Find mere om:
Test af Peugeot 308 R HYbrid | bil.guide.dk

Test af Peugeot 308 R HYbrid

Vel ligner den blå og sorte Peugeot 308’er noget fra et tuner-træf. Men det er den ikke, slet ikke. Den er franskmændenes bevis på, at hybrid-teknik også kan være hurtig og udfordrende. Foreløbig har fabrikkens udviklingsafdeling ét eksemplar – det er det, vi kører her.

LE LUC, FRANKRIG — Så store hjul. En frontspoiler helt ned på asfalten. Og tofarvet karrosseri. Mest af alt ligner den blå og sorte 308’er noget, der hører hjemme i gi’-den-gas-tuner-miljøet. Men nej – Peugeot 308 R HYbrid er seriøs fremtidsteknik i en bil, der kan køres her og nu. Inspireret af erfaringerne fra Peugeots tidligere Le Mans-program og udstyret med den nyeste hybridteknologi. En bil, der på én gang skal understrege den sporty del af franskmændenes image. Og vise hele verdenen, at hybrid-teknik både kan være hurtig og sjov – cool slet og ret.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDMG.1-0.jpg

Udviklingen af Peugeot 308 R HYbrid blev overgivet til Peugeot Sport – afdelingen, der bygger Peugeots rally- og racerbiler. I al sin enkelthed var opgaven at bygge en effektiv drivline med benzinmotor og plugin-hybrid. Den kombination af motorer skulle integreres i mærkets EMP2-platform og samtidig losse overlæggeren for præstationer i denne klasse langt ud i rummet. Det endelige resultat? Hmm, hvordan lyder 500 hk og 730 Nm?

Ingen tvivl om, at det her er den mest intense Peugeot de sidste 20 år. Og det er den, jeg skal køre nu. Men inden vi tager plads i de skålformede racersæder, vil jeg gerne dedikere et øjeblik til teknikken. At udvikle en ny bilmodel tager normalt mange år og koster en formue. Men i dette tilfælde skulle Peugeot Sport ikke starte helt forfra. Grundformlen er den nye Peugeot 308 GTI, vi tidligere har testet og rost for dens effektive turbomotor og fornemt velafstemte undervogn.

Motoren i 308 R HYbrid er den samme som 308 GTI. Ligesom undervogn og bremsesystem. Den eneste ændring er sporvidden, der er øget med 80 mm. Og så tilføjelsen af et sæt velvoksne skærmkanter samt et spoiler- og skørtesæt, der kan rykke 308 R HYbrid helt op i toppen af rollelisten i den næste ”Fast & Furious”-film.

Tre motorer

Motoren. Eller i hvert fald den ene, den på benzin: en 4-cylindret, 1,6-liters benzinmotor med turbo, der endvidere er tæt beslægtet med powerpakken fra RCZ-R. Dog en generation nyere og med smedede stempler, højere turbotryk og et andet indsprøjtningssystem. Resultatet er ikke til at tage fejl af. Faktisk er det ifølge Peugeot den kraftigste 1,6-liters turbomotor i en gadebil med en litereffekt på i runde tal 170 hk. Motorens i alt 270 hk ankommer ved 6.000 o/min., mens der er 330 Nm klar allerede ved 1.900 o/min. Men det er kun den halve historie om 308 R HYbrid.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDNB.1-0.jpg

For der er flere motorer i den sort-blå bil. Der er nemlig to elmotorer på 115 hk og 200 Nm hver, og Peugeot 308 R HYbrid rykker fra Golf GTI-land til Porsche 911-territorium.

Den ene elmotor er placeret mellem motor og gearkasse. Den anden elmotor med samme effekt er placeret ved bagakslen og driver baghjulene. Den kombination giver i sagens natur 4-hjulstræk. Og altså 500 hk og 730 Nm. Vi tager den lige én gang til – 500 hestekræfter. Og 730 Newtonmeter. I en bil på størrelse med en Golf.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDM5.1-0.jpg

For at få plads til batteripakken har det været nødvendigt at rykke den 50-liters brændstoftank bagud, så vægtfordelingen nu hedder 60/40 for og bag. Til gengæld er tyngdepunktet lavere, og der er stadig plads til 470 liter i bagagerummet.

Kun ét eksemplar i verden

»Monsieur, bilen er stadig en prototype, og vi har kun denne ene,« hører jeg lige ingeniøren fra Peugeot Sport nævne, inden han lukker døren, og jeg triller ud på racerbanen Circuit du Luc godt én times kørsel fra ferieparadiset Saint-Tropez. Og jo, jeg føler et stort ansvar her!

Der er flere forskellige køreprogrammer at vælge imellem. Den mest hardcore indstilling hedder meget passende til lejligheden ”Hot Lap”. Her må både elmotorerne og benzinmotoren piskes til det yderste. Det betyder 0-100 km/t. på fire sekunder rent. Det er lige akkurat nok til at matche en Porsche 911 Carrera – takket være et vægt/effekt-forhold på knap tre kg/hk.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDO5.1-0.jpg

Skulle nogen af uforklarlige årsager ønske færre kræfter at lege med, findes der ”Track Mode” med 400 hk og 530 Nm. Her er det først og fremmest den bagerste elmotor, som arbejder med turbomotoren, mens hele systemet skrues ned i ”Road Mode”, hvor der kun er 300 hk til rådighed. Man kan naturligvis også køre udelukkende på el, hvis det er nødvendigt.

Med hurtigladning er det muligt at oplade den forholdsvis lille batteripakke på 45 minutter, og som altid med hybridbiler er CO2-udledningen lav. 308 R Hybrid er opgivet til 70 g/km.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDOH.1-0.jpg

Udvendigt kendes den på 19-tommer fælge med 235/35-dæk, mens vi genkender den sorte bemaling fra 308 R GTI. Og indvendig er kabinen frisket op med dybe racerstole og racerrat i læder. Et headup-display i forruden viser alle relevante informationer til køreren.

Lynhurtig og effektiv

Peugeot siger selv, at R HYbrid er dimensioneret til de belastninger, man kan udsætte den for på en bane. Og Peugeot har ret. Bremsesystemet fra 308 GTI er effektivt. Lidt som at træde på en rive i fuldt løb. Og selv i den heftige indstilling med 500 hk og 730 Nm føles bilen let at kontrollere og slet og ret hylende morsom. Her er ingen begrænsninger. Kun greb, greb, greb.

Den bredere sporvidde er en del af forklaringen. Firehjulstrækket en anden. Men 308 R HYbrid er ikke understyrende som en Audi. Tværtimod. Styr ind, slip speederen lidt for hurtigt, og bagenden bliver let, så den både hjælper dig rundt i svinget og samtidig sikrer, at man kan komme hurtigt tilbage på gassen og lade alle 730 Nm skyde bilen af. 4-hjulstræk samt Torsen-differentiale – plus effekten selvfølgelig – har æren for al den fart.

B972193860Z.1_20160121131108_000+GO8QMG9K.1-0.jpg

B972193860Z.1_20160121131108_000+GQ3QMDPQ.1-0.jpg

308 R HYbrid kører med en 6-trins automatgearkasse. Yep, det er PSA-koncernens robotgearkasser, der indtil nu mest har været kendetegnet ved gearskift, der var så langsomme, at folk døde mellem 3. og 4. gear. Den slags går selvfølgelig ikke, når man har ansvaret for 500 hk. Peugeot Sport har speedet skiftehastigheden op ved at lade elmotoren holde motorens moment oppe i skiftepausen og dermed reducere den tid, koblingen skal være åben.

Transmissionen er stadig ikke på niveau med tyskernes DSG-gearkasser, men ombygningen er dog en klar forbedring og med til at styrke indtrykket af en fuldblodsracer, der river og flår asfalten i strimler, hver gang man begraver speederen i gulvet.

Plads til forbedringer

Det er imponerende præstationer Peugeot 308 R HYbrid fører sig frem med omgang efter omgang på den tre kilometer lange racerbane. Peugeot Sport har kun udviklet på bilen et lille års tid og har ikke nået mere end 12.000 testkilometer i selv samme bil, som jeg sidder i.

Den knirker lidt i kanterne, og der er plads til små forbedringer i det tekniske. Blandt andet kunne nedgearing ske både hurtigere og lidt mere aggressivt efter min smag. Accelerationen er til gengæld nådesløs effektiv. Og der findes tilmed en launch-control, så ingen misser muligheden for at ydmyge en Porsche 911-ejer.

Bilnyhederne i 2016 Mere power – mindre CO2

Om 308 R HYbrid kommer i produktion? Det kunne den meget vel. For Peugeot er i forandring, og beviset er her. En vild, modig og en anelse vanvittig kreation. Og derfor kan vi slet ikke undgå at synes, at det kunne være fuldstændig fantastisk, hvis Peugeot gør alvor af denne hardcore R-variant af 308.

Jyllands-Posten var inviteret til Frankrig af Peugeot-Danmark

Peugeot 308 R HYbrid – teknikken

  • Type: 5-dørs hatchback, frontmotor, firehjulstræk.
  • Motor: R4, turbobenzin, 1.598 ccm, 270 hk ved 6.000 o/min., 330 Nm ved 1.900 o/min.
  • Hybridsystem: 2 elmotorer med hver 115 hk og 200 Nm.
  • Samlet systemeffekt: 500 hk og 730 Nm.
  • Forbrug if. EU-norm: 33,3 km/l
  • CO2-udslip: 70 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 4,0 sek. Topfart: 250 km/t.
  • Prisgæt: 850.000 kr.

Og til sammenligning – teknikken i Peugeot 308 GTI

  • Type: 5-dørs hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
  • Motor: R4, turbobenzin, 1.598 ccm, 270 hk ved 6.000 o/min., 330 Nm ved 1.900 o/min.
  • Forbrug if. EU-norm: 16,7 km/l.
  • CO2-udslip: 139 g/km
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 6,0 sek.
  • Topfart: 250 km/t.
  • Pris: 509.990 kr.

Nyhed: Peugoet 308 R Hybrid er et fartbæst

28-04-2015: Peugeot viser den køreklare 308 R Hybrid, der yder hele 500 hk. Læs artikel

Nyhed: Peugeot blander diesel og strøm

15-10-2011: Peugeot tager det næste hybridskridt. Systemerne arbejder sammen på en overraskende måde. Læs artikel

Test af Peugeot 508

10-08-2011: Ny Peugeot 508 RXh er en hybridbil med dieselmotor og elmotor ved baghjulene. Læs artikel

Nyhed: Kinesiske hybrid-tanker fra Peugeot

26-05-2011: Den store Peugeot SXC er foreløbigt en hybriddrevet konceptbil på 313 hk med nyt design. Læs artikel

Nyhed: Hybridbiler blev revet væk

23-03-2011: Peugeots 300 særudgaver af 3008-modellen i hybridversion blev solgt på få dage. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...