Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Test af Mazda MX-5 | bil.guide.dk

Test af Mazda MX-5

Mazda MX-5 revolutionerede markedet for små sportsvogne, da den første ramte asfalten i 1989. Foruden et charmerende ydre emmede den lille roadster af klassisk køreglæde trods en beskeden motor og simpel mekanik. Alt dette er videreført i den helt nye MX-5.

Sportsvogn
Mazda MX-5
Mazda

BARCELONA, SPANIEN - Helt præcis 961.674 MX-5’er er der per juni 2015 produceret, siden den ikoniske sportsvogn tog verden med storm for mere end 25 år siden. Og modellen bevarer dermed sin plads i Guinness Rekordbog som den mest solgte topersoners sportsvogn nogensinde. Mazda er nu klar med fjerde generation MX-5, der skal gøre den japanske roadster i stand til at holde førerpositionen i mange år fremover.

Men hvad er egentlig den lille roadsters kvaliteter? Først og fremmest er den simpel. Og ærlig. Og heller ikke særlig avanceret. Til gengæld sprænger bilens underholdningsniveau toppen af barometeret, og det er nærmest en umulig opgave at finde en bil, der giver samme køreglæde til prisen.

Fra starten var konceptet genialt. Inspirationen til MX-5 hentede Mazda i de mange lækre roadstere, som især engelsk bilindustri sprøjtede om sig i tiden efter Anden Verdenskrig. Og i 1960’erne var det biler som Lotus Elan og Triumph Spitfire, der bragte køreglæde til den brede automobilskare. Det var bilerne, man havde råd til. De var lette, agile og sjove. Det kneb til gengæld med pålideligheden, men den slags har aldrig været et problem for japansk bilindustri, der har samme præcision som et schweizisk lommeur.

Det hele begyndte i 1979

Og lige som den første MX-5 fra 1989 indkapsler den seneste Mazda sportsvogn filosofien fra Lotus-grundlæggeren Colin Chapman. Målet var at spare vægt frem for at tilføre mere power.

I øvrigt i skærende kontrast til Enzo Ferrari, der mente, at dem, der beskæftigede sig med vægtreduktion og aerodynamik, kun gjorde det for at kompensere for deres manglende evner til at bygge motorkraft.

Klassisk design – moderne teknik

Hos Mazda kalder de Chapmans filosofi for Skyactiv. Altså mere for mindre. Derfor vejer den nye MX-5 over 100 kilo mindre end forgængeren, der også var blevet lidt for magelig – som en sofa, mens den originale var en klapstol. Den nye MX-5 er da også både lavere og kortere omend en smule bredere end den gamle model.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFFE.1-0.jpg

Det nye design bygger på Mazdas designsprog ”Kodo”, som også har tilvejebragt de seneste Mazda 3- og Mazda 5-modeller. Linjerne på MX-5 er selvsagt noget mere aggressive, og det falder ikke helt i min smag på samme måde som forgængerens håndsæbeform. A-stolpen og forruden er rykket bagud, så den klassiske sportsvogn-silhuet med en lang kølerhjelm er mere fremtrædende end nogensinde.

Desuden er den nye model 80 mm kortere, 15 mm lavere og 15 mm bredere end modellen, den afløser, hvilket gør den nye bil til den mindste MX-5 nogensinde – altså lige bortset fra bredden. Akselafstanden er ligeledes 20 mm kortere, og med hjulene placeret ude i hjørnerne tegner det fremragende for køreegenskaberne. Også fordi Mazda for første gang har placeret motoren bag forakslen og dermed tættere på bilens midte end før.

En nyudviklet letvægtsundervogn med dobbelt tværsvingarme for og multilink bagtil får den nye MX-5 ligeledes gavn af. Bremserne er nye og optimerede, så alt i alt bliver MX-5 køredynamisk et noget mere skarpslebent våben.

Nok snak. Lad os komme af sted.

Ukomfortabel kørestilling

Jeg glider på plads i det intime cockpit, hvor pladsen i kabinen bestemt er til at overse. Mazda har rykket siddepositionen 20 mm tættere på asfalten for at sænke tyngdepunktet og give føreren de bedste betingelser for en stor køreoplevelse i den lille sportsvogn.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFE9.1-0.jpg

Det kan så undre, at Mazda ikke har fundet det nødvendigt med et rat, der kan længdejusteres, men teknikerne påstår, at det ville blive for tungt, og at der allerede er rigeligt med tilpasningsmulighederne i kabinen.

Det er en sandhed med modifikationer, for når du er af normal europæisk højde, havner du enten med at sidde for tæt på og banke dine knæ op i bunden af rattet, eller for langt væk, hvor du skal ”gribe” efter rattet. Du ender i et kompromis. Men efter en halv dag bag rattet har du glemt det. Altså lige indtil næste gang du tager plads i kabinen.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFFT.1-0.jpg

Letbetjent kaleche

Solen skinner over Barcelona, og stoftaget skal ned. Kalechen er stadig af den gammeldags slags, som skal betjenes med håndkraft. Men det hele foregår meget let og hurtigt og i én bevægelse, da tagskelettet er i aluminium og får hjælp af en fjedermekanisme.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFD6.1-0.jpg

Jeg har valgt MX-5 med den mindste motor. En 1,5-liters 4-cylindret sugemotor med beskedne 131 hk. Der er også en variant på 2,0 med 160 hk, men trods flere kræfter virker den mindre veloplagt i den fjerlette MX-5. Less is more, som de siger.

Vi kender den lille 1,5 i forvejen, men Mazda har modificeret den til livet i en roadster med nyt topstykke, ændret knastaksel og lettere svinghjul. Den prutter frisk fra den dobbelte udstødning, når du lader motoren støde mod det røde felt ved 7.400 o/min. Her er ingen turbo, så der er ikke meget hjælp at hente i drejningsmomentet, der topper på 150 Nm ved 4.800 o/min. Men den lille Mazda-motor er vild med omdrejninger og har en bedre speeder-respons end sin storebror, selv om dens motoreffekt kommer til kort på motorvejen.

Livet er i svingene

Derimod kommer den nye Mazda for alvor til live på bjergveje nord fra Barcelona. MX-5 er en bil med perfekt balance. Dertil er dækkene smalle, 195/50 R 16, hvilket hjælper på underholdningen. Grebet og følelsen af kontrol i sving er af højeste kaliber.

Når du angriber en serie af sving, opfører sportsvognen sig ganske neutralt med en svag tendens til overstyring. Med ESC-systemet koblet fra kommer bagenden gerne dansende, men det bliver aldrig dramatisk, kun underholdende og let at kontrollere.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFF0.1-0.jpg

En lav egenvægt på 1.000 kg, en kompakt størrelse og perfekt vægtfordeling er nøgleelementerne i den gode dynamik.

En køremaskine uanset tempo

MX-5 er en sjældenhed. Én af den slags biler, du altid får det bedste fra, uanset om du tøffer godmodigt langs havnepromenaden eller entusiastisk lader omdrejningsnålen dirre i toppen af skalaen på dine yndlingslandeveje. Og fornøjelsen bliver ikke mindre af den nye 6-trins, manuelle gearkasse, hvor gearstangen blot skal flyttes 40 mm mellem hvert gear. Selve gearskiftet kunne ikke have en bedre fornemmelse, om så jeg stak en hånd direkte ned i gearkassen og selv flyttede rundt på tandhjulene.

B972076029Z.1_20150909171317_000+GSFNMFFC.1-0.jpg

Efter to dage i selskab med den nye MX-5 er det tydeligt, at intet har været overladt til tilfældighederne i udviklingen. Der er få kompromiser i bilen (som siddepositionen), men generelt leverer den over forventning på stort set alle parametre. Også prisen – der herhjemme begynder ved 329.990 kr. for en 1,5 med 131 hk. Der findes en Edition-pakke med lidt ekstra luksusudstyr, men basalt set behøver du ikke den slags i en MX-5, hvilket er hele bilens force.

En MX-5 handler nemlig om køreglæde i sin mest rene og fuldendte form. MX-5 er klar til endnu 25 år i førertrøjen.

Kommentar: Mazda har genfødt originalen MX-5 i en moderne og tidssvarende fortolkning. Den nye model indkapsler hele filosofien om den klassiske roadster med fremragende køreegenskaber, simpel mekanik og lav pris. En vinder er tilbage.

Plus

  • Design
  • Gearkasse
  • Motor
  • Køreglæde

Minus

  • Øhh …
  • Nå jo, siddepositionen

Mazda MX-5 – helt kort:

  • Roadster-ikonet MX-5 er tilbage med frontmotor og baghjulstræk. Mindre, skarpere og mere agil end nogensinde. Priser fra 329.990 kr. for mindste 1,5 med 131 hk. 2,0 med 160 hk fra 399.990 kr.

MX-5 1,5 – teknikken:

  • Type: topersoners roadster, frontmotor, baghjulstræk.
  • Motor: R4, benzin, 1,496 ccm, 131 hk ved 7.000 o/min., 150 Nm ved 4.800 o/min.
  • Forbrug i flg. EU-norm: 16,7 km/l.
  • CO2-udslip: 139 g/km.
  • Præstationer: 0-100 km/t.: 8,3 sek. Topfart: 204 km/t.
  • Pris: 329.990 kr.

Test af Mazda MX-5

12-09-2015: Premiere: Den legendariske Mazda MX-5 er elsket verden over for sit enkle koncept. Den nye generation er tro mod originalen, men alligevel bedre på de fleste punkter. Læs artikel

Test af Mazda CX-3 120 Optimum

11-06-2015: Premiere: Ny Mazda CX-3 overbeviser i første forsøg med cool design, masser af udstyr og sportslige køregenskaber. Desværre lades den lidt i stikken af motorerne. Læs artikel

Test af Mazda 2 1,5 Core

17-06-2015: Snæver, sportslig og med en motor, der er bedre i praksis end på papiret, i Mazda 2. Læs artikel

Test af Mazda6 Stationcar 2,0

05-03-2015: Mazda har fornyet sin 6’er – først og fremmest med en ny kabine og en opdateret prisliste, der gør bilen ekstra konkurrencedygtig. Men det, der for alvor gør Mazda6 til en af vores favoritter i klassen, er dens lyst til sving og evne til at køre. Læs artikel

Nyhed: Mazda vil også have et gadekryds

29-11-2014: Mazda CX-3 crossover klar til den voksende klasse for små livsstilsbiler som bl.a Nissan Juke og Opel Mokka. Dansk premiere til sommer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...