Find mere om:
VW vil bruge svimlende milliardbeløb på udvikling | bil.guide.dk

VW vil bruge svimlende milliardbeløb på udvikling

Udviklingsbudget: VW-koncernen bruger 637 mia. kr. i en ny udviklingssatsning, der skal gøre mærket til verdens førende. Vi har besøgt udviklingsafdelingen for at se, hvad de har i ærmet.

WOLFSBURG

Europas største bilfirma, Volkswagen, har besluttet at hive den helt store pung frem.

Den tyske koncern vil ikke stå tilbage for nogen, og med 12 forskellige bil- og lastbilmærker er man klar til at satse op mod 637 mia. kr. på udvikling af nye teknologier og modeller over de næste fem år.

Målet er, at man vil være verdens største bilproducent senest i 2018.

Pengene skal bruges på en lang række nye bilmodeller i flere nye klasser, men planen er også at forsøge at flytte sig i retning af hybrid- og elbiler, samtidig med at mere konkrete teknologier er under udvikling, afslørede et besøg på fabrikken.

En ny 10-trins DSG-gearkasse, et mildt hybridsystem og utallige andre miljøvenlige teknologier er til dels et biprodukt af den enorme satsning.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

B971939757Z.1_20150330143029_000+GJ3JU151.2-0.png

Effektive teknologier, motorer og miljørigtige produktionsmetoder er således essentielle faktorer i Wolfsburgs kamp om at blive klodens førende bilproducent. Skal man tro konkurrenten fra BMW, der i begyndelsen af december offentligt erklærede forbrændingsmotoren mere eller mindre død om 10 år, har automobilet, som vi kender det, ambulant behov for kunstigt åndedræt.

For alt imens prestigefabrikanterne efterhånden har skabt sig en nydelig lille portefølje af el- og hybriddrevne biler, må Volkswagen sande, at de elektriske udgaver af modeller som Golf og Up ikke har haft den forventede gennemslagskraft, og selv om VW arbejder alvorligt videre med forbedringer af deres el- samt hybriddrevne biler, er forventningerne måske en anelse nedjusteret.

Gearkasse med 10 trin

Forventningerne er imidlertid tårnhøje til den helt nye 10-trins DSG-dobbeltkoblingsgearkasse, der indtil videre udelukkende lever i testform under kodenavnet DQ511.

B971939757Z.1_20150330143029_000+GJ3JU152.2-0.png

Der går en rum tid, inden vi ser en sådan gearkasse i salgslokalerne – Volkswagen holder kortene tæt til kroppen og vil hverken afsløre eller spekulere i produktionsplaner eller datoer, men det står soleklart for enhver, at den nye Passat inden for en overskuelig fremtid (altså inden 2018) vil fræse op og ned ad Autobahn med et tocifret antal gear. Gearkassen er udviklet med Golfs og Passats delte MQB-platform i tankerne, og imponerende er det, at det er lykkedes de tyske ingeniører at tilføje tre yderligere udvekslinger i samme indpakning som den nuværende 7-trins, endda uden at øge antallet af gearhjul.

De 10 progressive gear udløser lavere brændstofforbrug, mindre CO2 per kilometer og hurtigere accelerationstider.

Mild hybrid

Den nye ”kasse” er udviklet i tandem med Volkswagens innovative, ”milde” hybridsystem.

Tyskernes hemmelighedskræmmeri medførte, at der desværre ikke var lejlighed til at prøve to nye teknologier i samme ombæring, men jeg kan berette, at systemet, der slukker motoren i såkaldte ”frihjulssituationer” fungerer både subtilt og effektivt med den nuværende 7-trins gearkasse.

B971939757Z.1_20150330143029_000+GJ3JU153.2-0.jpg

Motoren afbrydes mere eller mindre ubemærket, når speederfoden løftes, f.eks. i tilfælde af kørsel på nedstigninger eller på vej mod en standsning.

Når forbrændingsmotoren slukkes, frakobles den fra dobbeltkoblings-gearkassen, hvilket skaber en frihjulssituation, hvor bilen kan køres uden nogen form for miljøskadelig udledning.

Gennem anvendelsen af et forbedret stop-start-system kan motoren genstartes gnidningsløst ved hvilken som helst hastighed og med øjeblikkelig virkning, såfremt speederen berøres. Eftersom alle bilens elektriske systemer såsom servostyring, sikkerhedssystemer og bremseforstærker virker upåagtet, er den eneste umiddelbare ulempe ved systemet, at man må finde sig i et par ekstra millisekunders accelerationstid. Kender man Wolfsburgs ingeniører ret, er forsinkelsen med statsgaranti minimeret ved lanceringen af systemet.

Snart klar til produktion

Den milde hybridteknologi vil ikke finde hjem i alle Volkswagens modeller, men sikkert er det, at alle VW inden længe vil være i stand til at slukke (og starte) motoren ved hastigheder op til 7 km/t. Det nye stop-start-system er i bund og grund lanceringsklart til modeller med gode gammeldags manuelle gearkasser, (da afbrydelse af motoren forudsætter, at bilen sættes i neutral), men der fifles stadig med at beregne nøjagtigt, hvornår føreren af automatgearsbiler ønsker, at motoren skal slukkes.

Kraftig dieselmotor

Realistisk set får vi øjensynligt alle tre teknologier at se senest i 2018, i forbindelse med lanceringen af en ny 272-hestes, dieseldreven VW Passat, der med sin bi-turbo teknologi og muskelbils moment er den mest kraftfulde firecylindrede dieselmotor, som Volkswagen nogensinde har produceret.

Den overordentligt høje litereffekt for en dieselmotor på 136 hestekræfter per liter er opnået ved at supplere de to turboladere med en udelukkende elektrisk dreven kompressor kaldet en ”booster”.

Volkswagen viser muskler i Genève

I samspil med firehjulstrækker 4Motion kan der med rette forventes 0-100 km/t. tider på omkring fem og et halvt sekund og en topfart begrænset til 250 km/t. Tal, der for 20 år siden havde givet enhver Ferrari-ejer grå stænk, men det til trods mønstrer en monster-diesel-dreven Passat stadig 18,9 km/l og en CO2-udledning på 140 g/km.

Hvem sagde, at miljøvenlighed var kedsommelig?

Avisen var inviteret til Wolfsburg af VW.

Baggrund

Satsning på udvikling

  • 85,6 mia. euro –cirka 637 mia. kr. – er der sat af til projektet, der både skal skabe vækst i udlandet, nye bilmodeller, ny teknologi og give koncernen en topplacering blandt bilproducenterne, når det gælder bæredygtig produktion.
  • Bag Volkswagen Group gemmer sig mærkerne VW personbiler, Audi, Seat, Skoda, Bentley, Bugatti, Lamborghini, Porsche, Ducati, VW vare- og lastbiler samt lastbilmærkerne Scania og MAN.

Nyhed: Kinesisk smugkig på ny kæmpe-VW

08-05-2016: Volkswagen satser i Kina og viser en næsten færdig Touareg på bilshow i Beijing. Læs artikel

Nyhed: Bilfabrikker i brintdyst

09-12-2014: Miljø: Danmark er et af de første lande, der får Toyotas nye brintbil, Mirai. VW viser brint-prototypen Golf HyMotion. Læs artikel

Nyhed: Folkevogns elbil kører med strømmen

07-04-2014: Premiere: I forbifarten er den anonym, men VW e-Golf er så kompetent, at den ligner øjeblikkets bedste elbil. Læs artikel

Nyhed: Nu kommer elbilen version 2.0

09-11-2013: I disse uger bliver elbilen i næste generation alvor. Alt for høj pris (næsten 300.000 kr.) og alt for kort rækkevidde (oftest bare 75 km) var i går – nu kommer de nye. En af dem er Volkswagens første elbil, e-up! Læs artikel

Nyhed: Motor-hæder til Ford og VW

20-06-2013: Fords letløbende trecylindrede Ecoboost kåret til den bedste motor igen - VW 1,4 TSI med cylinderfrakobling kåret til bedste nyhed. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...