Find mere om:
Test af Peugeot 3008 | bil.guide.dk

En rigtig familiecontainer?

Peugeot vil også være med i det blandingskoncept, der kaldes crossover. Her med model 3008.

En eller anden må have hvisket Peugeot i ørerne, at børnetallet vil stige i de kommende år. I hvert fald har man med model 3008, 4008 og nu 5008 rustet sig til mere trængsel på alle sæder. Vi har prøvet 3008 med 1,6 liters HDI-motor.

Peugeot betegner selv 3008 som konceptet, der dækker både stationcar, MPV og SUV eller med ét ord - crossover. En gedigen mundfuld, der sagt med det samme heller ikke er lykkedes helt. For hvor er SUV'en med firehjulstræk og hvor er MPV med plads til det hele?

Peugeot har alligevel gjort forsøget ved at tage platformen fra 308 med en smule afvigelse i akselafstanden og bygget op i højden. Bilen er 13 cm højere end 308 og med en længde, der lægger sig midt imellem 308 og 308 SW.

Praktisk og overskuelig


Højden er en brugsmæssig fornøjelse. Overblikket over trafikken og den lette indstigning på alle sæder giver mindelser om MPV. Når man dertil lægger det enorme glastag, der kan tilkøbes for 12.000 kr., er der så meget lys, at det indre virker langt større, end det er.

De høje bagsæder, der giver mulighed for, at bagsædefolket kan følge med i det hele, er set før, og udsynet fra samtlige sæder er fremragende.

Gulvet i bagagerummet kan varieres i forskellige højder, og klappen er delt i to. Vær ikke nervøs for at bruge den nederste halvdel. Den bærer snildt 200 kg, og man kan på ægte spejdermanér sidde med madpakke og saftevand og kigge ud over naturen.

Bagagekapaciteten er med sine 435 liter i orden uden at være overvældende. Med nedklappede bagsæder er varerummet dog klar til det meste.

Fin langturskomfort


Det er på de lange stræk, 3008 har sin force. PSA-koncernens nye sekstrins gearkasse er lidt af en gave i forhold til tidligere småtræge løsninger. Gearstangens høje placering på kanten af instrumentbordet er den bedst tænkelige og gør, at alt er inden for rækkevidde.

Motoren behøver ikke den lange præsentation. Peugeot/Citroéns - og efterhånden mange andres - glimrende 1,6 HDI med 110 hk spiller fint sammen med transmissionen og gør 3008 til en bekvem og villig langtursbil med glimrende komfort. Med fuldt læs er den dog lige i det mindste, så længes man lidt efter tolitermodellens 150 heste.

Affjedringen er på grænsen af det bløde, men en velafstemt undervogn holder dog gyngebevægelserne inden for rimelige rammer.

Brændstofforbruget er tilfredsstillende for en bil af den størrelse. 19,6 km/l på papiret. I praksis nok et par km mindre, hvis bilens muligheder udnyttes.

Udstyret er righoldigt med sædevarme, fire elruder, læderrat, aircondition, elspejle med varme, seks airbags, ESP og en højlydt selealarm for alle sæder. Og bilen klarer også de maksimale fem stjerner hos Euro NCAP.

Alt i alt: Peugeot 3008 er en god familiebil på linje med den lidt billigere Renault Grand Scenic eller Peugeots egen 308 SW.

Læs også: Nydelig bagdel fra Peugeot

Peugeot 3008 1,6 HDI

Pris: 334.990 kr. (Premium) Årlig afgift 3.220 kr.

Opbygning: Femdørs crossover med tværliggende frontmotor, sekstrins manuel gearkasse. Forhjulstræk. Seks airbags. LxBxH: 463,5x183,7x163,9 cm. Egenvægt 1.500 kg. Max. anhængervægt u/m bremser 750/1.100 kg. Bagagerum 435/1.245 liter. Tank 60 liter.

Motor: Firecyl. 16 vent. commonrail turbodiesel på 1.560 ccm. 110 hk v/4.000 omdr., 260 Nm v/1.750 omdr. Partikelfilter.

Hjulophæng: For: McPherson. Bag: Compoundaksel med spiralfjedre.

Styring: Tandstang med elektrisk servo.

Bremser: For: Ventilerede skiver. Bag: Skiver. ABS med ESP og bremseassistent.

Hjul: 225/50 x 17" dæk på stålfælge.

Garanti: To år mekanisk. 12 år mod gennemtæring.

Præstationer: Topfart 180 km/t 0-100 km/t 12,2 sek. (fabrikstal) Forbrug EU-snit 19,6 km/l Forbrug i test 16,9 km/l

Hjernen siger:

Test af Peugeot 3008

29-12-2009: Crossoveren Peugeot 3008 løfter MPV-klassen. Men pladsen er ikke overvældende. Her peger pilen mod storebror, 5008. Læs artikel

Nyhed: Dobbelt-nul serien udvider

04-06-2009: Peugeot er i gang med en hastig udvidelse af mærkets serie af mere specielle biler med dobbelt-nul i betegnelsen. Læs artikel

Test af Peugeot 508 1,6 e-HDi

04-03-2011: Den nye Peugeot 508 har både glimrende køreegenskaber og en fordelagtig pris. Læs artikel

Test af Peugeot 5008

04-06-2010: Peugeot 5008 imponerer især med høj komfort og en perle af en 150 hestes dieselmotor. Læs artikel

Test af Peugeot 308 Allure 1,2 e-THP 130

23-08-2014: Test: Ny Peugeot 308 SW er en af klassens mest vellykkede stationcars. Kæmpestort bagagerum og fremragende trecylindret benzinmotor er højdepunkterne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...