Find mere om:
Fiat gør op med gamle myter | bil.guide.dk

Fiat gør op med gamle myter

Hvad er den nu af? Du kan få en rigtig bil som en Fiat Punto til samme pris som en lille Panda.

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, ikke sandt?

Så når de overrislede onkler ser deres snit til at forlade julefrokosten og lister ud på p-pladsen for at sparke dæk og repetere børnelærdom om biler, burde der komme nogle sandheder for dagen ...

Ikke nødvendigvis. En masse myter om biler lever stadig i værste velgående. Og de er for eksempel helt blinde for, at det danske bilmarked er under hastig forandring.

Tag nu Fiat, som har nedsat den klassiske Punto 1,2 så kraftigt, at den koster det samme som en meget mindre Panda. I hvert fald, hvis du overvejer en Panda 1,2 med aircondition, som for tiden står til det samme som en Punto 1,2 Cool til 119.990 kr.

Umiddelbart vil det vel være tosset at købe en lille Panda, eller hvad? Vi har testet de to køretøjer for at finde svaret, og den hurtige konklusion er, at du skal være ualmindelig forelsket i Panda for ikke at køre fra forhandleren i en Punto.

Vellykket design

Ved første øjekast skuffer ingen af bilerne dog. Fiat Punto er ellers en ældre herre, der kom på markedet i 2005. Men designet holder. Tag nu fronten, som er flot, så den kunne hænges op på et museum for moderne kunst. Bagfra og i profil ser bilen muskuløs ud.

Den nye Panda er fortsat et kækt miks af mini, mpv, stationcar, en knivspids offroader med sideruder med bueform som gamle romerske akvædukter og skaber det positive førstehåndsindtryk, der er så vigtigt.

Altså et lækkert ydre, som italienerne har for vane. Inde i kabinen er det dog småt med den latinske glød.

Instrumentbordene i begge biler virker ordinære, og udførelsen er heller ikke til top-karakter. Du sidder bedst i Punto, hvor der også er en fornemmelse af rigtig bil.

Instrumenteringen i Panda ligner mere noget fra en legetøjsbutik, og fører og forsædepassagerer sidder rigtigt tæt. Det er samtidig lettere at indrette sig en god kørestilling i storebror-Punto, da rattet kan justeres i både højde- og længderetning.

Forskellen i Puntos favør er endnu større for rejsende bagi som har glimrende plads til lange ben, mens en langtur med fire voksne nærmer sig et brud på menneskerettighederne i den lille Panda.

Der er heller ikke plads til deres rejsegods i det ganske lille bagagerum. Lastafdelingen i storebror er nu heller ikke imponerende, men det er i hvert fald muligt at transportere en stor klapvogn her. Men lad os komme af sted.

Styretøjet bliver vi aldrig helt elektriske med i en Fiat. Selv om det faktisk er elektrisk - ved et tryk på en knap kan selv ældre damer dreje rattet med en lillefinger - er det så som så med præcisionen.”City-funktionen” gør nemlig styretøjet ultralet, men også ganske følsomt.

Men omvendt gør det begge biler ualmindeligt letkørte med Panda som vinder af bytesten, takket være det bedre overblik fra en højere kørestilling og en bedre evne til at dreje skarpt og dermed nærmest vende på en tallerken.

Til prisen fås en pæn, men ikke prangende udstyrsliste. Der er elektriske ruder foran, som det efterhånden er standard i de fleste og en glimrende radio med cd.

Tilstrækkelig motorkraft

1,2 motoren yder 69 hk, og det er nok til at følge med i trafikken - men heller ikke meget mere. Til gengæld behøver du ikke at være en højtråbende italiener for at føre en samtale under kørslen.

Det officielle tal for benzinforbruget er 19,6 km/l i begge Fiater, takket være stop/start systemerne, som fungerer glimrende, når de får motoren til at gå ud ved rødt lys.

Lige så snart du er ude af byen, vinder Punto: Den har en mere kompetent og avanceret undervogn, som giver langt bedre komfort og køreegenskaber på et højere niveau.

Alt i alt en Punto, som kan fungere som bil nr.1 – og ikke går af vejen for en længere tur.

Så har vi også fået ryddet op i nogle af bilmyterne, så de gamle onkler sludrer lidt mindre til den kommende julefrokost.

Billig genvej til en rigtig bil 

Fiat Panda 1,2 Pop m/ac

  • Pris: 119.900 kr. plus lev.
  • Forbrug: 19,6 km/l EU-snit
  • Co2 per km: 118 gram
  • Grøn ejerafgift: 540 kr. halvårligt
  • Motor: Benzinmotor på 1,2 liter
  • Ydelse: 69 hk
  • Moment: 102/ 3.000 o/ min.
  • Topfart: 164 km/t
  • 0-100 km/t: 14,2 sek.

Fiat Panda er en effektiv bybil og i forhold til andre mikroer generelt vellykket. Den er dog for dyr, og sammenlignet med storebror Punto til samme pris med aircondition har Panda ikke mange chancer.

Fiat Punto 1,2 m/ac

  • Pris: 119.900 kr. plus lev.
  • Forbrug: 19,6 km/l EU-snit
  • Co2 per km: 119 gram
  • Grøn ejerafgift: 540 kr. halvårligt
  • Motor: Benzinmotor på 1,2 liter
  • Ydelse: 69 hk
  • Moment: 102/ 3.000 o/ min.
  • Topfart: 155 km/t
  • 0-100 km/t: 14,4 sek.

Fiat Punto er egentlig en gammel konstruktion og har ikke mange chancer i forhold til dens normale konkurrenter i samme klassen. Men kampagnemodellen her er en vindertype, som gir ekstremt meget bil for pengene og meget mere end lillebror, Panda.

Nyhed: Ny diesel gør stor-Fiat godt

14-12-2013: Den nye 1,6 liters Fiat diesel på 105 hk gør 500L mere fuldendt, men også dyr. Læs artikel

Test af Fiat 500S, Opel Adam

08-09-2013: Små og rappe – og begge til lave leasingpriser. Fiat 500 C og Opel Adam fører sig frem som to af de smarte designerbiler. Hvilken er så den bedste? Det afhænger af, hvad man skal bruge bilen til. Afgørelsen falder først til sidst. Læs artikel

Guide: Fem prisbaskere i Danmark

14-01-2012: Bilerne under 100.000 kr. er blevet populære i Danmark. Her er nogle af mulighederne. Læs artikel

Guide: Hvad laver motoren i bagagerummet?

29-10-2014: Den nye Renault Twingo genopliver en gammeldags måde at konstruere biler på – at placere motoren ude bagved. Men Twingo er langtfra den første. Her tager vi gensynet med en række af de berømte hækmotorbiler – og funderer over, hvad motoren egentlig laver i bagagerummet. Læs artikel

Test af Fiat Punto Twinair Popstar

10-09-2014: Den store Twinair-motor på 100 hk gør den aldrende Fiat Punto godt. Men den har det svært over for konkurrenterne. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...