Find mere om:
Test af Audi RS6 Avant | bil.guide.dk

Test af Audi RS6 Avant

Stationcars er langt mere end fornuftige familiebiler. Audi har med den 560 hestes RS6 Avant lanceret en af verdens hurtigste af slagsen.

MÜNCHEN

Når biler skal sige bøh, er der mange måder at gøre det på. BMW brøler M, Mercedes buldrer AMG og Audi råber RS.

At de tre sydtyske fabrikanter tilmed konstant forsøger at overdøve hinanden, gør det ikke mindre muntert at følge med i. Alle forsøger de utrætteligt at skaffe sig det afgørende »Vorsprung durch Technik« med stadig flere hestekræfter og højere topfart.

Den seneste er den nye Audi RS6, som vi forsøgte at tøjle kræfterne på i tirsdags under den internationale pressetest i München. I en særlig version har den en topfart på 305 km/t. RS6 kommer altid som stationcar, så der er masser af plads til barnevogn og pakkenelliker, den kan hurtigt klare hverdagens ræs til og fra daginstitutionen og ferieturen sker overlegent. Men det er præstationerne, som er det interessante.

Den 8-cylindrede Audi RS6 Avant med frygtindgydende 560 heste begynder nemlig der, hvor det rationelle holderop, og hvor performance betyder alt.

Unikke kendetegn

Selv om Audi med vilje har understated det, som er en af verdens mest kraftfulde stationcars, vil kendere spotte plads-monstret på den sorte grill med bikube-hullerne, LED i forlygterne og de bredskuldrede skærmkasser, som giver plads til 20 tommer standardfælge.

Vi sparker liv i maskinen og tirrer dyret. Audi har godt nok sendt forgængerens V10 på pension, som nu er afløst af en V8’ er med ”Cylinder on demand”-teknologien, der betyder, at motoren går ned på fire cylindre, når du kører pænt. Og det sparer på dråberne i modellen, der på papiret går pæne 10,2 km/l, mod 7,6 km/l i forgængeren. Alligevel er RS6 blevet langt hurtigere.

Speederfoden har direkte adgang til den 4,0 liters maskine med et moment på 700 Nm, der muliggør en spurt fra 0-100 km/t på 3,9 sekunder - og i en specialudgave med keramiske bremser, hvor der kan åbnes for en tophastighed på 305 km/t, er det svært ikke at lade sig friste. Den er altså mærkbart rappere end før, hvor det tog ”hele”4,6 sekunder at spurte til 100 km/t. På autobahnen nord for München – et godt stykke vej uden den store trafik, når vi præcist 286 km/t, inden en lastbil trækker ud. Hele tiden forbløffende stabilt.

Vanvittigt moment

Her er dog ikke noget bulderbassebrøl som i Mercedes AMG eller en M5. Ingeniørerne i Ingolstadt har skabt et veldresseret uhyre, som alligevel har en momentkurve, der fra tomgang stiger som den olympiske skiløjpe i Kitzbühel, før den ender i et lastvognsstort moment på 700 newtonmeter ved kun 1750 omdrejninger.

Det er alligevel med let rystende knæ, vi råber ”af banen” og drager ud på de mindre veje. Men fornøjelsen er til at starte med helt på vores side. For lige så stor RS6 er, lige så let er den at håndtere. Med permanent Quattro-firehjulstræk er det forbløffende nemt at udnytte kræfterne fra V8 motoren og to tilhørende turboladere.

Klæber til vejen

Vi trykker pedalen mod det bløde tæppe. Motorbrølet ligger et sted dybt bagude, vi presses ned og går næsten i et med de dybe formstøbte sportssæder, mens speedometernålen pisker af sted. Og så pludselig. Alt, alt for tidligt, ligger det der, det første sving.

Vi hugger bremserne i, vrider rattet med den flade Formel 1 bund, og RS6’eren kastes  rundt i kurven med snudenlet understyrende, mens bagenden tager sin egen bane i en diskret udskridning.

Det her er andre sager end den gamle RS6, der nok havde 20 hk mere fra den enorme 5,0 V10, men så kedelige køregenskaber, at det var som at spille Playstation. Den var mest af alt et brølstærkt motorvejslokomotiv, som havde

det bedst med at køre lige ud. Den nye RS6 er også fortsat en tung basse, selv om den har tabt sig næsten 100 kg, men kører væsentligt mere adræt.

Perfekt gearskifte

Morskaben skyldes også den otte- trins automatgearkasse, som skifter verdammt schnell. Hvis det ellers er nødvendigt, den enorme momentkurve giver nemlig trækkraft op gennem alle gearene.

Men RS6 er også letkørt og nem at gå til, uden at man behøver at være teknik-nørd. Og sætter du vognen i ”komfort” er den tilmed komfortabel.

Det er dog ikke en bil, du kaster rundt som lillebror RS4, der alt andet lige på grund af sin størrelse giver en tættere kontakt med vejen. Og når de godt to ton skal bremses ned, så kan man også mærke, at RS6’eren er en tung sag.

Sjældent syn

Og så er der lige indkøbsprisen. I sit hjemland med pletvis fri fart på autobahnen koster en RS6 omkring 1,2 millioner kroner. Så her skal den nok finde sig en fanskare.

Herhjemme, hvor prisen sikkert bliver omkring 2,3 millioner med lidt udstyr, er det svært at få øje på de oplagte købere, når RS6 Avant lander til juni. RS-interesserede kan derfor med fordel læse videre på de næste sider hvor vi tester dens lillebror, RS4.

Men RS6 er et røverkøb sammenlignet med de to Ferrarier, der skal til for at transportere en hel familie med samme fart.

Audi RS6 Ava nt

  • Prisgæt: 2,3 mio kr.
  • Forbrug: 10,1 km/l
  • Co2 per km: 344 gram
  • Grøn ejerafgift: 3010 kr. halvårligt
  • Motor: 8-cylindret 4,0 benzinmotor
  • HK: 560
  • Moment: 700/ 1.750 o/ min.
  • Topfart: 250 km/t (begrænset). Kan justeres til hhv. 280 eller 305 km/t,
  • 0-100 km/t: 3,9 sek.

Den nye Audi RS6 er et formidabelt fartmonster, som også rummer børn, bleer og barnevogn. Et stykke avanceret teknik, der kan køre op til 305 km/t og som bare gør livet som bilejer, og motorjournalist, lidt sjovere.

Test af Mercedes G 63 AMG, Audi RS6 Avant

01-02-2014: Test: Hold speederen nede og det vrede hvæs fra Audi RS6 og Mercedes E63 AMG S omsættes til forbrænding, udstødning og fart. Vi tester verdens to hurtigste stationcars på Jyllandsringen og en nordtysk motorvej. Læs artikel

Test af Audi Q7 3,0 TDI 272 hk

14-07-2015: Premiere: Den nye Audi Q7 er den største og lækreste Audi, du kan købe. Læs artikel

Test af Audi RS4 Avant

29-04-2013: Audi RS4 er noget så kompromissøgende som en stationcar med superbilpræstationer. Læs artikel

Test af Audi A6 3,0 TDI Biturbo

06-10-2012: Den nye Audi A6 Avant med dieselmotor og to turboladere er en engleblid perle, men med et djævelsk overskud til enhver lejlighed. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...