. Men ikke her. DS5 står på samme platform som MPV'en C4 Picasso. Præcis samme tankegang, gætter vi på, som når udgaven med navnet HDi 160 yder? 163 hk.

Men under huden udtrykker de fleste DS5'er konventionel teknik: Tværliggende frontmotor, forhjulstræk. Valget mellem benzin- og dieselmotor. Og her helt almindelige fjedre af stål og ingen særligt citroensk affjedring.

Men præcis som ID19/DS21 slog hul i teknikverdenen med forhjulstræk og affjedring, har en kommende variant af DS5 sit tekniske trumfkort: Lige over sommer kommer bilen i en version med to motorer og firehjulstræk. DS5 Hybrid 4 kommer den til at hedde - et system med en dieselmotor, der trækker på forhjulene suppleret af en elmotor, der trækker på de to baghjul. Samme system som Peugeot, den anden del af PSA, lancerer på to modeller, nemlig crossoveren 3008 og stationcaren 508.

Førerplads som et cockpit

Det skal være en helt særlig oplevelse at sætte sig ind i den foreløbigt største DS'er. Og det er det. Et kæmpe rat hilser velkommen, allerede idet man kigger ind. Når man sætter sig til rette, mødes øjnene af en verden af kontakter. Citroëns designere har stræbt efter at skabe en stemning af flycockpit. Ikke mindst kontakter i loftet er med til at gøre det let at lege pilot for en stund. Understreget, når ”pop-up-instrumenterne” med en langsom bevægelse kører op. En lille gennemsigtig skærm kører op på instrumentbordet foran køreren - og dér projiceres hastigheden op.

Lidt pop - men seriøst nok endda. Bilen har ikke trillet mange km, inden det står klart, at det vitterligt er let og hurtigt lige at aflæse hastigheden med et hurtigt kast med øjet.

Kørestillingen er tæt på perfekt til en? jeg skulle lige til at sige flyder. Men en flyder er DS5 faktisk ikke, slet ikke. Mere om det lige om lidt. Derfor: Kørestillingen er tæt på perfekt til en bil af denne type, hvor den afslappede stil og gerne de meget lange stræk kalder. Sæderne her i ”min” HDi 160 Automatik med det hele kan justeres i én uendelighed - og skulle man alligevel blive lidt øm efter nogle timers cruising, er det bare at trykke på den bageste, nederst til venstre - dér sidder knappen til massage.

Fornem diesel

Motoren i netop denne DS5 HDi 160 er den 2-liters PSA-diesel med - nej, ikke 160 hk, men 163.

Vi har tidligere rost den i andre Citroëner og i søstermodeller ovre fra Peugeot. Og igen skal den have al den ros, der kan ligge på den. Og det gælder fortsat, selv om der i mellemtiden er kommet nye højkvalitets-dieseler fra både BMW, Mercedes og Volkswagen Group.

Det bliver 160 HDi selvfølgelig ikke dårligere af - pointen er, at den stadig er blandt de bedste dieseler; ikke larmende, når den starter, stille i tomgang, omdrejningsvillig og ren. Her i testbilen med automatgear er dens udslip acceptable 158 g/km, med manuelt gear falder udslippet til glimrende 129 g. Men alt dette ved vi jo i forvejen.

Stram og præcis

Men det er en overraskelse tæt på et chok, hvordan den nye franskmand styrer. Tænker du blødt og med indirekte styring? Antagelig. Men det er lodret forkert. DS5 på sine 18” hjul tager fat i asfalten og styrer skarpt ind i bløde, såvel som skarpere sving. Med Continental-dæk er forendens grip højt - og den højgearede styring og den flade undervogn får forenden til at reagere punktligt og straks.

Og ja, ”den flade undervogn” er det korrekte udtryk. Så med effektive dæk, højgearet styring og flad undervogn er DS5 bilen, der også kan styres med speederen. Det er normalt en disciplin, der er forbeholdt GTI'er og en slags. Ulempen er, at affjedringen er temmelig fast, ja, på nogle typer ujævnheder er den nærmest hård; men det er en god pris at betale for, at DS5'eren ikke bare er til lange lige stræk - den er også til sving.

Franskmændene genopfinder DS som i DS21 mere og mere - og det standser næppe her. På mærkets hjemmebane cirkulerer ”hemmelige” billeder af en konceptbil, der efter sigende lige nu skulle være på vej til en biludstilling i Fjernøsten. I en enorm kasse står begyndelsen til en endnu større DS'er. Rygtet vil vide, at den kommer til at hedde DS9. Og 9 er jo tættere på 21 end 5.



Plus

  • Stil
  • Motor
  • Styring
  • Pris


Minus

  • Plads på bagsædet
  • Affjedring på skarpe ujævnheder



Kommentar: Den nye Citroën DS5-serie er en bil med attitude. Og med den kommende udgave med to motorer og firehjulstærk er den også bilen med teknisk avantgarde. Alt spiller som i 50'erne, da forhjulstrækkeren med hydropneumatisk affjedring gjorde DS så berømt.


LÆS OGSÅ: En ny Citroën til præsidenter?

Citroën DS5 HDi 160 Aut.

  • Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
  • Motor: 4-cyl. række-diesel, 2,0 liter, 163 hk ved 3.750 o/min., 340 Nm ved 2.000 o/min.
  • Forbrug: 16,4 km/l
  • CO2-udslip: 158 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 10,0 sek. Topfart: 212 km/t.
  • Prisgæt: 594.990 kr.

3 modellinjer

Benzin

DS5 THP 155 Aut.: 1,6 liter - 156 hk - 10,8 sek. - 202 km/t. - 14,1 km/l - 165 g/km - 444.990 kr.

Diesel

DS5 e-HDi 110 Airdream E6G: 1,6 liter - 112 hk - 12,4 sek. - 191 km/t. - 22,7 km/l - 114 g/km - 411.990 kr.

DS5 HDi 160: 2,0 liter - 163 hk - 8,8 sek. - 215 km/t - 20,4 km/l - 129 g/km - 439.990 kr.

DS5 HDI 160 Aut. Design: 2,0 liter - 163 hk - 10,0 sek. - 12 km/t. - 16,4 km/l - 158 g/km - 594.990 kr.

Hybrid

DS5 Hybrid 4 Airdream: 2,0 liter + el - 163 + 37 hk - 9,0 sek. - 211 km/t - 26,3 km/l - 99 g/km - 582.990 kr.

Nyhed: Opstrammet og spændstig Picasso

02-05-2013: Citroën viser den helt officielle version af den nye C4 Picasso, der snart er i Danmark. Læs artikel

Test af Citroën C4 e-HDI Seduction

14-10-2012: Citroën C4 er klassens mest behagelige bil med høj komfort og støjsvag dieselmotor. Læs artikel

Test af Citroën DS5 HDi 160 Aut

08-09-2012: Citroën DS5 ligner intet andet i luksus-klassen. Bilen gør en forrygende figur på vejen, men affjedringen er ikke god. Læs artikel

Test af Citroën DS5 HDI 160 DPFS

17-11-2011: Den nye Citroën DS5 er et firehjulet stykke brugskunst. En knaldhård og unuanceret affjedring placerer dog bilen mellem flere stole. Læs artikel

Test af Citroën DS4

03-06-2011: Citroën DS4 får føreren til at føle sig som den absolutte trendsætter - ekstravagance på hjul. Læs artikel
Læs også
Loading...
Bilmarked

Søg flere biler på bilmarket

Mest læste på bil.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...