Find mere om:
Rabatter æder af leasingfordelen | bil.guide.dk

Rabatter æder af leasingfordelen

Der er næsten dødt løb mellem køb og leasing af en stor mellemklassebil, hvis man køber med rabat, viser beregninger fra FDM.

Privatleasing er ifølge FDM ikke nær så fordelagtigt, som det ofte fremstilles. Små biler kan være billigere at købe, mens regnestykket går næsten lige op ved køb eller leasing af en stor mellemklassebil.

»Der bliver tegnet et meget rosenrødt billede af leasing, som ikke altid har hold i virkeligheden. I mange situationer vil det være mere fordelagtigt at købe bilen,« siger Karsten Meyland Lemche, journalist på FDM's blad, Motor. Problemet med mange prissammenligninger er, at de ikke tager højde for de ofte meget store rabatter, som bilkøbere kan opnå.

»Der er ingen, som medregner de store rabatter på privatejede biler. Mange beregninger har været lavet sådan, at der er rabat på leasingbilen sammenlignet med en bil til listepris. Og det er ikke reelt,« siger Karsten Meyland Lemche.

FDM's beregninger viser, at det slet ikke kan betale sig at lease en lille bil som en Toyota Aygo 1.0 Plus 5-d til 112.200 kr. Over tre år og 60.000 km er det ca. 4.000 kr. billigere pr. år at købe bilen, mens der over seks år er næsten 10.000 kr. at spare pr. år.

For en Toyota Avensis 1,8 VVT-i T2 stationcar, som ganske vist står til en listepris på 370.872 kr., men som typisk sælges til en tilbudspris på 340.000 kr., er forskellen i de samlede årlige udgifter ved salg og leasing under 9.000 kr. ved tre års ejerskab - i leasings favør. Ved seks års ejerskab er det imidlertid 7.386 kr. billigere hvert år at eje bilen.

Besparelse på køb af firmabil

»Rabatterne gør en stor forskel. Nogle bilejere, som har bilen som delvis firmabil, og som kan få en underskrevet erklæring fra deres arbejdsgiver på, at de kører i firmaets tjeneste, kan opnå store firmabilsrabatter, og så er der stort set dødt løb mellem at købe og lease - selv over kun tre år,« siger Karsten Meyland Lemche.

Han anerkender dog, at der kan være fordele forbundet med begge dele. Over seks år kører man ved leasing i to nye biler - tre år i hver bil - mens man ved den købte bil med tiden får en godt brugt bil.

Og alene problemerne med at finansiere en købebil kan gøre leasing mere attraktivt.

»Lige i øjeblikket kan der være mange, som ikke har pengene til den store udbetaling til bilkøbet, hvor man måske selv skal smide 30-40 pct. af beløbet på bordet. For dem kan det være nemmere at få fat i engangsbeløbet på 30.000 kr. til en leasingbil,« siger han.

Omvendt er ulempen ved leasing, at man ikke efter tre år kan beslutte sig for at beholde den bil, som man er blevet rigtig glad for. Den skal byttes om med en ny. Man har altså ikke mulighed for at få det billige bilejerskab ved at beholde bilen i seks år.

Billig leasing på den korte bane

»Generelt kan man sige, at jo kortere ejerskab, jo bedre kan leasing betale sig. På den anden side er det klogt at beholde sin købebil i en længere periode end tre år. Hvis man ofte skifter bil, kommer man jo til at betale handelsomkostninger flere gange,« siger Karsten Meyland Lemche.

FDM råder også billejere til at overveje de juridiske aspekter ved leasing, hvor købeloven er sat ud af kraft. Alle rettigheder skal fremgå af kontrakten.

»Det stiller store krav til den, som laver kontrakten. Rettigheder er penge værd, hvis noget går galt. Og udgangspunktet må være, at en leasingbil jo går i stykker på helt samme måde som en privatejet bil. Derfor er det vigtigt at vide, hvilke rettigheder man har, hvis bilen ikke er i orden og ofte må på værksted,« siger advokat Lennart Fogh fra FDM's juridiske afdeling.

F.eks. bør lejere vide, hvordan de står, hvis de ikke rammer det aftalte maksimale kilometerantal.

»Selv om aftalerne ser meget tilforladelige ud, vil de i praksis kunne opleves som ufleksible, fordi de tager udgangspunkt i den nuværende situation. Man bør derfor forholde sig til de vilkår, der gælder, hvis der skulle ske noget uventet i lejeperioden,« lyder rådet fra Lennart Fogh.

Omkostninger lille bil

Toyota Aygo 1.0 Plus 5-d.

Nypris inkl. levering: 112.200
Beregnet over tre år, 60.000 km.


Brændstof, dæk, vedligehold:
Køb: 16.145 - Leasing: 10.945


Forsikring, ejerafgift, vask:
Køb: 9.113 - Leasing: 9.113


Værditab og renter:
Køb: 19.885 - Leasing: 29.167


I ALT:
Køb:45.143 - Leasing: 49.225

Omkostninger mellemklassebil

Toyota Avensis 1.8 VVT-i T2 Stationcar

Nypris inkl. levering: 370.872 kr. (kan fås til rabatpris: 339.000 kr.)
Beregnet over tre år, 60.000 km (uden rabat).

Brændstof, dæk, vedligehold:
Køb: 22.522 - Leasing: 15.922

Forsikring, ejerafgift, vask:
Køb: 12.143 - Leasing: 12.143

Værditab og renter:
Køb: 68.952 - Leasing: 55.788

I ALT:
Køb: 103.617 - Leasing: 83.853

Guide: Leasing eller ej: Kampen mellem Citroën, Peugeot og Toyota

20-04-2016: Leasing tager sig jo tillokkende ud. Men er leasing nu også den klogeste måde at skaffe sig ny bil på? Peugeot siger ja. Toyota både og. Mens Citroën siger nej da – det er klogest at købe. Se, hvordan tre forskellige firmaer sælger den samme bil på tre forskellige måder. Læs artikel

Nyhed: Disse biler er bare bedst

24-04-2014: Forhandlere og værksteder har forbedret deres kundeservice. Læs artikel

Nyhed: Bilejere bliver mere tilfredse

02-05-2011: Bilejerne bedømmer biler, værksteder og forhandlere højere. De mest tilfredse kører i en.... Læs artikel

Nyhed: 10 biler under 100.000 kr.

17-05-2010: Da Chevrolet lancerede den nye Spark til 85.900 kr. for et par måneder siden, satte de samtidig gang i en lavine af prisnedsættelser. Og relativt set har det nok aldrig været billigere at købe ny bil i Danmark. Her får du fordele og ulemper ved de 10 billigste biler lige nu. Læs artikel

Nyhed: Folksam: Årets sikreste bilnyheder

22-03-2010: Skrap svensk test af bilnyheder kårer især biler fra Ford, Toyota og Volvo som de mest sikre. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...