Find mere om:
Test af Ferrari California | bil.guide.dk

Vild med dans - i Ferrari

Den har front-centermotor, foldetag og DSG-gearkasse. Men den nye California er uden tvivl en ægte Ferrari.

Ferraris nyeste er noget af en revolution for den italienske fabrik. Den har et moderigtigt foldetag i aluminium, som på 14 sekunder (vi målte efter og kom frem til 20 sekunder) lægger sig elegant i bagagerummet.

Den har en frontcentermotor (monteret bag forakslen, men foran føreren), som giver plads til et par små bagsæder. Den har direkte indsprøjtning, som forbedrer brændstoføkonomien. Og så har den en nyudviklet dobbeltkoblinggearkasse, der tillader bløde skift ved lave omdrejninger.

Selv en elektronisk p-bremse er det blevet til.

Med andre ord er California en i sportsvognssammenhæng uset praktisk størrelse, ja man fristes til at spørge, om der i virkeligheden er tale om en ægte Ferrari. Selv bagsædet kan lægges ned, så der er plads til lange genstande i kabinen!

Men jo, den er en Ferrari.

Kampklar maskine


Et tryk på den lille røde startknap og den 4,3-liters V8'er melder klar med et brøl, der ikke lader nogen være i tvivl om, at Ferrari har begået en ny sportsvogn. Lyden er kort og godt fantastisk.

Når speederen aktiveres, registrerer bilens elektronik omgående, at føreren har brug for maksimalt moment og bypassventilerne i udstødningen skydes til side, så der er fri udblæsning. Tour har kørt bilen på Sicilien, hvor der var rig mulighed for at efterprøve dens evner på både lange motorvejsstræk og intense bjergveje.

Ud over lyden er gearskiftet den mest overbevisende tekniske nyhed.

Dobbeltkoblingsgearkassen fungerer efter samme principper som bl.a. VW-koncernes DSG-gearkasser: De to koblinger sørger for, at næste gear altid ligger klart, og man spilder derfor ikke tid eller moment ved gearskift.

Upåklageligt gearskifte


I California kan man vælge mellem automatisk gearskifte eller skifte gear manuelt ved at gøre brug af et sæt skiftepaler, som sidder ved rattet. Det fungerer upåklageligt og er lettere at leve med i hverdagen end de såkaldte Formel 1-gear, som Ferrari bruger i andre modeller.

California er en forholdsvis tung dame på 1.735 kg, men den fornyede motors overlegne respons sørger for, at man aldrig føler, at den er tung at danse med. Trods motorens placering ligger 53 pct. af vægten stadig på bagenden, og selv om den optimale vægtfordeling tilsiger 50/50 pct., gør det kun California mere underholdende, at den er tungest bagi.

Gennem de sicilianske hårnålesving giver den i hvert fald gerne et svirp med den massive bagperron.

De mange kg sidder fortrinsvist i chassiset, som er stivet godt og grundigt af for at bevare et sæt køreegenskaber, der er en sportsvogn værdig. Faktisk er California trods sit cruiser-udseende på papiret stivere end sportsvognen F430.

Lynhurtige reaktioner


California har samme dynamiske F1-Trac ESC og traction control som de større 599 og 430 Scuderia, der administrerer uddelingen af kræfter alt efter køremønster og vejforhold. Men her reagerer systemet omkring fem gange hurtigere end i Scuderia.

Hjulophæng og affjedring er også særligt udviklet til California, og et nyudviklet multileds-baghjulsophæng tillader større vandring i bilens længderetning for at øge langturskomforten, mens hjulenes stilling på asfalten holdes i et jerngreb.

Det hele gør, at California er ekstremt tillidsvækkende i sin opførsel, så at man tør udnytte dens potentiale.

Der er stadig langt til en Porsche 911 Turbo Cabriolet med firehjulstræk, men California er ganske enkelt mere underholdende. I vanlig italiensk sportsvognsstil er det selvfølgelig muligt at slå ESC-systemet fra - hvis man stoler nok på egne evner.

På motorvejen skal California vise, om alle bestræbelserne på at gøre den sportsvogn-agtig nok, så er gået ud over de langtursegenskaber, den trods alt også skal have. Det er de ikke, men California får alligevel et lille minus i bogen på de smalle, ujævne italienske motorveje.

Styretøj til den lette side


Det relativt lette styretøj følger ikke med bilens imponerende præstationer, for trods fin aerodynamik og en downforce på 70 kg ved 200 km/t føles bilen levende ved de højeste hastigheder, og det er lidt svært at dosere ratudslaget.

Det er dog begrænset, hvor stort et problem man skal gøre det til, for i hvert fald i Danmark og det øvrige Norden vil de færreste komme til at presse bilen op mod hastighedsbegrænseren.

Og lægger man hastigheden efter en god, voksen motorvejs-march, er der ingen problemer.

California opfylder alle kriterier for at være en ægte, sportslig fuldblods-Ferrari.

Se alle de seneste artikler på Bilsektionen og føj evt. linket til dine foretrukne links

I korte træk

Motor: 32-ventilet V8'er på 4.297 ccm. 460 hk v. 7.750 omdr. 485 Nm v. 5.000 omdr.

Præstationer: 0-100 km/t under 4 sek, 0-400 m på 12,2 sek 0-1.000 m på 22,1 sek, topfart: 310 km/t,

Dimensioner: L/B/H: 456/190/131 cm, køreklar vægt/last 1.810 kg. Bagagerum (tag oppe/nede) 240/340 l.

Hjul: For: 245/40ZR på 19” fælg. Bag: 285/40ZR på 19” fælg.

Forbrug: EU-snit: 7,6 km/l. Ejerafgift: 8.500 kr.

Pris: 3.850.000 kr.

Dansk introduktion: December 2008, forventet leveringstid 6-12 måneder (ventelisten er åben nu).

Test af Mercedes E400 Cabrio

08-06-2014: Test: Velvoksen Mercedes E-klasse Cabriolet med plads til fire og overlegen komfort. Den er som skabt til en tur op ad croisetten i Cannes. Læs artikel

Nyhed: Elegant hårtørrer fra Aston Martin

06-07-2013: Den nye Vanquish Volante nærmer sig et bud på den ultimative stilige cabriolet. Læs artikel

Guide: Kunsten at køre langsomt i cabriolet

06-05-2011: I cabrioleternes verden handler det om stil og cruising. Vi er bag rattet i 10 af de bedste. Læs artikel

Test af Bentley Continental GTC Speed

20-10-2009: Åben himmel: Bentley Continental GTC Speed er med sine 610 hk verdens mest kraftfulde firepersoners cabriolet. Vi lader den nonchalante brite strække ud. Læs artikel

Nyhed: Super-Ferrari bliver topløs

17-07-2016: La Ferrari smider toppen og er klar som åndeløst smuk spider med stof- eller fast tag. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...