Find mere om:
Test af Volvo V50 | bil.guide.dk

Dobbelt op hos Volvo

Volvos nye Powershift gearkasse med dobbeltkobling, der debuterer i V50, gør kørslen til en helt ubesværet fornøjelse.

To for samme pris, megapakninger og biografcola- krus på en liter.

Tilskyndelsen til større indkøb har nogle steder taget overhånd. Men ikke overalt. For eksempel er der rigtig god mening i en gearkasse med to koblinger. Det har de længe vidst hos VW, som for nogle år siden søsatte koncernens DSG-gear, og nu følger Volvo trop med ejeren Fords modsvar: Powershift.

Teknikken lover på papiret en glidende kørsel og ikke mindst et brændstofforbrug, der er høvlet otte procent af. Det skal selvfølgelig undersøges, så vi lod en Volvo V50 med to liters og 136 hestes dieselmotor strække ud i den blæsende vintertrafik.

Men først lidt teknik. Powershift fungerer ved, at to manuelle gearkasser ligger parallelt i forlængelse af hinanden. De to koblinger arbejder uafhængigt af hinanden, så den ene kobler til på de ulige gear, når den anden kobler fra på de lige – og vice versa. Det betyder, at gearskift sker på brøkdele af et sekund, og at det manuelle gears hurtighed kombineres med automatgearets komfort.

Diskrete skift

Det er noget, der virker, da vi accelerer ud ad motorvejen. Hele vejen op skifter gearkassen silkeblødt. Kun omdrejningstællerens diskrete fald – uden tab i trækkraft – afslører, at vi nu altså går et gear op.

Nu er maskinen under hjelmen, nemlig den Ford- og PSA-udviklede-motor, også et godt valg til gearkassen. Den er nemlig ganske veloplagt og er med et moment på 320 Nm en ganske passende legekammerat til det seks trins automatgear, som dog ikke stopper her.

I vores V50’er går tingene op i en højere enhed, og i byen snor vi os gennem trafikken med samme selvfølgelighed som en limousinechauffør. Det her kunne blive stærkt vanedannende. Og der er ikke noget at sige til, at stort set alle bilmærker er på vej med tilsvarende typer gearkasser.

I forvejen er V50’eren en velkørende bil, tag dertil en perfekt indrettet førerplads med nogle af de bedste standardsæder, du kan få – inklusiv antipiskesmælds-nakkestøtter. Så er det svært at finde en mere helstøbt firmabil. Og dog. Med sin akselafstand på 2,64 meter og bagagerum på 417 liter er V50 blandt klassens mindste. Og det er noget, som betyder meget netop i denne klasse. Især, når priserne med start fra små 412.000 kroner for den 2,0 liters diesel ligger på niveau med resten. Hertil skal lægges Powershift-gearkassen til 33.000 kroner. Det er dog en udgift, som er givet godt ud. Den lækre kørekomfort og brændstofbesparelsen gør nemlig det hele værd. På papiret går vores V50 16,7 km/l ved blandet kørsel, vi opnåede 14,5 km/l, men ved hovedsagelig motorvejs- og bykørsel vel at mærke, så fra den vinkel er økonomien godkendt.

Kameraer mod blinde vinkler

Til gengæld kan man ombord i V50’eren, der fik et facelift sidste år, glæde sig over det stilfulde interiør med svævende midterkonsol og en sikkerhed ombord, der helt i top. Det gælder også kampagne-modellen We, hvor Volvos Blis-system med kameraer i spejlene, der advarer mod biler i blinde vinkler, er standard – foruden bl.a. klimaanlæg, cruisecontrol, indfældbare spejle og ratfjernbetjening.

Her er især Blis-systemet noget, som trækker op i en tid, hvor der i stigende grad er fokus på sikkerhed. Uanset hvad, står én ting helt klart: Powershift øger køreglæden. Det er i hvert fald helt sikkert.

Volvo V50 2,0 D Powershift

Overblik

Pris: 441.004 kr.

Forbrug: 16,7 km/l (Fabriksopgivelse)

Grøn ejerafgift: 2250 kr. per halvår.

Co2-udledning: 159 gr./km.

Sikkerhed: Ej Euro NCAP-testet

(S 40: 5 stjerner)

Teknisk garanti: To år

Teknik/udstyr:

L/B/H: 452/177/146 centimeter

Akselafstand: 264 cm.

Køreklar vægt: 1495 kilo

Bagagerum: 417 liter

Motor: Firecylindret dieselmotor på to liter

Moment: 320 Nm/2000 omdr.

Ydelse: 136 heste/4000 omdr.

0-100 km/t: 9,7 sekunder

Topfart: 205 km/t

Udstyr: Fuldautomatisk klimaanlæg, BLIS (Blind Spot Information System), cruise control, elindfældbare sidespejle, ratfjernbetjening mv.

Kort og godt: Volvos Powershift gearkasse lever fuldt ud op til forventningerne om et gearskifte, der forener komfort, trækkraft og god økonomi. Den går i perfekt spænd med V50’erens 2,0 liters diesel, og gearkassen fortjener samme succes som VW’s DSG gear.

Test af Volvo V50

20-07-2008: Ingen kan sikkert dokumentere at have et behov for noget kraftigere og dyrere end denne 1,6 liters diesel i Volvo V50. Læs artikel

Test af Volvo V60 Cross Country Momentum AWD Aut

29-03-2016: Volvo V60 Cross Country er vellykket, men betjeningen af bilen er omstændelig. Læs artikel

Nyhed: Volvo slår herregårdsdøren op

27-02-2016: Ny fuldvoksen Volvo V90 genopliver for alvor begrebet herregårdsvogn. Læs artikel

Nyhed: Her er luksusbilen, der tør være sig selv

27-01-2016: Volvo S90 er luksus på den moderne måde. Bilen lander i Danmark efter sommer. Læs artikel

Test af Volvo C60 Cross Country D4 Aut. Momentum

06-09-2015: Volvo V60 Cross Country er et godt bud på en praktiker mellem stationcar og SUV. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...