Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Test af Focus STC Titanium 1,0 125 hk | bil.guide.dk

Test af Focus STC Titanium 1,0 125 hk

Der er langt mellem biler, vi giver karakteren seks stjerner. Men her er Ford Focus med den 1-liters, 3-cylindrede motor. Motorens kræfter og lave forbrug sikrer, at den overtager Volkswagen Golfs hidtidige status som den bedste i klassen.

Focus STC Titanium 1,0 125 hk

Kommentar: En glimrende motor, måske endnu bedre køreegenskaber samt højt niveau af både aktiv og passiv sikkerhed gør Focus med 1-liters EcoBoost-motor til klassens bedste.

Plus
Motor
Forbrug og udslip
Styring
Sikkerhed

Minus
Intet


BERLIN, TYSKLAND

Hvis jeg nu siger, at speedometeret på et tidspunkt viste knap 200 i timen? Og at bilen reagerede mere præcist på rattet end en GTI. Du har jo set det store billede til artiklen og læst, hvilken bil vi tester her – så din reaktion er antagelig: Ja, ja – ro på, så god er en Focus stationcar vel heller ikke?

B971928737Z.1_20150318175806_000+GD4JRGIN.1-0.jpg

Jeg forstår dit svar. Men ikke desto mindre. Prøv at høre.

Denne uges store test  er af Ford Focus med Den Blå Ovals 1-liters, 3-cylindrede motor med betegnelsen EcoBoost. Den findes i to varianter, en med 100 hk og en med 125 hk. Det er den ”store” – 125 hk – der ligger under frontklappen på testbilen.

I den et nummer mindre Fiesta har vi allerede konstateret, at den 1-liters, 3-cylindrede Ford-motor er en lækker symaskine. Den spinder stille – er helt tyst i tomgang, er fortsat stille ved flere omdrejninger og også ved mange omdrejninger. Ved fuld pedal i de små gear har motoren ganske vist en særlig, lidt rå lyd. Men på den gode måde.

Og vi ved, at motoren kan strække hver eneste dråbe benzin til det yderste. Netop det er den afgørende grund til, at præcis tre cylindre er blevet det nye lykketal blandt ingeniører, der designer små motorer. Det ved Ford, det ved Opel, det ved alle i den store PSA-familie og i den endnu større Volkswagen Group. Ligesom BMW og med dem Mini. Senest har Hyundai/Kia meldt sig. Små motorer med tre cylindre – ja tak.

Og nu: Autobahn kalder

Men hvordan klarer Fords nye lillemotor den helt store opgave og tilmed i en bil et nummer større end Fiesta: Det lange, hurtige stræk – her og der det lange, meget hurtige stræk. Er det for stor en opgave for en motor, der altså kun har tre cylindre med et samlet slagvolumen på en liter – altså som en liter letmælk?

Vi sætter prøven op: Puttgarten-Berlin nonstop. Go.

Den høje danske motorvejshastighed 130 km/t viser sig med det samme at være a piece of cake. 150 km/t da? Intet problem. Heller ikke 160. Focus 1,0 EcoBoost virker, som om den fortsat bare har retning Berlin i fløjtende gadedrengehop.

»Hold da op: 1 liter – 160 i timen!« siger vi forbløffede til hinanden. Næste spørgsmål giver herefter sig selv: Kan den også klare 180?

Og det kan den. Men nu er der altså heller ikke alverden tilbage under speederen. Ikke desto mindre: Man kan faktisk skifte to trin ned til fjerde gear og trække Focusen op fra 160 i timen. Ikke at bilen springer frem. Men den accelererer fortsat mærkbart. Så nu får den et nyt gear, altså femte, for derefter at kunne holde farten i sjette. Og bare for forsøgets skyld: På et tidspunkt viste digitaltallet 197. Det gik sikkert ned ad bakke, men skidt med det. 197 med en 1-liters 3-cylindret motor. Ford-ingeniørerne har grund til at klappe hinanden på skuldrene.

B971928737Z.1_20150318175806_000+GD4JRGNI.1-0.jpg

Men hvad så med forbruget? Vi tjekker, hvor meget benzin der løber gennem systemet for at transportere os mod Berlin med så stor fart. Resultatet er:

Dansk motorvej med 110 km/t – her kører testbilen 16 km/l, mens den med 130 i timen præsterer 14 km/l. Med ikke så lidt mere fart på den tyske Autobahn, nemlig med 150 km/t, kører Focusen 11,2 km/l.

Foregår transporten på dansk landevej med rundt regnet 80 km/t, er forbrugstallet 22,5 km/l.

Hurtig på rattet, men aldrig nervøs

På trods af motorens lave forbrug og høje præstationer er det måske slet ikke under frontklappen, Focus har sit stærkeste kort – men under skærmene. Hjulene og især hjulophængene. Sammen med bilens vægt og vægtfordeling samt tyngdepunkt er det jo netop hér, køreegenskaberne sikres. Og det er lykkedes til fulde for Fords undervognsdesignere – og i sidste fase frem mod produktion: fabrikkens testkørere.

Focus EcoBoost først og fremmest fjedrer glimrende og sluger forskellige typer ujævnheder hurtigt. Dernæst styrer forenden omgående ind, når køreren drejer på rattet. Omgående, men ikke nervøst. Det går godt, dette her.

Men inde i sving bliver det endnu bedre, for Den Blå Oval i golfklassen reagerer millimeterpræcist på hver bevægelse med speederen – og her tænker jeg især på, hvor præcist og samtidigt tilpas bilens bagende lige sætter sig, når køreren letter speederen en smule.

Denne kombination kan slet og ret ikke blive bedre: komfortabel over ujævnheder, skarp på rattet ind i sving, præcis på speederen inde i sving. Bedst i test – basta.

Masser af sikkerhed

Sikkerhed er en af Ford Focus 1,0 EcoBoosts andre stærke sider. Først og fremmest er bilens aktive sikkerhed høj, idet bilen kan undvige hurtigt, uden at den mister fodfæstet. Er det alligevel på vej til at ske, griber bilens ESC-system på én gang nænsomt og bestemt ind.

B971928737Z.1_20150318175806_000+GD4JRGLR.1-0.jpg

Dernæst tilbyder Ford den store pakke med forskellige former for førerassistenter. Således er både automatisk nødbremse, advarsel mod bil i blind vinkel, vognbaneassistent og træthedsregistrering (»skal du ikke snart have en kop kaffe?« spørger bilen) en del af den såkaldte førerassistentpakke. Også adaptiv fartpilot fås.

Ydermere er der airbags nok – i alt seks – ligesom bilen har opnået de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s crashtest. Resultatet er opnået i 2012 og ikke efter den nyeste, skrappe norm.

Ny stjerne i klassen

Hjemme igen med dansk asfalt under alle fire hjul efter stroppeturen til Berlin er konklusionen klar: Ja, EcoBoost-motoren kunne i den grad klare opgaven. Ligesom alt andet blev løst så godt, at netop denne Ford Focus 1,0 EcoBoost 125 hk fremstår som øjeblikkets bedste bil i klassen og derfor får den sjældne karakter: de maksimale seks ud af seks stjerner.

1,0 EcoBoost er også bedre end den større 1,5 EcoBoost, der ganske vist har større effekt, men dermed også højere forbrug plus højere pris. Og selv om 1,5 accelererer bedre end 1,0, er den ikke så totalharmonisk som 1,0.

Ford Focus – helt kort
Focus er Fords bil i segment C. Den første stammer fra 1998 som afløser for Ford Escort. Findes lige nu i tre karrosserier, 3- og 5-dørs hatch og 5-dørs stationcar. Frontmotor og forhjulstræk – dog med undtagelse af den kommende Focus RS. 3- og 4-cylindrede rækkemotorer på benzin med effekt mellem 100 hk og 250 – dertil kommende RS med 320 hk. 4-cylindrede dieselmotorer mellem 95 og 185 hk. Billigste Focus er 1,0 EcoBoost 100 Trend, der koster 210.000 kr. Diesel fra 247.000 kr. for 1,5 TDCI 95 Trend.

Focus STC Titanium 1,0 125 hk – teknikken
Type: 4-5-personers stationcar, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 3-cyl. R-benzin, 1,0 liter, 125 hk ved 6.000 o/min., 170 Nm ved 1.400-4.500 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 21,3 km/l.
CO2-udslip: 108 g/km
Præstationer: 0-100 km/t: 11,0 sek. Topfart: 195 km/t.
Pris: fra 271.950 kr.

Test af Ford Mondeo 1,5 Ecoboost Titanium

28-10-2014: Premiere: Fords nye Mondeo overbeviser med lækkert design, høj komfort og avanceret teknik. Den har talenter til at blive et hit i firmaklassen. Læs artikel

Test: Brugte familiestationcars med overskud

07-03-2013: Ford Mondeo og VW Passat købes typisk som brugte af danske børnefamilier. Men hvilken er egentlig bedst? Læs artikel

Test af Hyundai i40, Focus 1,6 150 Titanium, Mercedes B-klasse

15-01-2012: Vi tester hatchbacken Ford Focus, stationcaren Hyundai i40 og MPV'en Mercedes B-klasse. Læs artikel

Test af brugtbil - Ford Focus stationcar

25-05-2016: Ford Focus stationcar er både rummelig og sportslig, men også lidt dyrere i drift. Læs artikel

Test af Ford C-Max Titanium 150 Ecoboost

01-05-2015: Premiere: Ford C-Max har fået et gennemgribende facelift, der gør MPV-modellen mere agil og ungdommelig at se på – og bedre kørende. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...