Find mere om:
Lettere eftersyn til færre penge | bil.guide.dk

Lettere eftersyn til færre penge

Flere bilimportører markedsfører billigere eftersyn rettet mod ejere af ældre biler.

Spar penge på et eftersyn af din lidt ældre bil.

Sådan lyder sloganet fra flere bilimportører, som de seneste år har skærpet kampen over for de frie værksteder og i denne tid markedsfører de nye lettere eftersyn som alternativer til serviceeftersyn.

Således blæser Peugeot på trompet for ”Plus 5 eftersyn” for biler over fem år, mens VW tilbyder et såkaldt ”Omsorgstjek”for biler, der er ældre end fire år.

Begge omfatter en lang række tjekpunkter, inklusiv olie og oliefilterskift, mens nogle punkter, der i et serviceeftersyn undersøges nærmere eller smøres, her tjekkes visuelt.

For en fem år gammel Peugeot 205 1,4 koster et ”Plus 5 eftersyn” således 1298 kroner, mens et lille serviceeftersyn koster omkring 2000 kroner.

Ifølge de to Peugeot-værkførere, vi har talt med, er forskellen udelukkende udskiftning af pollenfilter. Bilen får et stempel i servicebogen, men her fremhæves dog, at det udelukkende er et ”Plus 5 eftersyn”.

For en ligeledes fem år gammel Polo 1,4 beløber et omsorgstjek sig til 1299 kroner, mens et lille service koster adskillige hundrede kroner mere.

Hos VW får man dog ikke et stempel i servicebogen, serviceindikatoren nulstilles ikke og man beholder ikke sin mobilitetsservice, der er en garanti for at kunne komme frem.

Mens flere VW-værkførere, vi har talt med, oplyser, at et ”omsorgstjek” ikke kan erstatte et egentligt serviceeftersyn, ”men ligger midt imellem for dem, der vil være god ved deres bil”, er tonen mere klar fra importøren, hvor pressechef Søs Righolt Ilum ikke lægger skjul på, at det er et servicealternativ for ejerne af ældre biler.

En gruppe, der ellers i et vist omgang vælger frie mekanikere. En række VW-værksteder har tillige et tilbud om en rabat på to procent for hvert år bilen er, når den er mere end fire år gammel.

Mere individualitet

De nye, mere lette og billigere eftersyn modtages positivt af FDM.

- Vi ser nogle gange, at ældre biler får for store og forkromede eftersyn. Her kan ejeren få en mere individuel service, siger Jørgen Jørgensen, der er leder af FDM’s tekniske service. Han påpeger, at ældre biler har et andet kørselsmønster end nyere.

- De kører ofte færre kilometer, men får alligevel nogle gange hele turen på grund af for eksempel to års serviceintervaller. Her er det en fordel med individuel service, som hos de mindre mekanikere, siger han.

Noget, som ligger i tråd med tankegangen hos Peugeot, hvor servicechef Jens Andersen ikke lægger skjul på, at man gerne vil have fat i nogle af de biler, der ellers kørte til frie mekanikere.

- Mens man mere laver tingene per automatik på serviceeftersynene, er der her tid til en dybere dialog med kunden, siger han.

Jørgen Jørgensen fra FDM frygter ikke, at de lettere eftersyn vil devaluere bilens værdi, når den skal sælges.

- Det er ikke servicebogen, man kigger på, men bilens konkrete stand, der kan rykke 5000 -10.000 kroner, siger han.

Han pointerer dog, at de autoriserede værksteder er bevidste om, at det giver nye kunder i butikken, og håber på at kunne få et mersalg, hvis noget skal udskiftes.

- Hvis det viser sig, at bremserne skal skiftes, kan man selvfølgelig overveje at få det lavet et andet sted, hvis det er for dyrt, siger han.

Man skal dog være opmærksom på en ting, nemlig at få en grundig oplysning fra værkstedet om, hvad der konkret laves ved bilen. Og være bevidst om, at der trods alt er forskel på eftersyn.

Nyhed: Små klasser dominerer bilsalget

22-09-2009: Kun en enkelt bilmodel fra den store mellemklasse, nemlig Toyota Avensis. Og en VW Golf fra den lille mellemklasse. Ellers er top 20 listen over de mest solgte biler i august præget af kompakte biler som Peugeot 206 og endnu mindre sager som Toyota Aygo. Læs artikel

Guide: Eksperter advarer mod dieselbiler

20-10-2009: Kører du kun små ture til og fra arbejde, bør du vælge en benzinmodel, lyder det fra eksperter, der mener, at bilsælgere er alt for dårlige til at rådgive kunderne. Læs artikel

Nyhed: Fiat-chef: Kun seks bilmærker om få år

09-12-2008: Det vil kræve en årsproduktion på 5,5 mio. biler at overleve, mener Sergio Marchionne. Disse mærker kan overleve - se om dit bilmærke er iblandt. Læs artikel

Guide: Undgå de billigste brugte storfamiliebiler

20-10-2012: Familieflyttere med plads til syv personer er superpopulære som brugte, men de ældste og billigste er dårlige køb og farlige at fragte familien rundt i. For få penge ekstra, får man mere sikkerhed. Læs artikel

Test: Tre fantastiske minibiler til 200.000 kr.

16-09-2012: Flere og flere nedjusterer bilambitionerne til et køretøj i miniklassen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...