Find mere om:
Test af Toyota Yaris 2011 1,33 Dual VVTi | bil.guide.dk

Nyhed: Test af Toyota Yaris 2011 1,33 Dual VVTi

Den næste Yaris er elegant, har stor rummelighed og instrumenterne det helt rigtige sted!

Er Yaris' virkelige DNA, at den er nuttet at se på? Eller at den er så rummelig? Eller måske gimmicken, at instrumenterne sidder i midten? Jeg funderer over spørgsmålene, da jeg letter fra København med retning mod Bruxelles for at være den første danske biljournalist, der møder den kommende Toyota Yaris.

Toyota selv er åbenbart ikke i tvivl. Og japanerne vakler heller ikke, når de skal udpege et område, der for alvor trænger til at blive fornyet. Det står lysende klart, da jeg nogle timere senere ser næste Toyota Yaris for første gang. Tredje generation af Yaris lanceres til oktober i hele Europa inkl. Danmark som en 2011-model.

Bilen, der debuterede i 1999 og blev fornyet første gang i 2005, er en af japanernes vigtigste modeller, faktisk er den nuttede segment B-bil den mest solgte Toyota i Europa. Derfor står der meget på spil, når en helt ny model trilles ud hos forhandlerne. Japanerne er så opsatte på deres nyhed, at de har inviteret til snigpremiere - en premiere før premieren så at sige, hvor denne regel gælder: Nok se, nok røre - men ikke køre.

Nyt udseende


Jeg møder den nye Yaris i Vallance, Nordfrankrig. På fabrikken, hvor selve produktionen er gået i gang. Og der står den. Stadig kompakt med en længde under fire meter. Stadig en absolut Yaris, men alligevel med en ny udstråling. Vi sagde ”nuttet” dengang i '99, og det runde design hang på, da anden version dukkede op i '05. Men Yaris Generation III er anderledes: Det buttede er afløst af slankere, mere skarpe linjer. Og fronten er formgivet helt efter nyeste Toyota design-manual. Lygter, der kravler helt op på skærmene, skarpe linjer omkring grillen, markant spoiler. Præcis, som vi så det for første gang på bybilen IQ. Senere på familiebilen Verso-S og nu altså på næste Yaris.

Så Yaris' virkelige DNA var altså ikke den nuttede form. Og gimmicken med instrumenterne placeret midt på instrumentbrættet er også blevet aflivet - for heldigvis er de rykket fra midten og tilbage foran køreren, hvor de hører hjemme. Men er Yaris' virkelige kvalitet så, at den er så kompakt og underforstået kompakt uden at være lille - altså her, hvor rummelighed er den afgørende faktor?

Da jeg godt må se og godt må røre nyheden, sætter jeg mig bag rattet, indretter sædeafstanden til den perfekte kørestilling. Dernæst om på bagsædet for at sidde bag mig selv så at sige. Dét er den afgørende prøve i enhver bil, og især i en bil, der gerne vil være rummelig.

Og jeg overraskes: Faktisk kan jeg snildt sidde bag midt selv på trods af en højde på 190 cm. Med benene lidt spredte ramler knæene faktisk ikke ind i forsæderyggen. Men hvis jeg skulle sidde her over en længere tur, ville jeg dog foretrække pladsen til højre, hvis der foran sidder en lidt mindre person, der kan trække højre forsæde lidt længere frem.

Helt ny kabine


Det er ikke kun instrumenterne, der har fået den store overhaling i kabinen. Alt er opgraderet. Helt nyt design, helt nye materialer, helt nyt rat. Toyota har gjort, hvad mærket kunne for at upgrade kabinen til en, der kunne sidde i en segment C-bil. Jeg har jo ikke kørt den nye bil, så jeg ved ikke, om sæderne er lige så behagelige efter fem timer som efter fem minutter, men de tegner godt. Og jeg kan se med øjnene, at kabinen fremtræder langt mere luksuriøs.

Når Yaris 2011 står klar hos de danske forhandlere til oktober, er der tre motorer at vælge imellem: To på benzin og én på diesel. Den mindste benzinudgave har en 3-cylindret 1,0-liters rækkemotor, den lidt større har en 4-cylindret på 1,33 liter - begge to er sugemotorer, og dermed følger de ikke den ellers udbredte trend blandt europæiske bilproducenter, nemlig at kombinere lille slagvolumen med en turbo for dermed at opnå et lavere udslip. Efter Toyotas egne tal at dømme er forbrug og udslip dog små - og den 3-cylindrede 1,0'er med et officielt forbrugstal på 20,8 km/l er da også det bedste blandt 1,0'ere i segmentet.

Diesel-Yaris har en 1,4-liters motor med 4 cylindre og turbo - præcis samme konstruktion, som alle andre anvender. Dens forbrugstal er på den rigtige side af de 25 km på literen og dermed et CO2-udslip, der nærmer sig de 100 g/km. Men der er dog fortsat et stykke op til de mest sparsommelige fra f.eks. Opel og Volkswagen.

Men allerede til næste år er japanerne klar med en ny variant at Yaris 2011 - nemlig Yaris Hybrid, der får samme teknik som hybriden Prius og hybrid-udgaven af Auris. Dermed kan vejen være banet til et yderligere forbedret forbrugstal, men vel af mærke fra en motor, der yder på den rigtige side af 100 hk.

Men hvad kommer den nye Yaris så til at koste? Det er jo 10.000 kroner-spørgsmålet. Anders Tystrup, PR-chef for den danske importør for mærket forklarer:

»Yaris 2011 lanceres jo først til efteråret. Derfor er priserne endnu ikke endeligt på plads, men vi arbejder på at ramme samme niveau som de nuværende Yariser, det vil sige med startpris fra 130.000 kr. for seriens billigste udgave.«

De nuværende Yaris-priser er følgende: Yaris 1,0 med tre døre, 3 cylindre og 69 hk koster fra 130.000 kr. Yaris 1,0 med fem døre, 3 cylindre og 69 hk begynder ved 147.000 kr. Yaris 1,3 med fem døre, 4 cylindre og 101 hk koster fra 170.000 kr., mens priserne på Yaris 1,4 diesel med fem døre, 4 cylindre og 90 hk begynder ved 186.000 kr.

Læs også: Verso-S - en god ven i hverdagen

Toyota Yaris 2011 - helt kort

Yaris er navnet på Toyotas bil i B-segmentet. Så dagens lys første gang i 1999, til oktober i år lanceres den tredje generation. Konventionel teknik med et selvbærende 5-dørs hatchback-karrosseri med frontmotor og forhjulstræk. Leveres med foreløbigt tre motorer og i to udstyrstrin. Den nuværende Yaris er Toyotas mest solgte model i Europa, i Danmark er Aygo mest solgte Toyota.

Toyota Yaris 2011 1,33 Dual VVTi - teknikken

  • Type: 4-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk
  • Motor: 4-cyl. række, suge
  • Slagvol.: 1,3 liter
  • Effekt: 99 hk ved 6.000 o/min.
  • Moment: 125 Nm ved 4.000 o/min.
  • Acc. 0-100 km/t: 11,9 sek.
  • Topfart: 175 km/t
  • Forbrug i flg. EU-norm: 19,2 km/l
  • CO2-udslip: 119 g/km
  • Prisgæt: 149.900 kr.
  • Lancering i DK: Oktober 2011

Toyota Yaris 2011 - modeloversigt

BENZIN

1,0 / 3-cyl. række / 69 hk / 20,8 km/l/ 110 g/km 1,33 man.* / 4-cyl. række / 99 hk / 19,2 km/l / 119 g/km

1,33 CVT** / 4-cyl. række / 99 hk / 20,0 km/l / 114 g/km

DIESEL

1,4 / 4-cyl. række / 90 hk / 25,6 km/l / 103 g/km

*) 6-trins manuel gearkasse.

**) Trinløst CVT-gear med 7-låste trin

Test af Toyota Auris 1,2

27-04-2016: I tilfældet Toyota Auris er en ny lille 1,2-liters motor nærmest en revolution. Læs artikel

Test af Toyota Auris 1,2T

16-07-2015: Toyota har forfinet både det udvendige og indvendige i den nye Auris. Seneste generation åbner mulighed for flere sikkerhedssystemer, byder på forbedret kørekomfort – og endelig kommer den med en helt ny og spændende turbomotor på 1,2 liter. Læs artikel

Nyhed: Auris får ny turbomotor

17-03-2015: Toyota klar med ny turbobenzinmotor, som debuterer i den faceliftede Toyota Auris, der også kan fås med automatisk nødbremse. Læs artikel

Test af Yaris Hybrid

30-08-2014: For bare et par år siden var Yaris den mest solgte bil i poloklassen. Toyota vil tilbage til de gode gamle dage med en opdateret Yaris med ny kabine, frækkere design og ikke mindst lave priser. Læs artikel

Test af Toyota GT86, Golf GTI

06-04-2014: Baghjulstræk eller forhjulstræk? Diskussionen har kørt i 86 år, og den holder aldrig op. Eller også gør den efter denne duel mellem en af øjeblikkets absolut bedste baghjulstrækkere – Toyota GT86 fra Japan – og en af de ligeledes absolut bedste med træk foran – Volkswagen Golf GTI Performance. Netop disse to, fordi de matcher hinanden på effekt og pris, og fordi de begge er designet til maksimal køreglæde. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...