Find mere om:
Test af Toyota Avensis, årgang 2007 | bil.guide.dk

Her er den brugte bil for tryghedsnarkomaner

Trygheden, det lave værditab og den dokumenterede pålidelighed gør Avensis til den brugte model, som din bankrådgiver helst låner dig penge til.

Ikke alt bliver dårligere med alderen. Tænk bare på dine forvaskede yndlingsjeans, en ung flaske Barolo eller Toyota Avensis. Jo ældre, jo bedre. Bilkøbere på udkig efter en solid, rummelig og velkørende brugt bil bør nemlig se nærmere på en seks år gammel Avensis, der sjældent er set bedre.

Det mener i hvert fald juryen bag kåringen af Årets Brugtbil 2013, der har kåret Avensis årgang 2007 til årets bedste brugtkøb.

Trods nogle år på bagen - en halv menneskealder i bilernes hektiske verden – er den en næsten skudsikker investering.

OK, er man typen, der ifører sig kørehandsker og italienske racerstøvler, før man snupper en omvej til bageren søndag morgen, er Avensis næppe sagen. Dertil opfører den sig for meget som bilernes svar på en bankmand: Bundhæderligt og uden store armbevægelser. Men sætter man pris på tyst fremfærd, superkomfortabel affjedring og velfungerende mekanik med minimal risiko for problemer, er Avensis altså svær at komme udenom.

Avensis var samtidig den første mellemklassebil med knæairbag i førersiden som standard. Yderligere seks airbags og ekstra stift sikkerhedskarrosseri var med til at sikre fine karakterer i Euro NCAP-crashtesten.

Fint interiør

Årene er nærmest gået sporløst henover kabinen, der stadig virker rummelig og indbydende med tydelige instrumenter, stort stereoanlæg og plasticmaterialer af god kvalitet.

Kun kørestillingen driller. Selv med forsædet i nederste position, vil chauffører på 180-190 centimeter sidde så højt, at de har lige god udsigt til solskærmen og vejen. Passer ergonomien, kan man glæde sig over en overskuelig og letbetjent førerplads. Og der er masser af plads til familien inde i kabinen og deres fornødenheder i bagagerummet.

Økonomisk diesel

Teknikken spiller også en velkendt melodi. Gearkassen arbejder præcist og let sammen med koblingen, bremserne er stærke og lette at dosere, mens 1,8 liters motoren med variabel ventilstyring og 129 hk arbejder flittigt og kultiveret.

Trods en høj gearing virker Valvematic-motoren harmonisk, og oppe i omdrejninger lyder den næsten sportslig, men med et officielt forbrug på 13,9 km/l. Kører du især længere ture, er dieselmotoren er godt valg. Her råder man over 126 bomstærke bryggerheste af den mest velopdragne slags, der oven i købet kun nipper til olien: Et EU-snit på 17,5 km/l er flot for så stor en bil fra 2007.

Flere udstyrsvarianter

Med hensyn til udstyrsvarianter så er Terra basismodellen. Den har blandt andet aircondition og højdejusterbart førersæde som standard. Går man et udstyrstrin op til Solversionen, som otte ud af ti Avensis er udstyret med, opgraderes man til klimaanlæg, fartpilot, læderrat og gearknop for blot at nævne nogle få forbedringer. Den dyreste version hedder ikke overraskende Executive, og her er man blandt andet forkælet med el-justerbare sæder og xenonforlygter.

Priserne begynder ved 110.000 kr. for benzinudgaven i sedan- eller hatchback udformning, mens den mere populære dieselstationcar står til omkring 150.000 kr.

I Avensis er der, som statsministeren engang sagde, ikke noget at komme efter.

KONKLUSION: Avensis aftvinger mere respekt end begejstring og fremstår som bilernes svar på en korrekt, men lidt kedelig talknuser, der nok har løsnet slipseknuden, men stadig satser konsekvent på det sikre.

Fakta:

Ikke en tilfældig årgang

  • Den prisvindende årgang er ikke tilfældig, da bilen, som stammer fra 2003, får et omfattende facelift i efteråret 2006 og bliver forbedret på disse punkter:
  • Forskønnet ansigt. Farvel til den lidt klodsede kølergrill i tung tyskerstil - goddag til en mere smilende front.
  • Mere pynt. Avensis får et touch af hightech med nye forlygter og sidespejle med LED-afviserblink.
  • Mindre støj. Intensiv lyddæmpning af motorrummet skal lukke munden på en i forvejen stilfærdig bil.
  • Flere dieselmotorer. Avensis blev tilbudt med tre dieselmaskiner fra 126 til 177 heste. Alle med miljøvenligt partikelfilter og nøjsomt forbrug, der tager brodden af rekordhøje brændstofpriser.
  • Finpudset fysik. Ændringer af støddæmpere, fjedre og styretøj skal trimme køreegenskaberne.

Og så lidt historie

  • Den første Avensis, der afløste den berømte Carina, så dagens lys i 1998 og var den første model, der udelukkende var produceret med det europæiske marked for øje.

Om Toyota Avensis, årgang 2007

  • Der er 120 Toyota Avensis til salg i årgang 2007 – til priser fra 110.000 til 200.000 kr. Der blev solgt 4.601 eksemplarer af Toyota Avensis i 2007.
  • Der er 410 til salg af hele den Avensis-generation, der blev produceret fra 2003 til 2009.
  • Reservedelsprisindeks for modellen: 118
  • Serviceprisindeks for modellen: 107
  • Totalomkostninger ved tre års ejerskab og 60.000 km kørsel: 2,11 kr/km – alt inklusiv

Test af Toyota Avensis

25-05-2016: Faceliftet Avensis holder sig ung med ny dieselmotor, mens benzinmotor trækker ned. Læs artikel

Nyhed: Her tæller de indre værdier

20-04-2016: Premiere: Fjerde generation Prius giver mere mening, end man umiddelbart skulle tro. Selv om den ser grim ud, kører den godt og ikke mindst langt på literen. Læs artikel

Test af Toyota Auris Hybrid Touring Sports H2 Comfort

21-02-2016: Over halvdelen af Auris-køberne vælger hybrid. Andelen ventes at stige med en faceliftet version, der er sparsommelig, men ikke helt harmonisk. Læs artikel

Nyhed: Din bil får snart nyt styresystem

28-12-2015: Premiere: De færreste tænker over styresystemet i telefonen. Det vil også gælde biler, for der er ikke ret meget forskel på, om din bil drives af benzin, diesel, el eller brint. Læs artikel

Test af Yaris Hybrid

30-08-2014: For bare et par år siden var Yaris den mest solgte bil i poloklassen. Toyota vil tilbage til de gode gamle dage med en opdateret Yaris med ny kabine, frækkere design og ikke mindst lave priser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...