Find mere om:
S for Statsmands-klasse | bil.guide.dk

S for Statsmands-klasse

Miljø: Mercedes S-klasse Hybrid skal fragte statsoverhoveder og miljøministre rundt under klimatopmødet. Og de kan godt glæde sig, for selv om den ikke er en fuldfaren hybrid, kører den nye model op til 12 km/l.

I forne tider besteg konger og kardinaler gerne en bærestol, når de vovede sig ud blandt folket.

Nutidens øvrighedspersoner - ministrene – kører gerne direktionsstørrelse, når de agter sig ud af kontorerne. Og til klimatopmødet i december vil det bl.a. foregå i 12 nye Mercedes Sklasse med hybridteknologi. Toppen af poppen indenfor miljøministre og statsoverhoveder kan godt glæde sig til en tur i den ultrabehagelige limousine, hvor en beskeden elmotor sørger for hurtig afvænning mod overdreven tørst.

Avisen har været til snigpremiere med Sklasse Hybrid forleden i omegnen af Stuttgart. Et brændstofbesparende batteri ude foran i motorrummet får den tyske autobahnkrydser til at køre længere på literen end ellers – helt op til 12,7 km/l. Uden at Greenpeace ligefrem kommer til at elske den, kunne vi faktisk også køre så langt i virkeligheden – med meget blød speederfod, selvfølgelig. Mens vi ved mere adræt fremfærd nåede omkring 10 km/l.

Diskret

I første omgang drejer vi nøglen, startmotoren roterer som vanligt, mens den 3,5 liters benzinmotor, der ligger under den spisebordslange kølerhjelm, knap er hørbar. Alligevel sætter vi automatgearet i drive og slipper forventningsfuldt bremsepedalen. Bilen begynder at køre, og her i slentretempo er den høflig som Angela Merkel. Ikke mindst i byen. Mens alle medbilisterne sender en masse forurening ud gennem udstødningen, går den nye Mercedes simpelthen i stå. Har man brug for at humpe frem i køen, tænder og slukker motoren i en uendelighed, og det er i den forstoppede bykørsel, at de pæneste forbrugstal kommer frem. Selv om overtegnede ikke er fri for at mene, at den uendelige række af stop/ start virker en kende irriterende.

Så hjælper det at kigge på infodisplayet, hvor chaufføren kan følge energistrømmene og se, hvordan bilen bruger og opsamler energi til batteriet. Accelerationen sker helt jævnt, idet man ikke mærker de sædvanlige ryk, hver gang gearet ryger en tak opad. Oppe i fart fornemmes vognens ganske pæne kraftoverskud. De nøgne tal siger 0-100 km/t på 7,2 sekunder, og den har alt det overskud, som en ministerchauffør på flugt fra arrige demonstranter kan ønske sig. Præcist er der tale om 279 hk fra benzinmotoren, mens elmotoren kaster yderligere 20 hk af sig. Desværre er motorens soundtrack ikke helt så raffineret med højre pedal i bund, og det er tydeligt, at der ikke er tale om en raffineret V8-maskine, som i den foreløbig eneste konkurrent i direktionsklassen, Lexus LS600h, hvor det lille h står for hybrid.

Lille batteri

Japaneren var verdens første direktionsbil med hybridteknologi. Men Lexus har et stort batteri, der gør det muligt at køre på eldrift alene, hvor Mercedes aldrig kan agere elbil. Dermed udebliver noget af den magi, der er ved at starte helt lydløst op og begynde turen på batteridrift alene. Den fordel, som Mercedes har, er, at teknologien er mere simpel, og at batteriet i den tyske kæmpe fylder så lidt, at det kan være i motorrummet og dermed ikke tager vigtig plads fra bagagerummet. Og i praksis kører Mercedes mere end to km længere på literen end originalen fra Lexus.

Ellers er S-klassen, som vi kender den: Der er masser af plads til en ministeriel skraber på det store bagsæde, foran sidder føreren mindst ligeså godt med et gedigent cockpit, som dog har så mange funktioner, at chaufførerne til klimatopmødet skal på kørekursus på flyvestation Karup.

Der er nemlig et hav af valgmuligheder bl.a. indbygget i en central drejeknap, der står i forbindelse med en computer.

Gearstangen er en lille vippekontakt oppe ved rattet, og den giver os tilsyneladende kun to valg - D for frem og R for bak. Men lige så undseelig kontakten er, lige så stor er virkningen. Et vip ned på D er billetten til syv gear fremad. De ligger så tæt, at motoren næsten ikke dykker i omdrejninger ved gearskift.

Prisen er høj

En køreglad minister skal dog ikke selv sætte bag rattet, for styringen er omtrent lige så meddelsomt som en diplomat inden topmødet - også selv om elektronikken strammer undervogn og styretøj op, hvis man absolut vil køre friskt til.

Og nu til den rigtig kedelige side af sagen: Spørgsmålet om pengene. Prisen er 1,92 millioner kroner, og det er næsten en kvart million ekstra i forhold til den almindelige S350 benzinmodel. Selv om hybridbilen kører næsten tre km ekstra på hver liter, er det i hvert fald stort set umuligt at tjene ind igen.

Men, som med andre miljøspørgsmål, er det ikke nødvendigvis et hurtigt regnestykke, der skal afgøre, om målet helliger midlet.

MERCEDES S-KLASSE HYBRID

Overblik

Pris: 1.851.680 kr.

Forbrug km/l: 12,7 km/l (Fabriksopgivelse)

CO2/km: 186 gram

Halvårlig ejerafgift: 1.750 kr.

Sikkerhed: Ej testet

Garanti: To år

L/B/H: 508/187/147 cm.

Ydelse: 279 hk/ 6.000 omdr.

Plus elmotor med 20 hk

Motor: Sekscylindret benzinmotor på 3,5 liter

Moment: 385 Nm/2.400 omdr.

Topfart: 250 km/t

0-100 km/t: 7,2 sekunder

Bagagerum: 560 liter.

Kort og godt: Mercedes S-klasse hybrid er et skridt i den rigtige retning, og selv om elmotoren er lille, gør den stor gavn, når det gælder benzinforbruget. Men du skal ikke forvente nogen magi, fordi det er en hybridbil, og prisen er meget høj.

Test af Mercedes S500 plug-in-hybrid

09-03-2015: S-klasse plug-in-hybrid viser fremtidens hverdagsteknologi, men kører ikke langt på ren el. Læs artikel

Test af Mercedes GLE

18-08-2015: Premiere: Ny Mercedes GLE fås i vidt forskellige varianter, som alle forekommer vellykkede. Den almindelige GLE er et facelift af den hidtidige M-klasse, mens GLE Coupe kan ses som en konkurrent til BMW X6. Læs artikel

Guide: Verdens 10 hurtigste sedaner

23-07-2015: Næstefter topfart er ingen fartdisciplin så vigtig som acceleration – fra 0 til 100 km/t. Klart nok er supersportsvogne de hurtigste, men nogle familiebiler kommer altså også af sted med et skrald og to sorte 11-taller på asfalten. Vi har samlet de 10 hurtigste af de hurtige. Med noget af en overraskelse som den absolut hurtigste. Læs artikel

Nyhed: Mercedes i superklassen

01-01-2015: Samtaleanlæg holder kontakt mellem bagsædepassagerer og chauffør i den nye, monstrøse Mercedes S-klasse Maybach, der kan leveres med egen parfumeserie. Læs artikel

Test af Mercedes S500 plug in hybrid

07-10-2014: Premiere: Den nye Mercedes S-klasse plug-in hybrid byder på en mere avanceret brug af batteriteknologien. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...