Find mere om:
Test af Toyota Verso-S Multidrive | bil.guide.dk

Test af Toyota Verso-S Multidrive

Toyota lancerer nu den nye mini-MPV Verso-S, som er baseret på samme teknik som Yaris.

En lille bil med fin plads til fire og endda med plads til fem i en snæver vending. Med godt med udstyr og til en fornuftig pris. Det lyder som et smart bilkoncept - og det er det. Mange bilfabrikker lokker med biler af netop denne type, der har fået navnet mini-MPV. Citroën fører an med sin Picasso, Opel har vundet stor hæder for sin Meriva (ja, det er den med ”selvmordsdørene” bagtil). Fra Korea maser søstrene Hyundai og Kia på med ix20 og Venga.

Så der er trængsel i klassen, hvor Toyota nu melder sit comeback. På samme teknik som en Yaris var Verso for år tilbage et oplagt valgt for mange, især børnefamilier og seniorer. Nu er japanerne her igen med nyeste version, der har fået tilføjet et S til sit navn.

Toyota har valgt det centrale Spanien med Madrid som start og slut til at vise nyheden frem. Vi suser rundt i det indre af den spanske hovedstad og sætter parkerings-evnerne på prøver. Vi tager de lange stræk ad uendeligt øde morgen-motorveje ved den store by, og vi tramper op ad bjergveje med sving på sving på sving efter svar på 10.000 dollar-spørgsmålet: Hvorfor Verso-S? Og ikke den oplagte Citroën, den teknisk mere raffinerede Opel og de mere veldesignede koreanere.

En gedigen bil

Efter et par dage har Verso-S vist sit værd og givet svaret: Fordi den nye Toyota er gedigen. Den efterlader en følelse af tryghed og kvalitet, en opfattelse af, at den vil være en god ven i hverdagen - alt kan samles i det ene ord: gedigen.

Når man læser bilens data, er der intet, der springer frem. Hverken effekten på 99 hk eller forbrugstallet på knap 20 km/l imponerer. Og startprisen på 195.000 kr. gør sig mere bemærket ved at være lidt høj end lav pris, så det er næppe det bedste salgsargument.

Men Verso-S har andre trumfer i ærmet. Først og fremmest mini-MPV'ens design: Popsmart er den ikke, selv om fonten er hentet fra Toyotas næsten overmodige IQ. Men resten af Verso-S er tegnet med en lineal, her er funktion gået forud for design. Men da bilen på den anden side ikke er kikset rent formgivningsmæssigt, efterlader udseendet et nøgternt udtryk.

Og denne praktiske udstråling understreges, når man sætter sig ind i bilen.

God plads - også til de høje

Lad os starte på bagsædet: Verso-S er ingen stor bil, typen hedder jo netop mini-MPV. Derfor er det forbløffende at sætte sig ind på bagsædet og opdage, at der sørme er godt med plads. Jeg er lige knap 190 cm høj, og jeg har for et øjeblik siden indstillet førersædet til mine mål. Og når jeg nu ”sidder bag mig selv” på venstre bagsæde, konstaterer jeg, at der er plads til knæene, at der er tilstrækkeligt højt til loftet og - som en afgørende egenskab - der er vitterligt godkendt lårstøtte. Ved siden af mig sidder lige nu en kollega i størrelse M, men der er alligevel plads til skuldrene. Absolut godkendt.

Tilbage til førerpladsen. Sæderne er ganske gode, og selv om de kunne være større, er der i min blå bil ikke afgørende mangel på lårstøtte. Rattet kan justeres i fire retninger, og det skal Toyota-ingeniørerne have ros for, men den røde tusch kommer alligevel frem, fordi rattet ikke kan justeres tilstrækkeligt tæt på mig. Derfor finder jeg aldrig den perfekte kørestilling - rattet er for fladt, og det er for langt væk.

Lydig, men aldrig knivskarp

Og så ikke mere holde-stille-snak, nu er det af sted på noget spansk bjergasfalt. Bjergveje er altid en udfordring for en bil, og en glæde hvis man kan lide at køre bil. Her omkring Madrid er der veje af den type i kilometervis. Men jeg har ikke kørt ret langt, inden det står mig klart, at jeg er ikke så lidt mere vild med bjergveje end min Verso-S. Ikke at den stritter imod; men de japanske undervogns-konstruktører havde vist ikke spansk bjergasfalt i tankerne, da de udtænkte og konstruerede Verso-S' affjedring.

Alligevel er der ros til den måde, den blå Toyota styrer og fjedrer på. Vel er bjergveje ikke sjove fra rattet i en Verso-S, men bilen optræder dog lydigt, når rattet drejes. Og en typisk manøvre, gennem en rundkørsel, klarer den lille bil bedre end f.eks. Picasso: Verso-S er mere præcis og direkte her. Desuden overhaler den de to koreanske søstre på komfort: Verso-S sluger slet og ret ujævnheder af enhver art med større effektivitet end ix20 og Venga. I disciplinen dynamik og komfort kan den dog ikke hamle op med Opel Meriva.

Når en lille MPV skal skabe plads til op til fem voksne, er det en naturlov, at der ikke også kan være oceaner af bagageplads - i hvert fald så længe bagsæderyggene er slået op. Og sådan er det også i en Verso-S årgang 2011. Det er biltypens måske største dilemma: Når der nu er så god plads til passagerer - så er det surt, der ikke rigtigt er plads til deres bagage.

Japanerne har dog fundet lidt ekstra plads ved at udnytte ”kælderen” under klappen i bagagerummet til ting og sager. Desuden er der godt med aflægningshylder og -rum og -steder i kabinen.

God i byen, muskelfattig på landevej

Verso-S som 2011-bil produceres med to motorer, en lille benziner og en lille diesel, men Toyota Danmark tager i første omgang udelukkende den første til landet. En 1,3-liters 4-cylindret rækkemotor med 99 hk. Ikke meget. Og heller ikke det maksimale drejningsmoment på 125 Nm er imponerende.

Men i Madrids indre er der power nok. Bilen er lille, egenvægten er ikke høj efter nutidens standard, nemlig 1.150 kg. Og både med den manuelle gearkasse og med den automatiske Multidrive-gearkasse er bykørsel problemfrit.

Men ude på motorvejen og især på vej op ad bjergvejene savner bilen kræfter. 1,3 liter, der er holdt i ave af hensyn til forbrug og dermed CO2-udslip, er ikke meget, og det mærkes. Mellemaccelerationerne er lange, så der skal planlægges et langt tilløb til at overhale f.eks. en lastvogn eller en bus.

Men alligevel ender testbilen med at efterlade dette gedigne indtryk; for vel er den ingen hurtigløber, men når den først har fundet sin march-hastighed, f.eks. ved 130 km/t. på motorvejen, er bilen behagelig at køre: Stabil, tilpas støjsvag, komfortabel - alt i alt en godkendt præstation.

Verso-S er den nye dreng i klassen. Den rækker ikke fingeren op hele tiden, når læreren spørger. Men når den kommer med ud at lege, opdager vi alligevel, at den er en ny god kammerat.

Toyota Verso-S helt kort

Verso-S er Toyotas mini-MPV, en praktisk bil med forholdsvist højt karrosseri, lidt høj kørestilling og med fem døre. Teknisk baserer den sig på Yaris og har således selvbærende karrosseri med frontmotor og forhjulstræk samt konventionelle hjulophæng. Fås foreløbig med én motor, nemlig en 1,3-liters benzinmotor med knap 100 hk. En kommende hybrid-version følger antagelig først med næste generation af bilen.

Læs også: Toyotas charmetrold på strøm

Toyota Verso-S Multidrive S-teknikken

Type: 4-5 personers mini-MPV, frontmotor, forhjulstræk
Motor: 4-cylidret række, sug
Slagvolumen: 1,3 liter
Effekt: 99 hk ved 6.000 o/min.
Moment: 125 Nm ved 4.000 o/min.
0-100 km/t.: 13,7 sek.
Topfart: 170 km/t.
Forbrug ifølge EU-norm: 18,2 km/l
CO2-udslip: 120 g/km
Pris: 224.995 kr.
Lancering: April 2011

Plusser

Kvalitetsfølelse
God plads - især på bagsædet
Køreegenskaber

Minusser

Effekt

Test: Rummelige bud i firemeter-klassen

15-11-2010: Toyota Verso-S og Hyundai ix20 byder på rummelighed, selvom de er kompakte. Læs artikel

Nyhed: Lille Toyota overrasker i Paris

04-10-2010: Ingen havde ventet nyheden nu - en kompakt MPV baseret på Yaris og med navnet Toyota Verso-S. Læs artikel

Test: VW Up holder skansen over for ny Aygo

12-07-2014: Test: Den helt nye Toyota Aygo er blevet meget bedre og fås med fede gadgets. Men der er stadig mere bil i VW Up, som kører bedre og har ekstra plads. Læs artikel

Nyhed: Nu skal små Toyotaer være lækre

14-06-2014: Faceliftet Yaris opleves som indbydende og med lækre overflader. Læs artikel

Test af Toyota Verso 2,0 4-d T2 Touch, Renault Grand Scenic 7p 1,6 DCI

30-06-2013: Toyota Verso og Renault Grand Scenic er aktuelle i faceliftede udgaver. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...