Find mere om:
Årets Brugtbil 2014 ligner noget fra Star Wars | bil.guide.dk

Årets Brugtbil 2014 ligner noget fra Star Wars

Kåring: Honda Civic årgang 2006-2012 ligner en rekvisit fra en science-fiction film. Nu er den Årets Brugtbil. Civic har dog en ulempe.

Brugtmarkedet er stort og kan være uoverskueligt. Men én bil skiller sig for tiden positivt ud. Honda Civic årgang 2006-2012 er netop kåret til Årets Brugtbil 2014 foran BMW 3-serie og Skoda Octavia af en jury bestående af biljournalister fra bl.a. denne avis, tekniske eksperter fra FDM og Applus Bilsyn samt en repræsentant fra forhandlerorganisationen DBFU.

Jan Lang, som er Bilbasens pressetalsmand og ankermand bag kåringen, er ikke i tvivl om, hvorfor Honda Civic har vundet.

»Det er en af de bedste brugte biler nogensinde og meget komplet. Civic er ikke til at slide op,« siger Jan Lang om bilen, der koster fra 79.000 kr. for den første årgang med cirka 150.000 km på km-tælleren.

Overset

Han bakkes op af et af jurymedlemmerne, brugtbilekspert Ebbe Sommerlund fra Motorjournalisten.dk.

»Honda Civic er et godt valg. Den er overset på markedet og dermed ret billig i indkøb. Samtidig er mekanikken særdeles skudsikker, siger Ebbe Sommerlund, der vurderer Civic til at være på niveau med klassiske og holdbare biler som Toyota og Mazda.

Man tror dog godt nok ikke sine egne øjne, når man kigger i retning af Civicen, der nærmest ligner et fartøj fra rumindustrien – og det både ind- og udvendigt. Men kan du leve med det aparte design, gemmer der sig noget så eftertragtet som en solid, billig og ikke mindst velkørende familiebil.

Få til salg

Der er dog én stor ulempe ved vinderbilen, og det er et stærkt begrænset udbud, siger Jan Lang.

»Jeg er ked af udbuddet. Der er kun små 100 brugte Civic til salg i den pågældende generation. Det ærgrer mig,« siger han og understreger, at en stigende efterspørgsel efter en kåring som denne kan resultere i stigende priser. Han kan dog godt forestille sig, at visse brugtbilforhandlere vil importere Honda fra eksempelvis Tyskland og Sverige, hvor der er solgt mange gennem årene.

Der er en række faktorer, som spiller ind i bedømmelsen af brugtbilerne. Eksempelvis, hvor meget det koster at holde bilen kørende i almindelig drift, og hvor meget den taber i afskrivning over fire år. Sammen med en vurdering af den tekniske standard for bilen udgør det hovedkriterierne for udvælgelsen.

Honda Civic klarer sig fremragende på alle ovennævnte punkter.

»Den er kåret til den mest driftssikre af engelske flådeejere,« siger Jan Lang.

Modelvarianterne er til at overskue, for der er kun to relevante modeller, nemlig 1,8-benzinmotoren, og en 2,2-dieselmaskine.

Den tredje variant, en 1,4-motor, er både bovlam og larmende og ikke en Honda værdig, mener Ebbe Sommerlund.

Meget udstyr

Langt de fleste Civic er forholdsvis veludstyrede, men Sommerlund anbefaler alligevel, at man går efter den såkaldte ”Sport” – som giver mest for pengene.

Priserne for Honda Civic i denne generation starter som nævnt ved ca. 79.000 kr. for en udgave med 150.000 km på tælleren, kravler op til 100.000 kr. ved et km-tal på 110.000 og cirka 120.000 kr., hvis man vil have et eksemplar, der har kørt omtrent 80.000 km.

Man behøver dog ikke frygte for mekanikkens holdbarhed.

»Jeg ville ikke være nervøs ved en Civic, der har kørt 150.000 km,« siger Jan Lang, selv om der selvfølgelig er ting ved en brugt Civic, som man skal være opmærksom på:

»Bremserne skal efterses hvert halve år, for der skal ikke meget til, før de hænger, og så har koblingspedalen en tendens til at komme med en irriterende kliklyd,« siger Ebbe Sommerlund, der også bemærker, at dieselmotoren kan have svært ved at holde partikelfiltret rent, så man skal have det renset manuelt på et værksted.

»Køb derfor som udgangspunkt en 1,8-benzinmodel,« lyder det konkrete råd fra Ebbe Sommerlund.

Til gengæld er der ikke meldt om særlige rustproblemer, men købere skal notere sig , at lakken kan være lidt tynd visse steder, så man skal holde øje med overfladerust.

Men der var også fire andre biler med i finalen, og de skal også have et par ord med på vejen. På flere områder er der nemlig også gode køb.

På andenpladsen finder vi BMW 3-serie årgang 2005-2013, som er en køremaskine, men pladsen i kabine og bagagerum er trang.

Den har ligget i topfem som den mest driftsikre bil hos de engelske flådeejere, den er nemlig pålidelig, dog kan der være problemer med, at forkert påfyldt olie kan få knastkæden til at løbe af sporet, hvilket er meget dyrt. Priserne for BMW 3-klasse i denne generation starter ved ca. 150.000 kr.

På tredjepladsen finder vi Skoda Octavia fra 2004-2013. Octavia har et kæmpestort bagagerum, men knap så meget plads til passagererne på bagsædet.

Men det er også den eneste reelle svaghed ved dens praktiske egenskaber. 2,0 TDI og DSG-gearet kan dog byde på dyre reparationer. Priserne for Skoda Octavia i denne generation starter ved ca. 70.000 kr.

Med i finalen var også Ford Mondeo fra 2007, der er rummelig, næsten fejlfri, og koster fra 110.000 kr., mens Mercedes C-klasse fra 2007 er solid og forholdsvis billig at holde kørende til priser fra 220.000 kr.

Årets BrugtBil

Honda Civic

Mest populære model: Honda Civic 1,8 Sport

Honda Civic er lidt af en outsider i Danmark, men det er en velkørende og driftsikker bil til fornuftige penge. Den blev kåret som den mest driftsikre af de engelske flådeejere.

Masser af plads

Skudsikker teknik

Lave priser

Dårligt udsyn

På de nyeste dieselbiler med partikelfilter kan bilen have svært ved at holde det fri for sod.

1,4-benzin er sløv og dyrere at servicere end 1,8

Bremserne kræver pleje hvert år, hvis de ikke skal hænge

Guide: Driftssikker og rummelig

31-08-2013: Honda Civic 2006-2012: Meget få fejl og lave priser gør bilen til et godt køb som brugt. Læs artikel

Guide: Pas på prisen med Honda Civic

02-08-2014: Honda Civic 2006-2013: Ikke tilfældigt, at den er kåret til Årets Bil i foråret. Bundsolid teknik, men pas på, at du ikke køber for dyrt. Læs artikel

Nyhed: Sådan kører den bedste brugte bil

16-04-2014: Honda Civic er rummelig med energisk motor og underholdende køreegenskaber. Læs artikel

Nyhed: Honda Civic blev Årets Brugtbil

11-04-2014: Valget faldt på en køreglad bil med et markant design. Læs artikel

Test af Honda Civic

11-11-2011: Civic-dna er hurtigtroterende motorer og skarpe køreegenskaber. Hvor blev egenskaberne af? Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...