Find mere om:
Alto fra Indien | bil.guide.dk

Alto fra Indien

Efter tre års pause er Suzuki klar med en ny Alto til foråret. Vi har som den eneste avis besøgt fabrikken i Indien for at prøve en lille bil, der fået et designmæssigt løft

På japansk betyder Alto ønsket om at opleve noget rart. Med den oversættelse kan man godt sige, at Alto’ens navngiver, Suzuki, har ramt plet – i hvert fald så længe, bilproducenten her tænker på sig selv. Siden introduktionen af den første Suzuki Alto, helt tilbage i 1979 på det japanske marked, har den lille bil været en stor salgsmæssig succes for Suzuki. Først og fremmest på hjemmemarkedet, men også i Europa og ikke mindst i Danmark, hvor der er solgt over 13.000 Alto.

Til maj introduceres den nyeste version af Suzuki Alto herhjemme. Den har fået et gevaldig designmæssigt løft og går i bedste Suzuki-tradition langt på literen. Og så debuterer den fra en ny fabrik i Mansenar, der ligger i udkanten af Indiens hovedstad, New Delhi. Så vi pakkede kufferten og drog til Indien for at prøve den lille ny fra Suzuki.

Rustik indretning

En Suzuki Alto skal først og fremmest leve op til et ry for at være en fornuftig, driftsøkonomisk og billig bil. Og det er ganske tydeligt, hvor der er sparet på fremstillingen af Alto’en. De bagerste vinduer rulles eksempelvis ikke ned med el, eller drejehåndtag, men er i stedet en slags pop ud vinduer, hvor man klapper vinduet ud med en klemmeordning.

På den indiske model, som ikke kommer til Europa, kan vinduet slet ikke åbnes. Plastickvaliteten er heller ikke ligefrem af den blødeste kvalitet, mens selve samlekvaliteten virker tilforladelig. I den prøvekørte version hørte man således ingen knirkeyde, til gengæld var plastickanterne lidt vel skarpe flere steder i den, i øvrigt, velfungerende kabine. Her er der flere steder skabt små praktiske opbevaringsrum.

Det samme kan ikke siges om pladsen i bagagerummet, som kun er på 129 liter. Det er bestemt ikke prangende, hvilket heller ikke kan siges om gearskiftet, der virker, om ikke ligefrem løst, så en anelse slasket. Men bryder man sig i øvrigt ikke om at skifte gear med hånden, kommer Alto’en, usædvanligt for klassen, også med en firetrins automat gearkasse.

Alto’en har dog heller aldrig haft ambitioner om at være en sportslig model. Med 22,2 km/l er benzinøkonomien til gengæld blandt klassens bedste. Den trecylindrede motor snurrer som den skal, og lydniveauet generer ingen, med mindre man har meget fintfølende ører. Tværtimod tyder det på, at det er lykkedes for Suzuki at gøre Alto relativt støjsvag. Den endelige vurdering af støjniveauet må vente til bilen prøves på dansk terræn, for på en lukket fire kilometer testbane i et vindstille hjørne af Delhi, kører mange biler uden ret meget støj i kabinen.

Komforten er for bilens størrelse pæn. Sæderne virker behagelige og ergonomiske, ligesom der er gode muligheder for at indstille en personlig kørestilling. Også kabinens taghøjde virker velafstemt. Denne signatur måler 186 centimeter, og det var intet problem i forhold til udsynet ud af forruden.

Få dikkedarer

Alto er uhyre let at gå til og kræver praktisk taget ingen tilvænning. Motoren virker trods de kun 66 heste ganske kvik, og styringen er behageligt neutral. Rundt i svingene, hvis de tages med pæn fart, krænger den imidlertid lovligt meget. Og så er den europæiske udgave endda strammet pænt op i forhold til den indiske, hvor undervognen ifølge Suzuki er endnu blødere, for at matche Indiens mange dårlige veje bedre. Det er selvfølgelig en smagssag, om man foretrækker komfort frem for sport. Suzukis kompromis på Alto’en har afgjort vægtet komforten højere på bekostning af mere dynamiske køregenskaber.

Om den indisk producerede Alto bliver en succes i Danmark og resten af Europa afhænger i høj grad af prisen. Da den større og mere gedigne Splash fås fra små 119.000 kroner, kan Alto næppe koste mere end 105.000 kroner, selv om den har et plus med sikkerhedsudstyr som ESC og seks airbags som standard. Men priserne er ikke på plads endnu.

Ellers har Suzuki et godt tag på danske bilkøbere. Med et forbedret design og en fortsat fin driftsøkonomi er der tegn på, at Suzuki Alto, fortsat vil være højt placeret på salgsstatistikkerne – indisk produceret eller ej.

Suzuki Alto

Pris: Formentligt tæt på 100.000 kroner

Forbrug: 22,2 km/l (fabriksopgivelse)

Grøn ejerafgift: 510 kr. per halvår

Co2 per km: 103 gram

Sikkerhed: Endnu ikke Euro NCAP-testet

Teknisk garanti: 3 år, 12 års rustgaranti

Teknik/udstyr:

L/H/B: 350/147/160 cm

Vægt: 855 kilo

Bagagerum: 129 liter

Motor: 3-cylindre, benzin

Moment: 90 Nm/4800 omdr.

Ydelse: 68 heste/6000 omdr.

Topfart: 155 km/t

0-100 km/t: 14 sekunder

Udstyr: ESC, seks airbags, el-betjente sideruder,

fjernbetjent centrallås. Kan leveres med fire trins

automatgear

Kort og godt:

Den nye Suzuki Alto er mere voksen og gennemført

i designet. Køredynamik og præstationer hører

hjemme i den mere bløde del. Til gengæld rammer

den gode brændstoføkonomi tidsånden.

Test af Suzuki Swift

04-10-2010: Den nye Suzuki Swift er vokset og har fået slebet kanterne. Attituden er i behold, men der er dømt mere komfort end sport. Læs artikel

Test af Suzuki Baleno 1,2 Dualjet

15-06-2016: Premiere: Udstyr, plads og brændstoføkonomi skal sælge Baleno, som er Suzukis nye bud i miniklassen, og som mild hybrid på papiret klarer 25,0 km/l. Læs artikel

Test af Suzuki Celerio 1,0 Comfort AGS

20-07-2015: Suzuki Celerio, som er Danmarks billigste femdørsbil med automatgear, viser, at selv halvautomatiske gearkasser kan være komfortable. Læs artikel

Nyhed: Skarpe mikro-tilbud til under 100.000 kr.

11-04-2015: Opel Karl starter fra 80.000 kr. Mange mikrobiler med aircondition til 100.000 kr. Læs artikel

Test af Suzuki Swift 1,2 Dualjet Club

25-09-2014: Suzuki Swift 1,2 Club byder på en god køreoplevelse til rimelig pris. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...