Find mere om:
Test af Toyota Yaris | bil.guide.dk

Yaris sparer på benzinen

Diskret facelift til Toyota Yaris betyder flere km på literen i samtlige modeller og en ny, nøjsom 1,3-liters motor.

Det kræver fotografisk hukommelse at spotte de synlige forskelle på den gamle og den faceliftede Yaris. Toyota er gået diskret til værks med detaljerne, som frisker minien op med nye kofangere med indfarvede hjørnelister og nye huse til tågelygterne. Dertil en ny kølergrill og ny optik på for- og baglygter.

Indenfor følger de analoge sportsinstrumenter fra topmodellen Yaris TS nu også med udstyrsniveau S, der kan leveres med den 1,4-liters D-4D dieselmodel (der nu klarer 23,8 km/l) og en spritny 1,3-liters benzinvariant med start/stop-teknik og seks manuelle gear.

Underernæring


Med 101 hk og 19,6 km/l mod 87 hk og 16,7 km/l i den gamle version samt et højere drejningsmoment på 132 mod 121 Nm ved et lavere omdrejningstal, ligner denne 1,3er umiddelbart det logiske resultat af Toyota Optimal Drive's filosofi om »Bedre brændstoføkonomi. Mindre udslip. Større kraftoverskud.«

I virkelighedens verden falmer den grønne kraftkarl dog en del, for kræfterne er svære at hente frem. Det virker, som om benzintilførslen er plomberet de første 4.000 o/min. I det område er maskinen blottet for vitalitet og udviser ringe vilje til at leve.

Man må næsten gøre sig umage for ikke at stalle ved igangsætning. Og det er såmænd ikke start/stop-systemet, der spiller ind, for det har det nemlig med at slå fra, når man bruger airconditionanlægget på en varm sommerdag.

Lækker diesel


Lyspunkter er der dog: Den præcist skiftende, 6-trins manuelle gearkasse gør det nemt at holde nålens omdrejningstæller oppe i nærheden af de 4.000 o/min, hvor motoren begynder at vågne op til dåd. Men i praksis vil det måske blive svært at køre rigtigt grønt og økonomisk rundt, når der sådan skal pisk til for at komme ud af hullerne.

Det spolerer dog ikke det øvrige koncept i den ellers velfungerende Yaris med den praktiske kabine og de friske køreegenskaber. Men det bedste valg er nok den stærke og alligevel nøjsomme 90-hestes dieseludgave - hvis man da ikke kan nøjes med standardversionen, der trækkes af en ganske veloplagt trecylindret 1,0 benziner, der kvitterer med racerlyd og 20,0 km/l.

Læs også: Færdigt arbejde fra Toyota


Toyota Yaris 1,3 5-d

  • Motor: R4, 1.329 cm³, 16V, ydelse 101 hk ved 6.000 o/min, 132 Nm ved 4.000 o/min.
  • Præstationer: 0-100 km/t 11,7 sek., topfart 175 km/t, forbrug EU-miks 19,6 km/l.
  • Dimensioner: L/B/H 379/170/153 cm, køreklar vægt/last/påhæng 1.135/345/900 kg, bagagerum 272-737 l, dæk 185/60R15H.
  • Pris: 213.273 kr. Årlige afgifter 1.020 kr.

Nyhed: Test af Toyota Yaris

18-07-2011: Toyota fortsætter markant stil i ny Yaris, hvor speedometret rykker tilbage i førersiden. Læs artikel

Guide: Leasing eller ej: Kampen mellem Citroën, Peugeot og Toyota

20-04-2016: Leasing tager sig jo tillokkende ud. Men er leasing nu også den klogeste måde at skaffe sig ny bil på? Peugeot siger ja. Toyota både og. Mens Citroën siger nej da – det er klogest at købe. Se, hvordan tre forskellige firmaer sælger den samme bil på tre forskellige måder. Læs artikel

Nyhed: Skarpe mikro-tilbud til under 100.000 kr.

11-04-2015: Opel Karl starter fra 80.000 kr. Mange mikrobiler med aircondition til 100.000 kr. Læs artikel

Nyhed: De små biler nærmer sig 30 på literen

10-11-2014: Hvilke af de små biler under 100.000 kr. er bedst til at strække benzinen? Lige nu er det trillingerne med Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo – men en ny sparemester er på vej. Læs artikel

Nyhed: Lille Toyota overrasker i Paris

04-10-2010: Ingen havde ventet nyheden nu - en kompakt MPV baseret på Yaris og med navnet Toyota Verso-S. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...