Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test: Biltest: Hov – der er kun tre.. | bil.guide.dk

Test: Biltest: Hov – der er kun tre cylindre

Ford Focus med en lille motor. Men kombineret med turbo er det et trumfkort.


Vi er ved at vænne os til, at de helt små benzinsparere kører med ofte larmende 3-cylindrede motorer. De tre søstre Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo f.eks. Og samme motorprincip finder vi i den helt nye Volkswagen up! samt dens to trillingesøstre, Skoda Citigo og Seat Mii. Tre cylindre; meget vel til biler i den mindste kategori, segment A. Men vi kiggede en ekstra gang, da Peugeot i foråret lancerede den et nummer større, 208, med en – ja, 3-cylindret motor. Og inden længe kommer Citroën C3 med selv samme motor, men her er vi dog fortsat i de kun lidt større biler i segment B.

Men med den nye Ford Focus 1,0 EcoBoost ser Den blå Oval ud til at sprænge alle rammer – Ford Focus er jo en fuldvoksen bil i segment C. Og alligevel er den her nu med en 3-cylindret motor. Endda med et så lille slagvolumen som 1,0 liter. Det holder da ikke?

Svaret er imidlertid: Jo. Og i den grad. Der er intet ”småt” over måden, motoren opleves på.

Sæt nøglen i. Ja, det vil sige, testbilen har key less go – altså kan man bare lade tændingsnøglen ligge i lommen eller mellem sæderne. Så det er bare et tryk på den store START-STOP-knap. De tre cylindre ruller i gang. Ingen mislyde – bare i gang. Tomgang er helt som en moderne 4-cylindret motor. Stille og vibrationsfrit.

Husk blot tre ting

I første gear og af sted. Op gennem gearene. Fortsat ingen anden oplevelse end i alle de andre med fire. O.k., under kraftig acceleration kan man godt høre, at lyden er lidt anderledes. Men læg mærke til det omhyggeligt valgte ord ”lyden” – ikke støjen eller larmen.

Og ved konstantfart – by-, lande- eller motorvej – intet anderledes lydmønster end vi kender fra andre moderne biler i Golf-klassen.

I det hele taget er der kun grund til at huske tre ting, når man fører sig frem i en 3-cylindret Focus:

1. Den er lidt ømfindtlig over for for lidt gas ved igangsætning. Det betyder ikke, at man skal fire på koblingen eller give særligt meget gas. Man skal bare lige holde balancen, hvor der ikke er for lidt.

2. Hvis der skal overhales hurtigt, skal der geares et trin ned. Men gearkassen er parat og ivrig, så det er bare ned med gearstangen og speederen.

3. Bilen skal i det hele taget ”skubbes” frem ved omdrejninger midt på skalaen mellem 2.500 og 3.500 – måske 4.000. Men det giver ingen mening at køre pilen på omdrejningstælleren op nær det røde felt, for der løber den bare tør for moment. Og det skaber ikke fart til overhalingen.

Virker det kompliceret? Det er det ikke i virkelighedens verden. Efter den første tur sidder huskereglerne på rygraden. Og herefter er det at køre Focus 1,0 præcist som Focuser med mere almindeligt cylinderantal.

100 hk fordelt på to cylindre skaber ikke en racerbil – der skal en vis effekt til at skabe farten. Men denne Focus med 100 hk virker aldrig langsom. Og skal der mere knald på, findes samme bil med samme motor med bare 125 hk i stedet. Betydelig mere fart – og stort set samme forbrug. Merprisen er til at overse; godt og vel 10.000 kr.

Men hjælper det så på forbrug og udslip? Det er jo ligesom det, der er vitsen?

Vi sammenligner forbruget ifølge EU-normen for Focus 1,0 EcoBoost med en tilsvarende Focus med en traditionel 4-cylindret 1,6-liters sugemotor. Ford oplyser, at besparelsen i forbrug og dermed også CO2-udslip er godt og vel 20 pct. 1,0 EcoBoost går godt 20 km/l og udslipper knap 110 g CO2. Motoren, som vi sammenligner med, ville altså gå ca. 16,5 km/l og udslippe 137 g/km.

Vi holder også den nye 1-liters Focus op mod et par andre biler i Golf-klassen, der også har godt og vel 100 hk, nemlig den særligt sparsommelige Volkswagen Golf 1,2 TSI i BlueMotion-udgaven. De yder omtrent det samme. Focus er lidt langsommere; til gengæld går den lidt længere på literen og udleder derfor lidt mere CO2. Hyundai har ikke en specielt langt-på-literen-model, men i30 med 1,4 ISG-motor yder det samme som Focus, men den er både noget langsommere og bruger væsentligt mere brændstof.

Stort set ingen forskel

Konklusionen er, at der stort set ikke er forskel på køreoplevelsen i en 3-cylindret Focus og dem med fire. Jo, måske på ét punkt – nemlig på køredynamikken; bilens evne til nøje at følge kørerens bevægelser med rattet. Den 3-cylindrede motor vejer mindre end den tilsvarende med en cylinder mere. Og netop en let forende er en af de sikre veje til bedre køredynamik. Og da Focus i forvejen er den bedst styrende i sin klasse, er god blevet til rigtig god.

Hvad komfort, indretning og plads angår, er Focus med den lille motor helt som de øvrige Focus. Altså er her en glimrende førerplads med velstøttende sæder, et tilpas tykt rat og i øvrigt firevejs-justering af rattet. Det er let at overskue instrumenterne, og gearstangen ligger lige, hvor den skal. Pladsen i kabinen inklusive bagsædekomfort er blandt klassens bedste.

Med andre ord: Ingen afgørende ulemper ved tre i stedet for fire cylindre, blot lidt mindre forbrug end konkurrenten Volkswagen og afgørende lavere pris end samme konkurrent. En del af denne prisforskel kan motoren tage æren for, idet en 3-cylindret motor er billigere at konstruere end en tilsvarende 4-cylindret.

PS: Ford har på ingen måde tænkt sig at stoppe her. Rygtet vil vide, at Fords motoringeniører har en ikke så lidt pumpet udgave af den nye motor på vej: 1,0 liter – 3 cylindre, forstås, og både en turbo og en kompressor. 180 hk. Den lille, lette bavian skal så lige droppes ned i en Ford Fiesta med godt med hjul og undervogn. Og så skal kapitlet om de effektive GTI’er lige skrives om.

Trecylindrede motorer skal foldes ud

Ford Focus 1,0 EcoBoost

Helt kort

  • Fords bil i Golf-klassen er den forhjulstrukne Focus, der pt. leveres som 5-dørs hatchback og ligeledes 5-dørs stationcar. Den nyeste udgave blev lanceret i 2011 og følges nu op af en ny motorvariant, 1,0 EcoBoost. Andre 4-cylindrede benzin- og dieselmotorer fortsætter.
  • Det særlige ved 1,0 EcoBoost afsløres kun delvist af navnet. 1,0 fortæller om motorens størrelse, men det mest usædvanlige, nemlig antallet af cylindre, afsløres ikke af variantnavnet.
  • Motoren i den mindste EcoBoost er en 3-cylindret rækkemotor, der er monteret med en turbolader. Effekten i den mindste, som vi tester her, er 100 hk. En helt tilsvarende motor og bil har 125 hk.
  • Billigste Focus med 3 cylindre koster pt. 329.990 kr.

Teknikken

  • Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
  • Motor: 3-cylindret rækkediesel, 1,0 liter, 100 hk ved 6.000 o/min., 170 Nm ved 1.400-4.000 o/min.
  • Forbrug i flg. EU-norm: 20,8 km/l
  • CO2-udslip: 109 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 12,5 sek. Topfart: 185 km/t.
  • Pris: 256.580 kr.

To versioner

  • Focus 1,0 EcoBoost 100 hk: 1,0 liter, 3 cyl. – 100 hk – 0-100 km/t.: 12,5 sek. – 20,8 km/l – CO2: 109 g/km – fra 229.990 kr.
  • Focus 1,0 EcoBoost 125 hk: 1,0 liter, 3 cyl. – 125 hk – 0-100 km/t.: 11,3 sek. – 20,0 km/l – CO2: 114 g/km – fra 242.990 kr.

Dommen

Plus

  • Forbrug og udslip
  • Kørestilling
  • Køredynamik

Minus

  • Tilbageholdende design

Kommentar

  • En fremragende motor, der sparer på dråberne uden at give køb på komfort – lagt ned i en bil med gode køreegenskaber. Det kan kun gå godt. Og det gør det. Derfor hele fem stjerner til Focus EcoBoost.

Test af Ford Focus 2015 1,0 ecoboost Trend

15-10-2014: Premiere: Ford Focus ser bedre ud, kører fantastisk og giver mere for pengene. Facelift har gjort den til en af klassens bedste biler. Læs artikel

Test af Ford Fiesta 1,0 Ecoboost Titanium

31-01-2013: Ford Fiesta er noget så attraktivt som en mini, der taler lige så meget til følelserne som fornuften. Læs artikel

Nyhed: Ny Fiesta med symaskine-motor

30-11-2012: Lige på den anden side af nytår holder den nye Ford Fiesta 2013 klar. Med masser af udstyr og gode priser, men ét trykker mere igennem en noget andet: Fords 3-cylindrede motor med navnet EcoBoost – en perle af en motor, konstaterer vi efter de første km. Læs artikel

Test: Sekskamp i Golfklassen

14-10-2012: Den helt nye Kia Ceed, udfordrer sammen med den næsten lige så friske Hyundai i30, de klassiske konkurrenter som Citroën C4, Ford Focus, Opel Astra og Volkswagen Golf. Læs artikel

Test af Ford Focus 1,6

14-10-2012: Ford Focus er den mest velkørende bil. Alligevel er komforten også i top. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...