Find mere om:
Nyhed: Skoda klar med større Octavia | bil.guide.dk

Nyhed: Skoda klar med større Octavia

Skoda-designerne har skabt endnu mere plads i den tredje generation.

Mere elegant, større og med noget mere plads.

Sådan bliver den tredje generation af Skoda Octavia, der kommer til Danmark i løbet af marts 2013.

"Vi ved endnu ikke, hvornår i marts vi kan have modellen ude ved forhandlerne, og vi kan ikke sige noget om priserne. De er slet ikke forhandlet på plads endnu," fortæller Peter Lorenzen, der er marketingchef for Skoda Danmark.

Den vigtigste model

Lige nu har Skoda herhjemme travlt med markedsføringen af den nye Rapid-model, men Peter Lorenzen lægger ikke skjul på, at den nye Octavia bliver en meget vigtig bil for Skoda i Danmark.

"Octavia-modellen er måske den vigtigste model overhovedet for Skoda, og det gælder også herhjemme," siger han.

Skoda i Storbritannien har netop frigivet både oplysninger om og billeder af den nye model, der i Danmark bl.a. skal konkurrere med den nye Golf, som den også deler platform med.

Skoda har store forventninger

Skoda-fabrikken har da også store forventninger til modellen.

"Octavia-modellen er hjertet i Skoda-brandet. Det er en model, der byder på plads, kvalitet og godt håndværk. Det er en moderne bil med tidløst design, høj funktionalitet og masser af værdi for pengene. Kundernes forventninger er vokset, og den nye Octavia er i en klasse for sig selv," lyder det på forhånd fra Skodas administrerende direktør Winfried Vahland.

Det skal han selvfølgelig sige.

Hatchback kommer først

Skoda Octavia kommer i første omgang som hatchback, men senere følger stationcarudgaven efter. Peter Lorenzen håber, at stationcarmodellen kan være ude hos de danske forhandlere inden sommerferien.

De to første generationer af Octavia, som der kører cirka 38.000 rundt af i Danmark, har været førende i kompaktklassen, når det gælder plads.

En noget større bil

Tredje generation byder på endnu mere plads takket være et karosseri, der er 90 mm længere og 45 mm bredere end forgængeren. Akselafstanden er øget med 108 mm.

Det vil især bagsædepassagerer kunne mærke som bedre plads til knæene og højere til loftet. Desuden vil der både på forsæderne og bagsæderne være mere albuerum end i forgængeren.

I hatchback-modellen er der et bagagerum på 590 liter. Det er det største i klassen.

"At Octavia er blevet større hænger selvfølgelig også sammen med, at vi nu har fået Rapid-modellen," fortæller Peter Lorenzen.

Spørgsmålet er så, om Octavia er blevet så stor, at det kan gå ud over salget af den største model - Superb.

"Det håber vi selvfølgelig ikke. Der kan måske godt være kunder, som beslutter, at de fint kan klare sig med en Octavia i stedet for en Superb. Men det er to forskellige biler, og det afhænger også af, hvilke signaler bilen skal sende," siger Peter Lorenzen.

Lidt mere coupéagtig

Nye signaler er der også med den nye Octavia. Skodas chefdesigner, Jozef Kaban, skabt fornyelse med mere dynamiske linjer, der minder meget om den mindre Rapid-model. Den større akselafstand og et kortere udhæng foran giver Octavia et mere coupéagtigt udtryk.

Sikkerhedsmæssigt er der også sket forbedringer med op til 9 airbags. Knæ-airbags er standard i EU-landene, og side-airbags bagi er nu for første gang at finde i en Octavia.

Blandt mulighederne inden for sikkerhedsudstyr er også hjælp til katastrofeopbremsning, vejbaneassistent som skal forhindre utilsigtede vejbaneskift, multikollisionsbremser og en træthedsindikator, der kan give føreren besked om, at det nu er på tide at tage en pause.

En såkaldt Adaptive Cruise Assistent, der sørger for at holde afstand til en forankørende bil, er i den nye Octavia for første gang en mulighed hos Skoda. Automatisk parkeringsassistent kan også tilkøbes.

Bedre brændstoføkonomi

Også brændstoføkonomien er forbedret. Således lover Skoda, at GreenLine-versionen med en 1,6 liters dieselmotor på 110 hk skulle kunne køre 29,4 km per liter.

Motorprogrammet består af fire dieselmotorer og fire benzinmotorer. Den 1,8 literes TSI-motor leverer nu 180 hk. En særlig sportslig RS-udgave er også på vej.

Den forbedrede brændstoføkonomi er bl.a. gjort mulig af en vægt, der er op til 102 kg lettere end forgængeren.

Nye radio- og navigationssystemer er også en mulighed i den nye Octavia.

Peter Lorenzen forventer i øvrigt, at man vil kunne tilbyde alle motorer i Danmark. Men 1,4 liters benzinmotoren og 1,6 liters dieselmotoren vil være de vigtigste på det danske marked.

Minibiler rives væk 

Nyhed: Spritny udgave af Skoda Fabia kommer til årsskiftet

19-08-2014: Ny Skoda Fabia får ekstra stort bagagerum, og sparemodel klarer op til 32,3 km/l. Læs artikel

Test: Førstehjælp til Skodas største

30-06-2013: Nye motorer og pænere baglygter giver den faceliftede Skoda Superb lidt mere pondus i gadebilledet. Men hverken sikkerhedsudstyret eller komfortudstyret følger med. Læs artikel

Nyhed: Ny Octavia vokser ind i firmaklassen

18-12-2012: Større og langt mere moderne Skoda Octavia lander til foråret. Læs artikel

Nyhed: Nyt ansigt og lavere pris til Megane

31-12-2013: Mellemklassemodellen Megane får en front som de andre Renaulter og sættes 20.000 kr. ned. Læs artikel

Test af Skoda Rapid 1,2 TSI

26-10-2013: Premiere: Skoda Rapid lever stille mellem Fabia og Octavia modellerne. Som 5-dørs er den mere dynamisk, men grundlæggende er Rapid Spaceback samme bil. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...